Jordbundsundersøgelse, undersøgelse af jordens fysiske og/eller kemiske egenskaber. Permanente egenskaber kan være jordens tekstur, dvs. indhold af ler, silt og sand, og vandholdende evne, som bl.a. benyttes ved bonitering og i planlægning. Jordens surhedsgrad og gødningstilstand er vigtige og foranderlige dyrkningsfaktorer, som bestemmes ved kemisk analyse. Se også jordbund.

Byggeteknik

I en geoteknisk undersøgelse belyses jordbunds-, miljø- og grundvandsforholdene på en byggegrund, så en konstruktion kan funderes sikkert og økonomisk (se fundering). Jordbundsundersøgelser opdeles kronologisk i tre hovedtyper: indledende undersøgelser, projektundersøgelser og kontrolundersøgelser.

I de indledende undersøgelser fremskaffes relevant forhåndsviden om grunden ved arkivsøgning, gennemgang af (især ældre) kort mv. En gennemgang af grundens historie er specielt vigtig for at klarlægge evt. forurening.

Projektundersøgelser er de egentlige jordbundsundersøgelser, der normalt inddeles i placerings-, parameter- og optimeringsundersøgelser.

Ved placeringsundersøgelser udføres enkelte geotekniske boringer for at vurdere funderingsforholdene i lyset af forhåndsoplysningerne, således at en hensigtsmæssig placering af konstruktionen på grunden kan vælges.

Parameterundersøgelser er detaljerede undersøgelser, som på basis af boringer, mekaniske og geofysiske sonderinger samt feltforsøg skaffer kendskab til alle betydende jordlag og disses styrke-, strømnings- og deformationsegenskaber.

Ved geotekniske boringer fremskaffes prøver af jorden fra relevante dybder. I borehullet kan der udføres en række geotekniske og geofysiske forsøg til bedømmelse af jordens stivhed (sammentrykkelighed), styrke og gennemstrømmelighed. Jordbundsforholdene bestemmer boremetoden, der kan variere fra blot at få jorden op fra hullet til lange, intakte kerner af jord. Den geologiske beskrivelse af jorden og resultaterne fra forsøg på grunden suppleres efter behov med forsøg i laboratoriet til klassifikation af jorden samt mere avancerede forsøg til bedømmelse af de mekaniske og hydrauliske egenskaber.

Optimeringsundersøgelser udføres for at forfine og detaljere de allerede opnåede resultater, så funderingsprojektet kan optimeres økonomisk.

Under byggearbejdet skal projekteringsforudsætningerne verificeres, og det sker ved hjælp af kontrolundersøgelser. I praksis er der et vist overlap mellem de forskellige undersøgelser. På basis af jordbundsundersøgelserne udformes der endvidere planer for tilsyn, overvågning og vedligeholdelse af den færdige funderingskonstruktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig