marginaljord

Marginaljord er jord, som tages ud af drift, enten fordi arealerne er helt uanvendelige til agerbrug, eller fordi de økonomiske konjunkturer ikke længere gør det rentabelt at udnytte dem til dyrkning. Begrebet blev især anvendt i 1970'erne og 1980'erne.

Årsagerne til en ringe produktionsværdi kan være mange:

• ringe jordkvalitet
• upraktisk beliggenhed
• ringe størrelse
• stor terrænhældning
• dårlige betingelser for vanding eller afvanding
• generelle dyrkningsomkostninger.

Også den offentlige planlægning kan spille en afgørende rolle.

Marginaljorder omfatter arealer af vidt forskellig karakter: strandenge og -sumpe, heder, moser, overdrev og ferske enge, der alle er naturtyper, som det er ønskeligt at beskytte og bevare ud fra miljømæssige, landskabelige og rekreative hensyn. Som følge af den økonomiske udvikling i landbruget indtil 1970'erne og den voksende interesse for natur, miljø og friluftsliv var marginaljorderne genstand for en betydelig offentlig indsats. Som led i EU's landbrugspolitik ydedes der dengang bl.a. støtte til ekstensiv drift og begrænsning af brugen af plantebeskyttelsesmidler og kunstgødning.

Bedre muligheder for og indsigt i at forbedre en jords dyrkningsegenskaber gennem jordbehandling, afvanding, vanding, kalkning og gødskning har gennem tiderne ændret kriterierne for marginaljord. I Danmark førte det i 1800-tallet til hedeopdyrkninger, og allerede inden 1914 var 500.000 hektar hede blevet nyopdyrket. Samtidig blev skov- og plantagearealet øget med mere end 150.000 hektar, heraf en stor del i Vestjylland. Hedeopdyrkningen blev afsluttet i løbet af 1900-tallet, men tilvæksten i skov- og plantagearealet på marginalejorderne fortsatte. Siden har man udtaget marginaljorder som virkemidler til bl.a. naturgenopretning og grundvandsbeskyttelse. Mange marginaljorder er senest anvendt til braklægning.