Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

humus

Oprindelig forfatter KrJa Seneste forfatter Redaktionen

humus, stærkt nedbrudte organiske stoffer, der giver jordbunden sin mørke farve. Humus er en samlebetegnelse for de stoffer, der er tilbage, når bakterier, svampe, regnorme og andre jordbundsdyr har nedbrudt døde dyre- og planterester. Den består dels af stoffer med oprindelse i planteresterne, der er meget svære at nedbryde, fx lignin, dels af kemiske forbindelser, der er dannet ved forskellige biokemiske processer under nedbrydningen. En vigtig bestanddel i denne rest er forskellige kemiske ringsystemer, aromatiske forbindelser, der er indbyrdes forbundet. Disse polymerer samles i mørktfarvede humuspartikler, 30-40 nm store.

Ordet humus er latin og betyder 'jord, muld'.

Humus har stor betydning for de levende organismer. Den er med til at give jordbunden en god krummestruktur ved at hindre jordbundens lerpartikler i at klæbe til hinanden. En god struktur er vigtig for planterøddernes ilt- og vandforsyning og har stor betydning for organismer, der lever i jorden. Desuden spiller humus en meget stor rolle for planternes forsyning med næringsstoffer, idet der under dens nedbrydning frigøres kulstof, kvælstof, kalium, fosfor m.m. Næringsstofferne kan udvaskes, bortgå som luftarter, optages direkte fra jordvandet eller adsorberes i jorden som ombyttelige, plantetilgængelige kationer. Som på lerpartiklerne holdes de ombyttelige, positivtladede kationer fast på humus' negativtladede overflader; planterødderne kan dog få fat i dem ved ionbytning, hvor næringsstofferne skifter plads med røddernes brintioner. Evnen til ionbytning er afhængig af jordens pH-værdi. Fx har velomsat humus ved neutral pH en CEC-værdi på ca. 200 cmol+ pr. kg humus; ved pH 4 er den væsentlig mindre.

Dannelse og forekomst

Blandt de organismer, der omsætter dødt materiale til humus, spiller mikroorganismer langt den største rolle. Mikroorganismernes nedbrydning foregår vha. enzymer; dette arbejde lettes dog af, at større dyr findeler det døde materiale og sender det videre i systemet i form af ekskrementer, hvorved materialets overflade øges stærkt og kvælstofindholdet koncentreres.

Annonce

Dannelse af humus, dens sammensætning og omsætning afhænger meget af jordbunden. På sur og næringsfattig bund sker processen langsomt, og der ophobes svagt omsat plantemateriale, mor. En ringe dyreaktivitet resulterer i et højt C/N-forhold (30-40) og en dårlig opblanding af uomsat og nedbrudt materiale. Fra morlaget kan humusstoffer som fulvosyrer sive ned med regnvandet og udfældes sammen med jern- og aluminiumforbindelser i et allag, der er så hårdt, at planterødder ikke kan trænge igennem (se podsol). På svagt sur til neutral, næringsrig jordbund sker en mere fuldstændig omdannelse, og der udvikles et muldlag med et C/N-forhold ofte omkring ti. Et rigt indhold af regnorme giver en god opblanding, og deres gange gør jorden porøs og sikrer tilstrækkelig forsyning med ilt.

Humusbalance

Komponenterne i humus har forskellig stabilitet, hvorfor nedbrydningshastigheden for de enkelte fraktioner er forskellig. Halveringstider for humus er fra nogle måneder til flere tusinde år. En del af de ustabile fraktioner overgår til stabil humus, mens langsomt omsættelig humus nedbrydes og forsvinder. Hvis den årlige tilførsel af letnedbrydeligt organisk materiale er konstant, og omsætningsbetingelserne ikke ændres, holder disse processer hinanden i ligevægt. Denne tilstand kan påvirkes og ændres ved jordbearbejdning, som fremmer ilttilgangen og stofnedbrydningen; humusdannelsen øges ved gødskning, også med uorganiske gødninger, idet høstens størrelse og mængden af planterester øges. Højere temperatur forøger nedbrydningshastigheden i forhold til stofproduktionen.

På trods af at de enkelte bestanddele har forskellig stabilitet, er humusindholdet i danske agerjorde 1-6 vægtpct., oftest 2-3, med et kulstofindhold på 55-60 % og et kvælstofindhold på 5-6 %. Humusindholdet er højest i pløjelaget, hvor den største stofomsætning foregår. I pløjelaget på sandjord kan humus yde et vigtigt bidrag til jordens CEC-værdi, i lerjord relativt mindre, da ler i forvejen har en højere CEC-værdi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Jakobsen: humus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493017