gletsjer

Alt efter deres størrelse inddeles gletsjere i forskellige typer. De mindste gletsjere betegnes ofte cirkusgletsjere, mens man taler om en dalgletsjer, når en gletsjer bliver så stor, at den har en veldefineret langstrakt gletsjertunge. Dalgletsjere kan vokse til længder større end 50 km, og istykkelsen til flere hundrede meter.

Nogle gletsjere bliver endnu større, fx hvor en højslette gletsjerdækkes. Gletsjeromridset følger i så fald højlandets, og man taler om en iskappe; istykkelsen er 300-500 m. Kendte eksempler på iskapper er Vatnajökull i Island og Jostedalsbreen i Norge.

Bliver gletsjeren endnu større og dækker udstrakte landområder, tales om et isskjold. Istykkelsen kan da vokse til 3-5 km. I dag findes kun to isskjolde på Jorden, nemlig Indlandsisen på Grønland samt isskjoldet på Antarktis.

Nogle steder, fortrinsvis langs kysten på Antarktis, findes flydende gletsjere. Disse betegnes som isshelfer og kan være 300-1500 m tykke.

Gletsjere repræsenterer i sig selv veldefinerede landskabsformer, på hvilke en række mindre landskabselementer optræder. Eksempler på typiske detailformer er snedriver, gletsjerspalter, smeltevandsløb og gletsjerbrønde. På gletsjeroverfladen kan transporterede klippeblokke danne bånd, midtmoræner, parallelt med gletsjerbevægelsen. På den rene isoverflade kan iagttages en karakteristisk båndet struktur i isen; den betegnes foliation.

Gletsjerfronten, som er den nedre ende af gletsjeren, vil ofte være ret stejlt hældende, men udseendet kan variere meget. En gletsjer med stor last af transporteret materiale vil ofte udvikle en front skjult under dette materiale, og gletsjerfrontens nøjagtige placering kan være vanskelig at bestemme. Er gletsjeren derimod mere ren, er fronten mere veldefineret.

Også gletsjerens massebalance vil have betydning for gletsjerfrontens udseende. En gletsjer under fremstød vil sædvanligvis have en stejl front, mens en tilbagesmeltet gletsjer vil have en flad, eventuelt sønderdelt front.

Endelig kan gletsjerens temperaturforhold have betydning. En tempereret gletsjer har som regel en moderat hældende front, mens fronten af en kold gletsjer ofte er stejl, eventuelt lodret.

Gletsjere dannes på steder, hvor der år efter år falder så meget sne, at det ikke kan nå at smelte i løbet af sommeren. Snekrystallerne omdannes efterhånden til en porøs masse af afrundede korn, firn, ved en kombination af smeltning, fordampning og sammenpresning. Under vægten af de følgende års snefald synker firnen ned til større og større dybde og omdannes til is under det stigende tryk.

Ismassen begynder at flyde som et plastisk materiale under indflydelse af tyngdekraften, ved at de enkelte iskrystaller glider hen over hinanden. Iskrystallerne inde i gletsjeren flyder langsomt nedefter og ud til siden i retning af overfladens hældning og når til sidst gletsjerfronten. Men gletsjere bevæger sig ikke kun ved denne indre deformation. Er temperaturen ved gletsjerbunden omkring isens smeltepunkt, vil ismassen bevæge sig hen over sit underlag som en tempereret gletsjer. Denne bundglidning foregår ved smeltning og genfrysning af iskrystaller. Hvor isen presser sig imod ujævnheder i underlaget, kan der forekomme så store tryk, at isen smelter og dermed slipper bunden. Smeltevandet søger derefter om i læ af ujævnhederne, hvor trykket er mindre, og genfryser. Er gletsjeren derimod frosset fast til underlaget, er der tale om en kold gletsjer. I en sådan kan bevægelse ved bunden foregå ved deformation af underlaget, hvis gletsjeren hviler på løse aflejringer som ler, sand og grus.

De fleste gletsjere bevæger sig fra 0,3 til 1 m pr. dag, men variationen er meget stor fra gletsjer til gletsjer. Ishastigheden i en gletsjer er størst i overfladen og i de centrale dele og lavest ved bunden og langs siderne.

Da isen i overfladen er stiv i modsætning til de dybere, plastiske dele, brydes den itu og kan danne indtil 30 m dybe sprækker og spalter. Opsprækningen sker som regel, hvor gletsjeren bevæger sig hen over et ujævnt terræn eller ud over stejle kanter. Spalterne opstår, hvor spændinger i isen overstiger dens brudstyrke; jo koldere is, jo større brudstyrke.

En gletsjer næres ved pålejring af sne i det øvre, højest beliggende område. I denne såkaldte akkumulationszone tilføres der hvert år mere sne, end der ved smeltning og fordampning fjernes, og området er generelt altid snedækket. Dette overskud bringes ved isens bevægelse ned i lavere niveau nærmere gletsjerfronten. Her er temperaturen så høj, at vintersneen og en del af isen smelter bort hver sommer. Denne nedre del, hvor der foregår et nettotab af is, kaldes for ablationszonen. En gletsjer, der udmunder ved havet eller i en sø, mister tillige masse ved kalvning af isbjerge.

Mellem akkumulations- og ablationszonen tilføres lige så meget ismasse, som tabes, og området kaldes gletsjerens ligevægtslinje. Hvorvidt en gletsjer vokser eller bliver mindre, afhænger af klimatiske forhold; forskellen mellem den årlige massetilvækst (akkumulation) og massetab (ablation) kaldes for gletsjerens massebalance.