Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lerjord

Oprindelig forfatter KrJa Seneste forfatter Redaktionen

lerjord, efter Den Danske Jordklassificering jordtype med 15-25 % ler. Sandede lerjorde har mellem 10 % og 15 % ler, mens svære lerjorde har over 25 %. Sandede lerjorde og lerjorde er almindelige i det danske morænelandskab, mens svære og meget svære lerjorde fx findes i marsken, og vandaflejret ler i dødislandskaber.

Lerjorde har, afhængigt af lerets sammensætning, forskellig evne til at fastholde (adsorbere) positivt ladede ioner (såkaldt CEC-værdi), forskellig klæbeevne, kvældbarhed og aggregatstabilitet. Ler forstærker en jords struktur og øger dens vandholdende evne, men besværliggør dens bearbejdning. Danske lerjorde præges af de lagdelte 2:1-lermineraler, især illit, se jordbund (forvitring).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Jakobsen: lerjord i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493030