Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vandløb

Oprindelige forfattere BLMa og TorLa Seneste forfatter Redaktionen

Vandløb. Gels Å, et tilløb til Ribe Å.

Vandløb. Gels Å, et tilløb til Ribe Å.

vandløb, vandets overfladiske afløb gennem bække, åer og floder. Vandløb leder overskudsnedbøren, som ikke fordamper, ud til havet som en del af vandkredsløbet, se det hydrologiske kredsløb. Det strømmende vand eroderer i løse jordlag, transporterer og aflejrer frigjorte materialer og former derved landskabet. Vandet følger normalt et slynget mønster, mæander, men danner undertiden også et flettet mønster. De retlinjede vandløb er resultatet af vandløbsregulering, fx for at afvande de omgivende marker.

Vandløb begynder ved kilder (og dræn), der samles til større og større enheder i et grenet vandløbssystem, som afvander et vandløbsopland. Grænsen mellem oplandene kaldes vandskellet. Vandløbenes dimensioner er bestemt af kræfterne i store vandføringer, som fylder op til kanten (bredfuld). Sjældnere forekommende, større vandføringer går over bredderne og oversvømmer ådalene og taber derved de kræfter, der kunne forme vandløbene yderligere. Sker der langvarige ændringer i hyppighederne af de store vandføringer, justeres dimensionerne.

De største vandløb kaldes floder. I Danmark kaldes de store vandløb dog åer, og de små kaldes bække. Der er ikke objektive grænser mellem bække, åer og floder. Mange udenlandske vandløb, der ikke er større end mindre danske åer, kaldes floder. Danmark har ca. 65.000 km åbne vandløb. Kun omkring halvdelen er af naturlig oprindelse; resten er kunstige grøfter og kanaler. Et ukendt, men stort antal kilometer små vandløb er lagt i rør.

Annonce

Åbne vandløb i Danmark
BreddeSamlet længde
Små vandløbmindre end 2,5 m48.000 km
Mellemstore vandløb2,8-8,0 m14.500 km
Store vandløbover 8 m1500 km
Kilde: DMU

Danmarks tidligste lovgivning rummer bestemmelser om vandløbene: retten til at udnytte vandkraften, fange laksene, passere broer, indvinde vandet og ændre vandløbene. De danske vandløb rummer kulturrester, der vidner om den fortidige udnyttelse, fx mølledæmninger, kanaler og stemmeværker til engvanding, rester af laksegårde og ikke mindst fabrikker, se Mølleåen. Mest udbredt er dog spor efter afvandingen, der gjorde det muligt at udvide Danmarks landbrugsareal ved at afvande de våde enge. De havde i århundreder haft stor betydning for dyrkning af hø og for græsning, men på vandløbets betingelser, hvor oversvømmelser kunne ødelægge årets høst. Først da vandløbene blev rettet ud og uddybet, var man normalt i sikkerhed for oversvømmelser. De fleste reguleringer skete i første halvdel af 1900-t., men de har begrænset levetid, idet tørven i de afvandede enge sætter sig, når den nedbrydes. Engene bliver derfor for våde til at kunne dyrkes. Vandløbene afleder også spildevand, hvilket tidligere satte sine spor. I dag er de fleste større vandløb rene, hvorimod små vandløb stadig kan være forurenet af spildevand fra landejendomme og andre huse i det åbne land. Spildevandets organiske stof fremmer bakterie- og svampevækst (se lammehaler), der bruger ilten i vandet. Se også vand (historie).

De danske vandløb er ramme om friluftsinteresser, først og fremmest sportsfiskeri. Fiskeretten hører bredejeren til, og den lejes som regel ud til fiskeriforeninger. Vandløbene er gode indgange til at opleve landskabet, og i princippet må man sejle i kano og kajak overalt. Imidlertid er der kommet mange restriktioner. Det er desuden ikke tilladt at gå i de udyrkede bræmmer langs vandløbene, men der er lavet naturstier ved bl.a. Gudenåen og Holme Å.

Økologi

Vandløb.

Vandløb.

Strøm- og iltforhold er af stor betydning for livet i vandløbet.

Fødekæde

Fødekæden i vandløb afviger fra de fleste andre fødekæder, ved at primærproducenterne har underordnet betydning: Kun få dyr æder de grønne planter, grøden. Dog er alger, især kiselalger, en væsentlig fødekilde for bl.a. huesneglen (Ancylus) og forskellige døgnfluer, der skraber dem af sten og planter. Kiselalgerne er især talrige i lysåbne vandløb om foråret. Algerne sidder på sten, planter, gruspartikler og i de øverste mm af sandbunden.

Selv i de reneste danske vandløb er der tilstrækkeligt med næringssalte til at dække planternes behov. De optager dem både gennem rødder og blade. Derimod kan planteproduktionen i beskyggede og i uklare vandløb begrænses af mangelen på lys. Lysåbne vandløb kan have en meget stor bruttoprimærproduktion (6-10 mg kulstof pr. dag pr. m2). Kuldioxid er ofte en begrænsende faktor, fordi kun lidt er opløst i vandet. Optagelsen af de små koncentrationer lettes af, at bladene ofte er findelte og derved har en stor overflade, at bladene er tynde, så kuldioxiden går let igennem, og ikke mindst af, at strømmen hele tiden sørger for at forny vandlagene tæt på overfladen. Den væsentligste næringskilde for dyrene i vandløbene er dødt organisk materiale, detritus, der kommer fra omgivelserne. Især blade fra elletræer, der kranser mange af de mindre vandløb, er eftertragtet føde. På bladene udvikles et lag af mikroorganismer, som er dyrenes fødekilde, mens selve bladene er fødekilde for mikroorganismerne. Nogle smådyr spiser bladene med "pålæg", og med ekskrementerne udskilles bladene i småstykker, renset for mikroorganismer. De små bladpartikler med nye mikroorganismer er fødegrundlag for bl.a. de filtrerende dyr. Andre smådyr skraber "pålægget" af overfladen og efterlader bladene intakte.

Ud over kiselalger i lysåbne vandløb har stenene et næringsrigt lag af levende og dødt organisk stof. I skyggefulde skovbække etableres laget, ved at svampesporer (Hyphomyceter) danner et netværk af hyfer, som fanger små bladpartikler, og i dette lag udvikles et samfund af bakterier, svampe, alger og encellede dyr, der bl.a. udnytter vandets opløste organiske stof. Slørvinger og andre smådyr på stenene skraber med specialiserede munddele dette organiske lag af og udnytter næringen heri.

Vandløb. Storblomstret vandranunkel (Ranunculus peltatus).

Vandløb. Storblomstret vandranunkel (Ranunculus peltatus).

Strøm og ilt

Vandløbene er levested for de dyr, der kan klare sig i strømmen. Vandløbene har også plads til mange dyr, der ikke kan klare stærk strøm, men som har deres levesteder under sten, mellem planterne nær bredden, nede i bunden (se hyporeal) og imellem de døde blade.

Døgnfluelarver, fx Baetis, har en strømlinjet form, der mindsker strømmens virkning. Andre døgnfluer er flade og trykker sig tæt ned på stenene i det tynde, strømsvage lag. Heri kravler også den sorte fimreorm, "pilormen" (Dugesia gonocephala), små vandmider og meget tynde myggelarver. Kvægmyggenes larve (Simulium) spinder en lille silkering fast på stenen, som den holder fast i med en krans af kroge. Nogle vårfluer spinder husene fast, andre spinder en sikkerhedsline fast, som de kravler tilbage ad, hvis de rives løs. Nogle arter udnytter læområder i furede sten og på planter.

Bækkene er levested for ørreder og en række smådyr, der kræver en konstant høj forsyning af ilt. Vandet er køligt og kan derfor rumme meget ilt selv på varme sommerdage, og der er en effektiv geniltning, hvor vandet bruser hen over stenene. Her er, i hvert fald i stenede bække, som regel en rigelig forsyning af ilt. Dyrene optager ilt lettere i strømmende vand end i stillestående vand, fordi strømmen uafbrudt fører en frisk forsyning af ilt ind til det iltfattige grænselag tæt på gællerne. I stillestående vand skal ilten passere et relativt tykt grænselag ved den langsomme diffusion, molekyle for molekyle. I strømmende vand kommer ilten ind til gælleoverfladen i "pakker". Men også i de større og mere sommervarme vandløb med mindre iltindhold får de iltkrævende dyr som regel en god forsyning, fordi strømmen fornyer de iltfattige vandlag omkring gællerne. Det letter også iltoptagelsen, at ilten diffunderer hurtigere gennem grænselaget ved de højere temperaturer.

Vandløb. Vandstjerne og vandranunkel er to værdifulde vandplanter. Den forreste, lysegrønne er vandstjerne. Den bageste, mørkegrønne er vandranunkel. Vandstjerne er en tæt plante, som vandet løber uden om. Den fungerer som en levende sten; den afbøjer og koncentrerer vandstrømmen, så vandløbet kan udvikle de oprindelige, slyngede former, der ofte er fjernet ved hårdhændet vedligeholdelse. Vandranunklen er en mere åben plante, som vandet strømmer igennem. Inde i planten lever mange smådyr, og fiskene kan finde læ for strømmen.

Vandløb. Vandstjerne og vandranunkel er to værdifulde vandplanter. Den forreste, lysegrønne er vandstjerne. Den bageste, mørkegrønne er vandranunkel. Vandstjerne er en tæt plante, som vandet løber uden om. Den fungerer som en levende sten; den afbøjer og koncentrerer vandstrømmen, så vandløbet kan udvikle de oprindelige, slyngede former, der ofte er fjernet ved hårdhændet vedligeholdelse. Vandranunklen er en mere åben plante, som vandet strømmer igennem. Inde i planten lever mange smådyr, og fiskene kan finde læ for strømmen.

Mange af smådyrene filtrerer føden fra vandet, der strømmer forbi. Kvægmyggenes larver har to fintmaskede vifter på hovedet, som filtrerer bakterier og andre små partikler fra vandet. Blandt vårfluernes larver findes den største variation i filtrering. Brachycentrus maculatus-larverne lever i slanke huse bygget af sandskorn, spundet fast til sten, ofte i mange lag, i stærk strøm. De lange ben er strakt ud i vandstrømmen, hvis indhold af partikler bliver fanget i benenes mange stive hår. Med mellemrum trækker larven et ben til sig og slikker det rent. Andre vårfluer bygger fangnet, fra uregelmæssige netværk til meget kunstfærdige ruser.

Blandt vandløbenes rovdyr er ørrederne de mest kendte. En del af deres føde er græshopper, mus og andre dyr, der falder i vandet. Pilormen (Dugesia gonocephala) lægger slimspor ud, som holder små døgnfluer fast. Nede i bundens sand og mudder kravler klasefluens (Atherix) og dovenfluens (Sialis) larver på rov.

Drift

Trods gode tilpasninger til strømmen rives smådyrene ofte løs. De føres af sted med strømmen i den såkaldte drift, indtil de får fodfæste igen, og mange bliver føde for ørreder. Driften er størst i de mørke timer, sandsynligvis fordi dyrene da er mest aktive og er udsat for strømmens virkning. En konsekvens af driften er, at bestanden af smådyr kan mindskes i de øvre dele af vandløbene. Hos nogle af dem, fx pilormen, er der dog udviklet et modtræk, idet de vandrer mod strømmen. I perioder kan man se store flokke af ferskvandstanglopper (Gammarus pulex) kravle mod strømmen i strømsvage steder ved bredden. Ægbærende hunner af bl.a. nogle døgnfluer og slørvinger flyver op mod bækkenes udspring, hvor de lægger æg. Det er bl.a. vist ved at mærke dyrene med sporstoffer.

Vandløbskvalitet

Vandløb. Vandpragtnymferne (Calopteryx) er nogle af de mest iøjnefaldende insekter ved vandløbets bredder. Hannerne sidder på en udsigtspost dels for at holde øje med hunner, dels for at jage rivaler væk i drabelige luftkampe. Vandpragtnymferne stiller betydelige krav til levestedet: Der skal være egnede bredplanter med udsigtssteder, der skal være vandplanter som fx vandranunkel i overfladen, hvor hunnen kan lægge æg, og der skal være rent vand med vandplanter, som er larvens levested. Den skånsomme beskæring af vandløbets og breddens planter er afgørende for, at vandpragtnymfer igen er almindelige dyr i vandløbene.

Vandløb. Vandpragtnymferne (Calopteryx) er nogle af de mest iøjnefaldende insekter ved vandløbets bredder. Hannerne sidder på en udsigtspost dels for at holde øje med hunner, dels for at jage rivaler væk i drabelige luftkampe. Vandpragtnymferne stiller betydelige krav til levestedet: Der skal være egnede bredplanter med udsigtssteder, der skal være vandplanter som fx vandranunkel i overfladen, hvor hunnen kan lægge æg, og der skal være rent vand med vandplanter, som er larvens levested. Den skånsomme beskæring af vandløbets og breddens planter er afgørende for, at vandpragtnymfer igen er almindelige dyr i vandløbene.

Vandløbs miljøkvalitet afhænger af vandføring, vandkvalitet og de fysiske forhold såsom dybdeforhold, slyngninger, strømforhold og bundmateriale.

Målsætninger

I regionplanerne har vandløbene fået tildelt målsætninger for deres fremtidige kvalitet og anvendelse. Målsætningerne afspejler de naturgivne forudsætninger og ønskerne om, hvad man vil bruge vandløbene til. Vandløb med skærpet målsætning er fx særlig værdifulde naturvandløb, som man vil skåne for menneskelig påvirkning. De fleste vandløb har en basismålsætning, og der skal være en faunaklasse på minimum 5 (se Dansk Vandløbsfaunaindeks). Her skal sikres så god kvalitet, at der kan leve fisk. I nogle vandløb skal ørreder kunne gyde, og ynglen vokse op, i andre skal der være levesteder for fx ål og skaller. Endelig har okkerbelastede vandløb og vandløb, der kun skal føre overskudsvand væk fra de dyrkede marker, ofte en lempet målsætning. Her skal som minimum være en faunaklasse 4. Med indførelsen af Vandrammedirektivet er det planen, at vandløb skal have en god økologisk kvalitet inden for en årrække. Danmark har foreslået, at en faunaklasse på mindst 5 kan opfylde minimumskravet om god økologisk kvalitet.

Vandløbskvalitet har tre dimensioner: Der skal være en god vandkvalitet, dvs. rent vand, men det er ikke tilstrækkeligt. Der skal være gode fysiske forhold som fx en variation mellem dybe og lave steder (høller og stryg) og et stort udbud af forskellige bundmaterialer fra sten til mudder. Og som den tredje dimension skal der være en vandføring, der ikke er væsentlig påvirket af fx vandindvinding, men afspejler de lokale nedbørsforhold. For at sikre at mangel på vand ikke skal true plante- og dyrelivet, må vandboringer ikke være for tæt på vandløbene, og der må kun undtagelsesvis indvindes vand direkte fra vandløbene til markvanding. Kun med den harmoniske kombination af de tre forhold har vandløbene gode økologiske kvaliteter, så de fx kan have en god bestand af ørreder; denne er en indikator for god vandløbskvalitet.

Et væsentligt led i en god vandløbskvalitet er også, at vandløbet har tæt kontakt til sine omgivelser, dvs. at det kan gå over sine bredder, når der er højvande. Der er store regionale forskelle på vandføringen og de fysiske forhold, og det afspejles i levevilkårene i vandløbene. Vandføringen er først og fremmest bestemt af nedbørsforholdene. I det regnrige Vestdanmark er der som regel en god vandføring, også i de tørre somre. I det regnfattige Østdanmark er der derimod ofte en ringe sommervandføring. I morænelandskabet, inklusive bakkeøerne, har vandløbene et godt fald med grus- og stenbund. Vandløbene på hedesletter har et ringe fald og ofte en sandbund. Endnu mere ensidige er levevilkårene i de meget langsomt strømmende vandløb i flade landskaber, fx på hævet havbund i Vendsyssel. Selv hvor der er gode fysiske forhold, kan en ringe sommervandføring være en kritisk miljøfaktor.

Vandløb. Vandranunkel er en af de planter, der kan gøre vandløbet til et godt levested for fiskene, uden at vandløbets evne til at aflede vandet forringes. Får vandløbet lov til at udvikle en dyb strømrende, lægger blomsterne og bladene sig i overfladen, mens der nede i vandet stort set kun er de lange, bøjelige stængler, der er hæftet til rødderne i bunden. Mellem stænglerne kan vandet løbe frit og fiskene kan finde skjul under blomstertæppet.

Vandløb. Vandranunkel er en af de planter, der kan gøre vandløbet til et godt levested for fiskene, uden at vandløbets evne til at aflede vandet forringes. Får vandløbet lov til at udvikle en dyb strømrende, lægger blomsterne og bladene sig i overfladen, mens der nede i vandet stort set kun er de lange, bøjelige stængler, der er hæftet til rødderne i bunden. Mellem stænglerne kan vandet løbe frit og fiskene kan finde skjul under blomstertæppet.

Fysiske forhold

Gode fysiske forhold er især knyttet til et regelmæssigt skifte mellem lavvandede stryg og dybe høller og til vandløbenes slyngninger, mæandre, der giver mange levesteder med vidt forskellige bund- og strømforhold. Den turbulente strøm blander vandet, så temperatur og iltindhold stort set er ens fra bund til overflade. Denne geniltning er afgørende for vandløbets selvrensning. Især i lavvandede bække er der en god geniltning, fordi der dannes luftlommer, hvor strømmen bremses af sten og ru grusbanker. Men mange bække har en ringe geniltning, fordi de er gravet brede og dybe; sten- og grusbanker er gravet væk.

I strygene er der levesteder for biller, vårfluelarver og andre typiske vandløbsdyr, og her lægger ørrederne æg i det sene efterår. Også omkring gydebankerne skal de fysiske forhold være, så de nye ørreder, der om foråret kommer frem fra grusbunden, kan finde skjul og læ, så de ikke bliver ædt eller skyller væk og dør. Se også miljøplanlægning, vand (forurening), dambrug (miljøpåvirkning), landbrug (forurening) og okker.

Vandløbsregulativer

Vandløb. Danmarks Miljøundersøgelser kontrollerer vandføringen i vandløbene for at sikre, at bestemmelserne i regulativet er opfyldt.

Vandløb. Danmarks Miljøundersøgelser kontrollerer vandføringen i vandløbene for at sikre, at bestemmelserne i regulativet er opfyldt.

Vandløbsregulativer indeholder retligt bindende regler for offentlige vandløb, dvs. de vandløb, som kommuner er vandløbsmyndighed for og skal vedligeholde. Indtil udgangen af 2006 var amterne vandløbsmyndighed for de større vandløb. Mange små vandløb er private, og lodsejeren skal vedligeholde dem efter regler, som den kommunale vandløbsmyndighed kan fastsætte.

Nogle af regulativernes vigtigste bestemmelser drejer sig om vandløbets evne til at aflede vandet. Det kan være beskrevet som vandløbets "skikkelse", dvs. tværsnit og forløb gennem landskabet, herunder bunddybde i forhold til dansk normalnul, eller som vandføringsevnen, dvs. accepterede vandstande i forhold til vandføringen. Regulativerne indeholder desuden bestemmelser for, hvordan og hvornår vandløbet skal vedligeholdes, restriktioner i retten til at sejle med kano og kajak samt regler om afhegning, optagning af grøde, drift af stemmeværker, kreaturvanding mv.

Regulativerne revideres jævnlig, og forslag til nye regulativer sendes til offentlig høring. Klager over regulativer skal rettes til Natur- og Miljøklagenævnet.

Vandløbsvedligeholdelse

Vandløb. Når der aflejres for meget sand eller mudder, må der oprenses. Det er forbudt at grave ned i den faste bund, fx stryg. Vedligeholdelsen skal svare til sit navn: At vedligeholde den dybde og bredde, der er aftalt i regulativet. Hvad der går derudover, er en regulering, som man skal have tilladelse til.

Vandløb. Når der aflejres for meget sand eller mudder, må der oprenses. Det er forbudt at grave ned i den faste bund, fx stryg. Vedligeholdelsen skal svare til sit navn: At vedligeholde den dybde og bredde, der er aftalt i regulativet. Hvad der går derudover, er en regulering, som man skal have tilladelse til.

Vandløb vedligeholdes for at sikre deres evne til at føre vand bort fra især de dyrkede marker, således som det er beskrevet i vandløbsregulativerne. Vedligeholdelsen sker fortrinsvis ved, at planterne, grøden, bliver skåret bort, og at aflejret mudder og sand graves op, hvis vandløbsbundens højde overskrider den aftalte kote. Man må aldrig uden en særlig tilladelse grave væk af den faste vandløbsbund eller gøre vandløbet bredere. Kommunen har ansvaret for at overholde regulativets bestemmelser om vedligeholdelse, og åmændene laver det praktiske arbejde. Plantevæksten skal skæres til de fastsatte terminer og i det fastsatte omfang, men ikke mere end beskrevet. Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er grænser for kommunens ansvar. Fx er den ikke ansvarlig, hvis markerne bliver våde, medmindre bestemmelserne i regulativet ikke er overholdt. Mange marker i ådalene oversvømmes i regnrige somre, fordi jorden har sat sig. Det er ikke bunden, der ligger for højt, men marken, der som følge af afvanding og dyrkning er blevet for lav. Det er lodsejerens eget ansvar.

Tidligere blev grøden og bredplanterne skåret helt væk, som regel til bestemte terminer. Slam og sand blev renset op, men ofte fulgte sten- og grusstrygene med, så vandløbene blev både dybere og bredere end beskrevet i regulativerne. Dette indledte en ond cirkel, hvor en varieret plantevækst blev fortrængt af en enkelt eller nogle få arter, fx pindsvineknop, hvis tætte, ofte bunddækkende båndblade effektivt kan bremse vandstrømmen og give aflejringer af slam. Den hårdhændede vedligeholdelse forringede livsbetingelserne for såvel planter som fisk og smådyr. Ørredernes gydebanker forsvandt, og både yngel og større ørreder mistede deres skjulesteder.

Vandløb. En af åmandens opgaver er at skære plantevæksten i vandløbene, så vandet kan løbe afsted. I de mindre vandløb arbejdes med le, hvilket kan give den mest skånsomme grødeskæring, idet åmanden skærer grøden efter de mønstre, der bedst kan udvikle gode levesteder for ørreder. Erfarne åmænd kan læse vandløbets strømforhold og skære grøden i en slynget strømrende, der svarer til vandets naturlige strømningsmønster. På den måde kan åmanden hjælpe udrettede vandløb til selv at restaurere de naturlige former, der gik tabt, da vandløbet blev reguleret.

Vandløb. En af åmandens opgaver er at skære plantevæksten i vandløbene, så vandet kan løbe afsted. I de mindre vandløb arbejdes med le, hvilket kan give den mest skånsomme grødeskæring, idet åmanden skærer grøden efter de mønstre, der bedst kan udvikle gode levesteder for ørreder. Erfarne åmænd kan læse vandløbets strømforhold og skære grøden i en slynget strømrende, der svarer til vandets naturlige strømningsmønster. På den måde kan åmanden hjælpe udrettede vandløb til selv at restaurere de naturlige former, der gik tabt, da vandløbet blev reguleret.

Vandløbslovens sideordnede hensyn til vandafledning og miljøforhold har medført, at regulativerne er blevet ændret for især højere målsatte vandløb. Skånsom vedligeholdelse kan fx ske ved, at man lader dele af grøden stå tilbage, så vandet løber i en eller flere strømrender. Erosionen af sand fra bredderne mindskes, fordi de er beskyttet af grødebræmmer, og i strømrenden kan det strømmende vand føre sand og slam bort og blotlægge sten og grus. I nogle vandløb er vedligeholdelsen helt indstillet, fx dele af Gudenåen og Skjern Å. Ved små, dybt nedgravede vandløb skæres den visne plantevækst på brinkerne væk om efteråret. Den skånsomme vedligeholdelse har gavnet vandløbenes dyre- og planteliv. I fynske og østjyske amtsvandløb har man påvist, at tætheden af ørreder steg til det femdobbelte alene pga. den skånsomme grødeskæring. Plantevæksten ændrer sig fra en ensidig til en alsidig artssammensætning. Vandløbenes bræmmer ser anderledes ud i dag, hvor bredplanterne lades i fred, og sommeren igennem er her et rigt planteliv med gode levesteder for vandløbets voksne insekter og for markens fugle, pattedyr og smådyr.

Vandløbsregulering

Mange vandløb, som passerer opdyrkede områder, er reguleret, dvs. at deres forløb eller form er ændret mhp. at sænke grundvandsstanden og udnytte arealer, som er for våde til dyrkning. Som regel består reguleringen i, at man retter vandløbet ud og gør det dybere. Derved formindskes den afstand, vandet skal gennemstrømme, samtidig med at vandmodstanden bliver mindre, og vandspejlet sænkes.

Teknisk set er vandløbsregulering en kompliceret opgave, idet flere funktionskrav skal opfyldes. Dels skal det nye vandløb kunne føre hele årets vandføringer uden at give anledning til oversvømmelser, dels skal strømningshastighederne i det nye tværsnit være så tæt som muligt på de oprindelige, hvis man skal undgå aflejring eller erosion. Begge krav kan sjældent opfyldes, medmindre der etableres et eller flere styrt eller stryg på strækningen.

I Danmark er vandløb blevet reguleret i mere end 500 år med det resultat, at ca. 80% af alle vandløbsstrækninger er rettet ud. Særlig efter krigen i 1864, da Danmark mistede Slesvig, Holsten og Lauenburg, blev der foretaget mange reguleringer af danske vandløb, idet man besluttede at udnytte uopdyrkede arealer på heden og langs åer som kompensation for det mistede land. I 1866 stiftede E.M. Dalgas Hedeselskabet, hvis opgave ud over opdyrkning af heden og plantning af skov bestod i anvendelse af vandet fra vandløb til engvanding. Senere kom opgaven i høj grad til at bestå i regulering af vandløb med tilhørende dræning af de lavtliggende områder. Hedeselskabet har siden stået for en stor del af de danske reguleringsprojekter med støtte fra staten. Det største danske projekt var den afsluttende regulering af den nedre del af Skjern Å, som fandt sted 1962-68.

Mange større og mindre floder i udlandet er reguleret på samme måde som Skjern Å-projektet, og i en del tilfælde har man samtidig udnyttet flodens sedimenttransport til landvinding ved en hævning af landskabet i floddalen. Mange floder, fx Mississippi i USA og Rhône i Frankrig, er også reguleret (kanaliseret) af hensyn til skibsfart på floden.

Siden midten af 1960'erne har de miljømæssige virkninger af vandløbsreguleringer været genstand for offentlig debat. I de senere år er man gået den modsatte vej og har bl.a. udført vandløbsrestaureringer, som tilbagefører vandløbet til det oprindelige slyngede forløb. I bl.a. Centraleuropa har reguleringer forårsaget mange oversvømmelser, når smeltevandet fra bjergområder har fået frit løb, hvor det før regulering var forsinket ved passage gennem slyngninger. Det har skabt interesse for genslyngning, der er med til at holde vandet tilbage i engmagasiner øverst i systemerne.

Vandløbsrestaurering

Vandløb. Betonstyrt (øverst) i de regulerede vandløb er i stort tal blevet erstattet af stryg (nederst), som fiskene kan passere, og hvor stenene giver gode levesteder for smådyrene. Det har vist sig, at vandløbets fisk bruger de nye stryg til andet end blot en vej gennem vandløbet. Mange fisk bliver på strygene, fordi der her er gode leveforhold. Etableringen af stryg ved de tidligere spærringer giver samtidig et stykke vandløb af høj kvalitet.

Vandløb. Betonstyrt (øverst) i de regulerede vandløb er i stort tal blevet erstattet af stryg (nederst), som fiskene kan passere, og hvor stenene giver gode levesteder for smådyrene. Det har vist sig, at vandløbets fisk bruger de nye stryg til andet end blot en vej gennem vandløbet. Mange fisk bliver på strygene, fordi der her er gode leveforhold. Etableringen af stryg ved de tidligere spærringer giver samtidig et stykke vandløb af høj kvalitet.

Restaurering af vandløb er genopretning af vandløbskvalitet, som er blevet forringet eller ødelagt ved bl.a. regulering og hårdhændet vedligeholdelse. Bestemmelser om restaurering af vandløb er en af nyskabelserne i Vandløbsloven fra 1983. Vandløbsmyndighederne har udviklet en lang række metoder, der har givet Danmark en fremtrædende position inden for området.

Genopretning af fiskenes frie passage ved dæmninger, styrt o.l. hører til de mest almindelige restaureringer. Den frie passage er livsvigtig for bl.a. laks og havørred, der kommer ind fra havet for at yngle i vandløb. Styrtene er nu mange steder erstattet af flade stryg af sten og grus. Ved opstemninger, fx ved mølledamme, kan man lave et stejlere stryg i form af en sliske af sten fra toppen af dæmningen til bunden af vandløbet. Ved større dæmninger kan man sende en del af vandet udenom i et ofte hårnåleslynget omløb. Derimod bruger man kun undtagelsesvis fisketrapper, som hverken i form eller funktion falder naturligt ind i vandløbet. For at give laksefiskene nye gydebanker kan man lægge grus og småsten ud. Det skaber også levesteder for smådyr og øger geniltningen af vandet.

Den mest synlige form for restaurering er genslyngning af udrettede vandløb. Med de ringe kræfter, strømmen i danske vandløb har, kan det tage flere hundrede år for strømmen selv at grave egentlige slyngninger, mæandre. Derimod ser man ofte, at udrettede bække selv kan udvikle et slynget forløb, ved at strømmen former plantebanker, fx vandstjerne og vandkarse, i et slynget mønster. Sådanne formskabende planter kaldes økologiske ingeniører. I løbet af et par år er breddens banker landfaste af mudder og sand, der er aflejret i plantevæksten. I projekter som fx i Brede Å og Skjern Å Naturprojekt inddrager vandløbsrestaureringen også omgivelserne og forener åen og engen i det naturlige hydrologiske samspil. Vandspejlet i engen hæves ved at genslynge det udrettede vandløb, så det får mindre fald. Så vil vandet ved store vandføringer brede sig ud i ådalen. Det skåner de nedre dele af vandløbet for store og pludselige vandføringer, fx efter tøbrud og i regnrige vintre. Når vandet igen løber tilbage i åen, efterlader det okker og sand på engen. Ved oversvømmelserne aflejres også fosforholdig jord, der er skyllet ud fra de overgødede marker, så forureningen af søer og fjorde mindskes.

Nogle steder kan oversvømmelser i sommertiden give iltsvind i åen, når vandet løber tilbage. Det har man bl.a. set i Lindenborg Å i Himmerland. Årsagen er, at der på engens overflade kan komme en rig vækst af trådalger, som næres bl.a. af engens og åvandets overskudsfosfor fra markerne. De økologiske forhold i de nye, våde ådale ændres på mange måder. De kan blive rige levesteder for viber og andre vadefugle, men de ændrer også de økologiske omsætninger i engen. Når ilten lukkes ude fra engbunden, bremses udledningen af giftigt jern fra pyrit, og vandløbet skånes for okker. Sætninger i den våde og iltfri jordbund hører op, og tørv fra den døde plantevækst bygger den satte bund op igen. Vand, der siver ud fra de dyrkede marker, renses for nitrat af denitrificerende bakterier, som lever i den våde, iltfri engbund, hvor de bruger nitraten som "erstatning" for ilt (se også vandmiljøplaner).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Lauge Madsen, Torben Larsen: vandløb i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493560