Bonitet var et mål for en landbrugsjords ydeevne og beskatningsmæssige værdi. I Danmark blev de vigtigste boniteringer udført i 1682 og opgjort i hartkorn, og igen i matriklen fra 1844.

Vurderingen af en marks bonitet skete gennem en takstfastsættelse, der fra 1844 kunne variere fra 0 til 24. Bonitet 0 var ren flyvesand, mens 24 var den bedste landbrugsjord. Taksationen af højbundsjorden blev foretaget på basis af fire jorder fra Karlslunde på Østsjælland samt af en jord ved Ringive i Midtjylland. Ved taksation af vådbundsjorder vurderede man fx, hvor mange læs hø disse kunne give. Bonitet var angivet på de første matrikelkort, og den var grundlag for beskatning af fast ejendom indtil 1903.

Boniteten fra 1844-matrikelkortene ses i dag som en indikator på en marks naturgivne frugtbarhed. Den historiske, skønsmæssige bonitering blev i 1970’erne afløst af Den Danske Jordklassificering, som var baseret på laboratorieanalyser af jorden, og senest af digitale løsninger, der bygger på computerstøttede, statistisk producerede kort af jordbundstyper og -egenskaber.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig