Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

subtropisk klima

Oprindelig forfatter EiCh Seneste forfatter Redaktionen

subtropisk klima, et af de fire klimabælter i Vahls klimasystem (se klima- og plantebælter). Karakteristisk for subtropisk klima er lange, varme somre og korte, milde vintre. Jordens to subtropiske bælter ligger hhv. nord og syd for det tropiske bælte og afgrænses til dette af 15 °C-isotermen for koldeste måned. Afgrænsningen til de tempererede bælter er mere kompliceret. I Nordamerika går grænsen for tempereret klima langt mod syd, da fremstød af kold polarluft med langvarigt vintervejr jævnlig forekommer. I andre verdensdele mindsker øst-vest-gående bjergkæder risikoen for sådanne kuldefremstød.

Som de andre klimabælter inddeles det subtropiske efter nedbørens mængde og fordeling i plantebælter, fra skov til ørken. Som en særlig type udskilles det subtropiske vinterregnsområde, der er knyttet til kontinenternes vestsider; se Middelhavsklima.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen: subtropisk klima i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=492573