Charles Wyville Thomson, 1830-1882, britisk naturhistoriker. Charles Wyville Thomson var universitetsuddannet i Edinburgh og havde naturhistoriske lærestole fra botanik til mineralogi i Skotland og Irland i 1850'erne og 1860'erne, sidst i Edinburgh fra 1870. Hans hovedværk, The Depths of the Sea (1873), redegjorde for Nordatlantens marinbiologi og temperaturfordeling. Han var videnskabelig leder af Challenger-ekspeditionen (1872-76) og forestod indtil sin død administrationen af dens samlinger samt publiceringen af resultaterne.