gley

Gley er farvemæssig marmorering af jordbund forårsaget af reduktions- og/eller oxidationsprocesser skabt af højtstående grundvand. Der skelnes mellem egentlig gley og pseudogley. Egentlig gley er udviklet i lavtliggende enge og moser med permanent højtstående grundvand. Pseudogley optræder i lerjorde, der er langsomt gennemtrængelige for vand. I perioder med nedbørsoverskud, dvs. i Danmark om vinteren, dannes et temporært grundvand i og oven på det langsomt gennemtrængelige lag, hvori der samtidig kan opstå reduktion

Gleyprocessen omfatter reduktion af Fe³⁺ til Fe²⁺ og af Mn⁴⁺ til Mn²⁺, hvorved disse ioner bliver bevægeliger kan flyttes fra mineralpartikler til jordvand og grundvand. Efter at ioner har bevæget sig til områder med mere ilt genudfældes de i deres oxiderede form og farver jorden i brunlige, rødlige og sorte farver. Jorde med egentlig gley er ofte grålige med rustrøde partier omkring rodgange og andre grove porer, mens jorde med pseudogley er brunlige med afblegede partier omkring rodgange.

Specielle gleyfænomener er myremalm og dannelsen af mineralet jarosit ved pyritforvitring.

Jorde med gley i rodzonen må afvandes før dyrkning, da de fleste afgrøder kræver ilt omkring rødderne. Ved vådlægning af jordbund skaber man et højtliggende grundvandsspejl, og lavbundsjord genopstår, hvori der kan lagres store mængder kulstof i form af bl.a. tørv.