Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tropisk klima

Oprindelig forfatter KnRa Seneste forfatter Redaktionen

tropisk klima, Jordens varmeste klimatype, i Vahls klima- og plantebælter defineret som de områder, hvor der aldrig forekommer frost. Tropisk klima svarer til middeltemperaturer i koldeste måned på 15-17 °C og derover. Tropisk klima er således defineret ved fravær af vinter og findes i et bælte omkring ækvator. Enkelte kulturplanter, bl.a. kaffe og kakao, tåler ikke frost og kan således kun gro i tropisk klima. Store områder i troperne har helårsregn med stedsegrøn regnskov som den naturlige vegetation, mens de øvrige troper er præget af kortere eller længere tørtider, hvor den naturlige vegetation er savanne, busk- og græssteppe samt ørken.

Størstedelen af troperne er tyndtbefolkede, og store regnskovsområder nærmest ubeboede. Undtagelser findes bl.a. i SØ-Asien og det østlige Brasilien, hvor meget skov er fældet til fordel for intensive landbrugssystemer. Effekten af regnskovsfældning er afhængig af lokale forhold; mange steder indgår vegetation og klima i et tæt samspil, og skovrydning kan få omfattende følger (se fx Amazonas).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Rasmussen: tropisk klima i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=492561