Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Sydkinesiske Hav

Oprindelige forfattere BWorm, EBuch, SChr og SToe Seneste forfatter Redaktionen

Det Sydkinesiske Hav, Nan Hai, 2,3 mio. km2 stort, velafgrænset randhav syd for Taiwan. Under NØ-monsunen løber en sidegren af den varme, salte Kuro Shio (se Stillehavet (oceanografi)) ind i Det Sydkinesiske Hav; under SV-monsunen erstattes dette vand af mere ferskt overfladevand. Temperaturen varierer mellem 28 °C i overfladen og 6 °C i dybvandet. Saltholdigheden ligger i intervallet 34,4-34,9 ‰.

Kulturgeografi

Store dele af oceanet, især mod syd og vest, har vanddybder på mindre end 200 m, og fiskebankerne har i århundreder været udnyttet af fiskere fra især Kina, Thailand, Filippinerne og Taiwan, som alle er blandt verdens betydelige fiskerinationer. Der fiskes bl.a. tun, makrel, ansjoser og skaldyr, og i de tætbefolkede kystområder har havets produkter altid udgjort det vigtigste tilskud af animalsk protein til risdiæten.

Det Sydkinesiske Hav afgrænses af øer til flere sider (Taiwan, Luzon, Palawan, Borneo), men rummer selv, bortset fra koralrev, kun ganske få, hvoraf Hainan, der er en kinesisk provins, er langt den største. Offshore-olieproduktion har været stigende, siden de første felter ud for Sydkinas kyst blev sat i produktion i 1990. I Thailandbugten, ud for Malaccahalvøens østkyst og nord for Borneo er der fundet mange olie- og gasfelter, som hastigt er under udbygning, mens det går langsommere med prospekteringen omkring Paracel- og Spratlyøerne, dels pga. de store afstande, dels pga. øgruppernes uafklarede tilhørsforhold.

Annonce

Det Sydkinesiske Hav omkranses af flere lande i stærk økonomisk vækst, og skibstrafikken er stor og stigende trods den sæsonmæssige forekomst af meget kraftige vinde (se taifun). Forbindelsen til Det Indiske Ocean, Malaccastrædet, er blandt verdens mest trafikerede farvande.

Havret

Farvandene ud for SØ-Asien har i århundreder været berygtede for sørøvere, og Det Sydkinesiske Hav er fortsat kendt herfor, nu i moderne udgave med hurtige motorbåde og automatvåben. Spratlyøerne mod nord og Paraceløerne mod syd er begge grupper af ubeboede klippeskær og sandbanker, men flere lande gør krav på øerne, bl.a. Kina og Vietnam.

Historie

Kilderne til den tidligste historie er kinesiske. De taler om Sydhavet, Nan Hai, og om, hvordan kinesiske, persiske og senere arabiske handelsskibe bragte skildpaddeskjolde, fuglefjer og perler til Kinas kystbyer, hvorfra varerne fragtedes videre til kejserens hof. Samme vej kom også tribut fra sydøstasiatiske fyrster. Handelen over Det Sydkinesiske Hav var af særlig vigtighed, når karavanevejene mod vest (Silkevejen) var blokerede. I det første årtusinde e.Kr. var Den Røde Flods delta i det nordlige Vietnam en del af Kina, og Hanoi konkurrerede med Guangzhou om at dominere Kinas oversøiske handel. På den anden side af havet bidrog handelen mod nord til den rigdom, som prægede statsdannelserne Srivijaya i 700-800-t. og Majapahit fra 1200-t.

De kinesiske og sydøstasiatiske samfund var forskellige. I de kinesiske og de vietnamesiske var størstedelen af befolkningen bønder, mens fiskere, søfolk og handelsfolk var marginale og ofte undertrykte grupper. I det meste af SØ-Asien var indlandsbefolkningen derimod marginal, mens kystfolk dannede basis for små og store stater. Øerne og halvøerne var rige på skov, og skibsbygning var en respekteret kunst. Fra ca. 1400, da Mingdynastiet fik fuld kontrol med Kina, ekspanderede rigets handel mod syd. Fra SØ-Asien blev der importeret krydderier, Japan bidrog med sølv, og Indien med bomuldstøj. I den første del af 1400-t. opbyggede kineserne en stor flåde, og eunuk-admiralen Zheng He ledede syv store ekspeditioner, en enkelt helt til Afrika. I 1433 endte de kinesiske oversøiske ekspeditioner, og snart forbød kejseren al oversøisk handel i et forsøg på at begrænse eunukkernes magt og sikre rigets enhed. Kejseren opnåede dog ikke at standse handelen mod syd, kun at skibe fra Ryukyuøerne, Siam og Malaccahalvøen tog over. Det muslimske sultanat Melaka kom til at dominere handelen mellem Det Indiske Ocean og Det Sydkinesiske Hav. Kort før 1500 fandt portugiserne søvejen til Indien, og i 1511 erobrede de Melaka. Spanierne etablerede en koloni i Manila 1571, hollænderne i Batavia (Jakarta) 1619. Europæiske skibe fik efterhånden større betydning både i handelen mellem Indien, SØ-Asien, Kina og Japan og i fjernhandelen med Europa og Amerika. Europæerne købte bomuldstøj i Indien, betalte med sølv fra Amerika og solgte tøjet i Kina og SØ-Asien, hvor de købte silke, keramik og krydderier. I 1600-t. dominerede hollænderne. De havde Formosa (Taiwan) som koloni 1624-61 og monopol på handelen med Japan. De monopoliserede også den lukrative krydderihandel med Molukkerne.

Sydkina havde lidt under krigen mellem Ming- og Qingdynastierne, men i anden halvdel af 1600-t. opbyggede kineserne en ny handelsflåde. Centrum for handelen mod syd blev Fujian. Et stort antal sydkinesere emigrerede til SØ-Asien, hvor de skabte handelskolonier, og i 1700-t. spillede kineserne en stadig større rolle i Det Sydkinesiske Hav.

Efter den industrielle revolution blev briterne førende i området. De malajiske stater blev britiske protektorater, Singapore etableredes som koloni i 1819, og efter Opiumkrigen 1839-42 gjorde briterne Hongkong til brohoved i Sydkina. I anden halvdel af 1800-t. underlagde Frankrig sig Vietnam og oprettede Fransk Indokina; Holland skabte Hollandsk Indien (Indonesien). Spanien var blevet en andenrangs magt og måtte afstå Filippinerne til USA i 1898. I mellemtiden var Japan blevet en lokal stormagt, som erobrede Taiwan fra Kina under Den Japansk-kinesiske Krig 1894-95. I den første del af 1900-t. var Det Sydkinesiske Hav omgivet af kolonistater, hver med sin krigs- og handelsflåde. Kina var i en voldsom politisk krise og dermed ude af stand til at hævde sig i området.

Med verdenskrisen i 1930'erne kom en kraftig nedgang i kolonihandelen. Samtidig var den japanske industri blevet helt afhængig af olieimport fra Sumatra. Det var baggrunden for, at Japan valgte at skaffe sig overherredømmet i Det Sydkinesiske Hav 1939-42 ved at underlægge sig Hainan, Paracel- og Spratlyøerne, Fransk Indokina, Malaya, Singapore, Filippinerne og Hollandsk Indien. 1942-44 var Det Sydkinesiske Hav under fuld japansk kontrol, men i 1944-45 lykkedes det amerikanerne at fravriste dem herredømmet, og siden har USA's flåde domineret militært.

I 1900-t.s sidste årtier opnåede regionen stærk økonomisk vækst. Der var kraftigt øget skibsfart med en stadig strøm af olie fra Mellemøsten til NØ-Asien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Worm, Erik Buch, Sofus Christiansen, SToe: Det Sydkinesiske Hav i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=492387