El Niño er en jævnligt tilbagevendende og markant ændring i fordelingen af temperatur og strømme i Stillehavet. Samtidig hermed foregår der systematiske vejrforandringer i store dele af regionen. Fænomenet kaldes også for en ENSO-begivenhed (El Niño Southern Oscillation) og er karakteriseret ved en 3-4 °C højere overfladetemperatur i den østlige del af det tropiske Stillehav og et mere stormfuldt og nedbørsrigt vejr i det centrale Stillehav.

Faktaboks

Etymologi
Betegnelsen El Niño er spansk og betyder 'barnet', her i betydningen 'Jesusbarnet', idet El Niño-fænomener først blev erkendt i forbindelse med situationer, der optrådte ved juletid.

Påvirkning af vejret

El Niño påvirker vejret i det tropiske bælte, tydeligst i Sydamerika, men også i Nordamerika og Østafrika kan man spore tydelige effekter. Store ENSO'er i 1982-83, 1997-98 og 2015-16 havde stor negativ indvirkning på fiskeriet i det østlige Stillehav. Om der er en påviselig effekt på vejret på højere breddegrader, fx i Europa, er genstand for intens forskning.

Forudsigelse af ENSO

El Niño-forløbet har tilbagevendende hændelsesforløb, hvilket lægger op til, at man kan forudsige fænomenet. Man forsøger at gøre dette ved brug af simuleringsmodeller, der ligner almindelige vejrforudsigelsesmodeller, blot er der taget meget mere hensyn til havet. Kvaliteten kan endnu ikke helt sammenlignes med vejrprognoserne, men de er nu systematiske forudsigelser nogle måneder frem. Både El Niñoen 1997-98 og den i 2015-16 var meget kraftige og blev forudsagt med en vis succes, mens en svagere El Niño i 2002 blev rigtigt forudsagt.

Klimatisk påvirkning

Tilsyneladende spiller El Niñoer også en betydningsfuld rolle for det globale klima og dets forandringer. Det sker formentlig igennem en kobling til det globale kulstofkredsløb, der styrer atmosfærens indhold af kuldioxid. Den kraftige el Niño i 2015-16 afgav store energimængder til atmosfæren, så det efterfølgende ikke var muligt at vende tilbage til temperaturforholdene før denne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig