Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Willi Dansgaard

Oprindelig forfatter CUH Seneste forfatter CUH

Willi Dansgaard, 30.8.1922-8.1.2011, dansk fysiker, glaciolog og dr.phil.; 1962-92 professor i massespektrometri ved Københavns Universitet. Hans isotophydrologiske forskning i 1950'erne og 1960'erne blev banebrydende for undersøgelser af vandets kredsløb.

Willi Dansgaard og hans forskergruppe blev verdenskendt for analyser af fortidens klima vha. iskerner fra Syd-, Midt- og Nordgrønland samt Antarktis. Med det europæiske Greenland Ice-core Project (se GRIP), 1989-92, afsluttede han sin aktive karriere med en gennemboring af Indlandsisen på isens højeste punkt, Summit. Den 3029 m lange iskerne afslørede de sidste 250.000 års klimaforandringer, og det blev påvist, at klimaet flere gange har ændret sig hurtigere og mere drastisk end tidligere antaget. Disse klimaskift har fået betegnelsen Dansgaard-Oeschger-begivenheder efter Dansgaard og hans schweiziske kollega Hans Oeschger (1927-1998).

Willi Dansgaard har modtaget adskillige udmærkelser; med Crafoordprisen, som han modtog i 1995 sammen med den britiske forsker N.J. Shackleton (f. 1937), opnåede han den højeste internationale anerkendelse, der findes inden for geofysik. I 2000 udgav han bogen Grønland i istid og nutid om sit arbejde og sine oplevelser i Grønland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Uffe Hammer: Willi Dansgaard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=492951