Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

meteorologi

Oprindelig forfatter AWH Seneste forfatter Redaktionen

Meteorologi. Satellitbilleder er et vigtigt værktøj for vejrtjenester. Dette billede er taget 6.8.1996 fra 800 km højde og viser en stationær frontzone syd for Danmark og et andet frontsystem på vej fra NV.

Meteorologi. Satellitbilleder er et vigtigt værktøj for vejrtjenester. Dette billede er taget 6.8.1996 fra 800 km højde og viser en stationær frontzone syd for Danmark og et andet frontsystem på vej fra NV.

meteorologi, læren om atmosfæren, dens struktur og de fænomener, der forekommer i den. I oldtidens Grækenland omfattede ordet alt, hvad der findes i luften, fx også meteoritter, men i dag beskæftiger meteorologi sig helt overvejende med de vejrfænomener, som man kan iagttage i troposfæren, dvs. de nederste ca. 10-15 km af atmosfæren.

Meteorologi handler således om vejret, sådan som det iagttages fra Jordens overflade, og om dets variationer fra dag til dag. I meteorologien beskriver man de fysiske årsager og sammenhænge, der gælder for vejrsystemernes opståen, udvikling og forsvinden samt deres geografiske fordeling. Andre fag, der også beskæftiger sig med atmosfæren, er atmosfærekemi, ionosfærefysik, aeronomi og klimatologi.

Ordet meteorologi kommer af græsk meteoros 'svævende i luften', se meteor, og -logi.

Historie

Aristoteles skrev omkring 340 f.Kr. værket Meteorologika. Heri opsummerede han, hvad man dengang vidste om vind og vejr i den del af verden. Emner som skyer, nedbør og vinde blev gennemgået, og værket fik stor indflydelse på eftertidens opfattelse af atmosfæren og dens lovmæssigheder. Meteorologien i den græske filosofi var af spekulativ karakter, men den var central for alle videnskabelige tanker om naturen.

Annonce

I 1600-t.s Europa konstrueredes en række betydningsfulde måleinstrumenter, som fik afgørende betydning for fagets udvikling: termometeret (i slutningen af 1500-t.), barometeret (1643), anemometeret (vindmåleren, 1667) og hygrometeret (fugtighedsmåleren, 1780). Samtidig bredte den newtonske mekanik sig inden for naturvidenskaben, og med den hurtigt voksende mængde af data, som blev indsamlet med de nye instrumenter rundt omkring i verden, var vejen banet for vigtige opdagelser om atmosfærens fysik og kemi. Med indgangen til 1900-t. var den klassiske fysiks love for atmosfæren på plads, specielt hydrodynamikken, og man kunne nu i princippet formulere meteorologien som en moderne videnskab, der bygger på naturlove.

I 1902 formulerede den norske fysiker Vilhelm Bjerknes problemet med at forudsige vejret som et initialværdiproblem; hvis blot man kendte atmosfærens tilstand på et givet tidspunkt, kunne man i princippet forudsige fremtidens vejr. Udviklingen siden Bjerknes har effektivt demonstreret, at det kun var i princippet. Mange problemer skulle overvindes, nogle er endnu uløste, og det er blevet påpeget, at brugbare vejrudsigter ud over en uge stort set ikke er mulige (se forudsigelighed).

I 1900-t. kom nye og bedre instrumenter til; især revolutionerede først radiosonder og siden satellitter indsamlingen af data om atmosfæren. Radiosonder er ballonopsendte instrumenter, som transmitterer måledata til observatørerne på Jorden; de gør det muligt at sige noget om atmosfærens tredimensionale struktur. Satellitterne har bl.a. bidraget med fremragende oversigtsbilleder af atmosfæren. Den tekniske udvikling har også gjort det muligt at foretage observationer med meget høj frekvens; mikrometeorologiske målinger i den nederste del af atmosfæren (grænselaget) viser betydningsfulde ændringer inden for få sekunder, hvilket stiller store krav til instrumenterne.

Meteorologiens udvikling siden midten af 1800-t. er i høj grad en historie om vejret på den nordlige halvkugles mellembreddegrader og om behovet for pålidelige vejrudsigter. Udviklingen skete i samfund, hvor der var den nødvendige økonomiske og politiske baggrund. Det viste sig ret hurtigt, at de dominerende vejrtyper kunne identificeres og forudsiges på basis af regelmæssige observationer. Først senere kom det teoretiske grundlag for egentlige kvantitative forudsigelser, baseret på computerteknologi. Mange problemstillinger inden for meteorologien kan matematisk set ikke løses eksplicit, men egner sig fortrinligt til computerens evne til i trin at nærme sig en løsning. Faget var således fra computernes tidligste barndom i 1950'erne med til at sætte skub i den videre udvikling.

Emner og metoder

Man opdeler meteorologien i en række emner: synoptisk meteorologi, dynamisk meteorologi og atmosfærefysik; hertil kommer nyere underopdelinger som mesoskalameteorologi og grænselagsmeteorologi. Bortset fra atmosfærefysikken beskæftiger de sig alle med luftens strømninger på den ene eller anden måde. Forskellene ligger i de størrelsesskalaer, der arbejdes med, og i forskellige traditioner for, hvilke metoder man arbejder med. Analyser af vejrkort med indtegnede værdier for tryk, temperatur, fugtighed og vind m.m. er således en klassisk del af den synoptiske meteorologi, og de var længe fagets kernefelt.

Nu ændres faggrænserne med nye og stærkere metoder, udviklet af den teoretiske, dynamiske meteorologi og stærkt suppleret med andre og betydningsfulde datatyper. Fx har satellitterne haft stor betydning for udviklingen af mesoskalameteorologien, idet man fra satellit kan se detaljer, som nettet af synoptiske målestationer ikke kan adskille. Dynamisk meteorologi sigter eksplicit mod at beskrive luftens bevægelser på alle skalaer ud fra grundlæggende fysiske love. Grænselagsmeteorologien handler om atmosfærens egenskaber tæt ved jordoverfladen, herunder spredningen af luftbårent stof. Ofte finder man tropisk meteorologi som en selvstændig disciplin, idet der hersker særlige forhold tæt ved ækvator. Traditionelt omfatter atmosfærefysikken strålingsprocesser, dannelse af skyer og tåge, lyn og torden, de processer, der fører til nedbør, og optiske fænomener.

Meteorologi i Danmark

Faget var længe lavt prioriteret. Først i 1952 oprettedes efter internationalt pres det første professorat i meteorologi.

Meteorologi. Danmark dækkes af tre digitale vejrradarer, som står i Sindal, på Rømø og i Kastrup. Signalerne fra de tre kombineres til et samlet billede af nedbøren over Danmark på et givet tidspunkt. Billedet her fra 15.9.1998 viser et kraftigt regnvejr (mørke farver) over Nordsjælland og NV-Skåne.

Meteorologi. Danmark dækkes af tre digitale vejrradarer, som står i Sindal, på Rømø og i Kastrup. Signalerne fra de tre kombineres til et samlet billede af nedbøren over Danmark på et givet tidspunkt. Billedet her fra 15.9.1998 viser et kraftigt regnvejr (mørke farver) over Nordsjælland og NV-Skåne.

Meteorologi er i bund og grund en disciplin inden for fysikken, men faget har vigtige forbindelser til bl.a. naturgeografi og landbrugsvidenskab. En betydelig del af den meteorologiske forskning er placeret ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) foruden vedKøbenhavns Universitet. Et vigtigt træk ved meteorologi i dag er et øget samarbejde med klimatologerne om de store spørgsmål vedrørende ændringerne i Jordens klima. Se også klimateorier og -modeller.

Internationalt

Internationalt er meteorologien velorganiseret; vejret kender ingen grænser. Samarbejdet sker i World Meteorological Organization (WMO), der dels bedriver forskning, dels står for den overordnede organisation af den meget omfattende indsamling og distribution af vejrdata. Dataindsamlingen er et eksempel på vellykket internationalt samarbejde; på det såkaldte GTS-net har alverdens meteorologer i årtier og med stort udbytte udvekslet vejrdata. Tilsvarende tilbyder centre, fx ECMWF (European Center for Medium-Range Weather Forecasts i Reading vest for London), prognosemateriale af høj kvalitet til en lang række brugere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel Walløe Hansen: meteorologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493771