Færøerne. Villingadalsfjall (844 m) på Viðoy indhyllet i skyer. Bygden Viðareiði er omgivet af dyrkede græsmarker (bøur), mens størstedelen af øen henligger som fjeldenge til sommergræsning (hagin). Hele sceneriet, herunder det omskiftelige vejr, er karakteristisk for Færøerne.

.

Færøerne har et klima, der set i forhold til den nordlige beliggenhed er ganske mildt med kølige somre (gennemsnit for juli: 11 °C) og meget milde vintre (gennemsnit for januar: 4,3 °C).

Nedbør

Den årlige nedbør er i gennemsnit over dobbelt så stor som Danmarks. Torshavn har omkring 1400 mm om året, mens de nordligste områder modtager tæt på 3000 mm. Der falder mest nedbør om efteråret og vinteren, mens sommeren modtager mindst. Vejret præges af hyppige skift, men er ofte blæsende, fugtigt og tåget.

Nedbøren falder som frontregn i forbindelse med polarfrontens talrige cykloner, der oftest passerer Færøerne fra vestlige retninger. At temperaturforskellen mellem sommer og vinter er lille, skyldes øernes oceaniske beliggenhed, som bremser både afkølingen om vinteren og opvarmningen om sommeren. Golfstrømmen, der løber meget tæt på Færøerne, bidrager til vintrenes mildhed.

Gode græsbetingelser

I Martin Vahls klimasystem ligger Færøerne i det tempererede nåleskovsbælte, men der er ingen egentlig skov på øerne. Derimod har græs glimrende vækstbetingelser, og de store fåreflokke dermed fortrinlig græsning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig