Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Røde Hav

Oprindelige forfattere EBo, EBuch, Folke, JStr og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Det Røde Hav, middelhav mellem Afrika og Den Arabiske Halvø; ca. 440.000 km2. Det aflange og indtil 2600 m dybe farvand forlænges mod NV af Suezbugten og mod NØ af Aqababugten. Et kun 32 km bredt stræde, Bab al-Mandab, forbinder Det Røde Hav med Adenbugten og Det Indiske Ocean.

Navnet skyldes formentlig rødfarvning pga. algeforekomst, se rødt vand.

Klimaet er varmt og tørt, og fordampningen overstiger nedbøren med over 2000 mm/år. Det fordampede vand erstattes af tilstrømning fra Det Indiske Ocean. Saltholdigheden er op til 42,5 ‰ i den nordlige del. Overfladetemperaturen varierer mellem 30 °C om sommeren og 18 °C om vinteren. Dybvandet, der i Det Røde Hav dannes ved nedsynkning om vinteren i det nordlige havområde, er meget homogent med en temperatur på 21,7 °C og en saltholdighed på 40,6 ‰.

Geologisk udvikling

Det Røde Hav er et ocean under dannelse; det udgør den nordlige forlængelse af det østafrikanske riftsystem, som pladetektonisk hører sammen med Afar. Det spæde ocean består i sin midte af en spredningszone med nydannet oceanbundsskorpe, som gennemskæres af mindst tre transforme, NØ-SV-orienterede forkastninger. Oceanåbningen foregår, ved at den saudiarabiske side bevæger sig mod NØ, samtidig med at der foregår en udlignende bevægelse langs Jordandalens forkastningszone. Der er i det centrale Røde Hav konstateret black smokers med mineraliserende gasser og mangannoduler. Udviklingen begyndte i Mellem Tertiær (ca. 25 mio. år før nu) som en aflang hævningsstruktur. Senere dannedes en gravsænkning langs ryggens centralakse, ledsaget af basaltisk vulkanisme i bl.a. Saudi-Arabien og Eritrea. I gravsænkningen aflejredes salt i mægtigheder på op til 4 km. Hævningsstrukturen flader ud i den nordlige del af området, hvor mindre gravsænkninger findes i hhv. Suez- og Aqababugten. Som følge af hævningen kommer grundfjeld til syne langs kysterne af Det Røde Hav, på Sinaihalvøen og i Eritrea.

Annonce

Kulturgeografi

Kystområderne har ørkenklima og regnes om sommeren blandt de varmeste steder i verden. Der er kun få byer, og lange kyststrækninger er helt ubeboede. Længst mod nord er der en del turisme; det er især sportsdykkere, som tiltrækkes af koralrev og det klare vand. I Suezbugten udnyttes en række oliefelter offshore. Især i den sydlige del er der mindre øgrupper; mange er ubeboede, mens nogle er militærbaser i det strategisk vigtige farvand.

Historie

Det Røde Hav har siden oldtiden været vigtigt for handelen mellem Afrika og Arabien og mellem Middelhavslandene og Orienten. Også indvandring fra Den Arabiske Halvøs sydlige del til Østafrika gav tidligt tætte kulturelle forbindelser. Således omfattede fx Aksumriget (ca. 200-600 e.Kr.) med centrum i det nordlige Etiopien områder på begge sider af havet. Med islams udbredelse fra 600-t. og de stadig flere pilgrimsrejsende til Mekka og Medina kom især havnebyen Jedda til at spille en væsentlig rolle.

Allerede omkring år 800 foreslog Harun al-Rashid at forbinde Det Røde Hav og Middelhavet med en kanal, men idéen blev først virkeliggjort omkring tusinde år senere med åbningen af Suezkanalen i 1869. Kanalen gjorde Det Røde Hav strategisk særdeles vigtigt, ikke mindst for forbindelsen mellem kolonierne og de europæiske moderlande. I 1900-t. øgede især den stadige strøm af tankskibe fra Den Persiske Golf til Europa farvandets betydning.

Jam Suf 'Sivhavet', som Moses ledte israelitterne over på flugt fra Farao (2.Mos. 14), har været opfattet som identisk med Det Røde Hav, men det er formentlig fejlagtigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erling Bondesen, Erik Buch, Hans Folke, John Strange, Henrik Sebro: Det Røde Hav i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=488997