Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gletsjer

Oprindelige forfattere HHT og OHum Seneste forfatter Redaktionen

Perito Moreno-gletsjeren i de argentinske Andesbjerge på nært hold.

Perito Moreno-gletsjeren i de argentinske Andesbjerge på nært hold.

gletsjer, gletscher, centraleuropæisk betegnelse for en flerårig sne- og isaflejring, der bevæger sig ned ad skråninger som følge af sin egen masse. I Skandinavien benyttes traditionelt betegnelsen bræ, mens man i Østrig eksempelvis anvender betegnelsen Ferner. I dele af Schweiz benyttes betegnelsen Vadret.

I dag dækker gletsjere omkring 15 mio. km2, hvilket svarer til omtrent 9 % af Jordens samlede landareal. Under den seneste istid var de tilsvarende tal 44 mio. km2 og 26 %.

Gletsjere repræsenterer i dag et vandvolumen på omtrent 31 mio. km3, hvilket er knap 80% af den samlede mængde ferskvand på Jorden.

Annonce

Isskjoldet på Antarktis er med sine 13 mio. km2 langt den største nuværende gletsjer. Indlandsisen på Grønland er næststørst med 1,8 mio. km2. Under sidste istids kulmination, 20.000 år før nu, var det nordamerikanske isskjold af samme størrelse som isskjoldet på Antarktis. Det nordeuropæiske isskjold var dengang 6,7 mio. km2 stort.

Ordet gletsjer kommer af tysk Gletscher, af middelalderlatin glaciarium, af glacia 'is', latin glacies.

Gletsjere repræsenterer nogle af de kraftigste erosionsmekanismer på Jordens overflade. De store lokale trykforskelle og -variationer under en gletsjer (dvs. ved gletsjersålen) bevirker, at ujævnheder i underlaget knuses. Løsgjorte sten og blokke slæbes hen over underlaget og udsætter dette for slibning og knusning, hvorved landskabet relativt hurtigt ændres.

Svínafellsjökull-gletsjeren, der er en del af Vatnajökull i Island.

Svínafellsjökull-gletsjeren, der er en del af Vatnajökull i Island.

Gletsjertyper

Alt efter deres størrelse inddeles gletsjere i forskellige typer. De mindste gletsjere betegnes ofte cirkusgletsjere, mens man taler om en dalgletsjer, når en gletsjer bliver så stor, at den har en veldefineret langstrakt gletsjertunge. Dalgletsjere kan vokse til længder større end 50 km, og istykkelsen til flere hundrede meter.

Nogle gletsjere bliver endnu større, fx hvor en højslette gletsjerdækkes. Gletsjeromridset følger i så fald højlandets, og man taler om en iskappe; istykkelsen er 300-500 m. Kendte eksempler på iskapper er Vatnajökull i Island og Jostedalsbreen i Norge.

Bliver gletsjeren endnu større og dækker udstrakte landområder, tales om et isskjold. Istykkelsen kan da vokse til 3-5 km. I dag findes kun to isskjolde på Jorden, nemlig Indlandsisen på Grønland samt isskjoldet på Antarktis.

Nogle steder, fortrinsvis langs kysten på Antarktis, findes flydende gletsjere. Disse betegnes som isshelfer og kan være 300-1500 m tykke.

Landskabsformer

Gletsjere repræsenterer i sig selv veldefinerede landskabsformer, på hvilke en række mindre landskabselementer optræder. Eksempler på typiske detailformer er snedriver, gletsjerspalter, smeltevandsløb og gletsjerbrønde. På gletsjeroverfladen kan transporterede klippeblokke danne bånd, midtmoræner, parallelt med gletsjerbevægelsen. På den rene isoverflade kan iagttages en karakteristisk båndet struktur i isen; den betegnes foliation.

Luftfoto af Perito Moreno-gletsjeren i de argentinske Andesbjerge.

Luftfoto af Perito Moreno-gletsjeren i de argentinske Andesbjerge.

Gletsjerfronten

Gletsjerfronten, som er den nedre ende af gletsjeren, vil ofte være ret stejlt hældende, men udseendet kan variere meget. En gletsjer med stor last af transporteret materiale vil ofte udvikle en front skjult under dette materiale, og gletsjerfrontens nøjagtige placering kan være vanskelig at bestemme. Er gletsjeren derimod mere ren, er fronten mere veldefineret.

Også gletsjerens massebalance vil have betydning for gletsjerfrontens udseende. En gletsjer under fremstød vil sædvanligvis have en stejl front, mens en tilbagesmeltet gletsjer vil have en flad, eventuelt sønderdelt front.

Endelig kan gletsjerens temperaturforhold have betydning. En tempereret gletsjer har som regel en moderat hældende front, mens fronten af en kold gletsjer ofte er stejl, eventuelt lodret.

Dannelse og bevægelse

Gletsjere dannes på steder, hvor der år efter år falder så meget sne, at det ikke kan nå at smelte i løbet af sommeren. Snekrystallerne omdannes efterhånden til en porøs masse af afrundede korn, firn, ved en kombination af smeltning, fordampning og sammenpresning. Under vægten af de følgende års snefald synker firnen ned til større og større dybde og omdannes til is under det stigende tryk.

Gletsjer. Længdesnit gennem en dalgletsjer, der viser isens bevægelsesretning. Ligevægtslinjen markerer det sted, hvor akkumulationen er lig med ablationen. Flydelinjerne er næsten vandrette under denne. Ishastigheden ved bunden kulminerer under ligevægtslinjen. Under en længerevarende kold periode er akkumulationen større end ablationen; ligevægtslinjen rykker mod gletsjerfronten, og gletsjeren rykker frem. Det modsatte sker under klimaforbedring.

Gletsjer. Længdesnit gennem en dalgletsjer, der viser isens bevægelsesretning. Ligevægtslinjen markerer det sted, hvor akkumulationen er lig med ablationen. Flydelinjerne er næsten vandrette under denne. Ishastigheden ved bunden kulminerer under ligevægtslinjen. Under en længerevarende kold periode er akkumulationen større end ablationen; ligevægtslinjen rykker mod gletsjerfronten, og gletsjeren rykker frem. Det modsatte sker under klimaforbedring.

Ismassen begynder at flyde som et plastisk materiale under indflydelse af tyngdekraften, ved at de enkelte iskrystaller glider hen over hinanden. Iskrystallerne inde i gletsjeren flyder langsomt nedefter og ud til siden i retning af overfladens hældning og når til sidst gletsjerfronten. Men gletsjere bevæger sig ikke kun ved denne indre deformation. Er temperaturen ved gletsjerbunden omkring isens smeltepunkt, vil ismassen bevæge sig hen over sit underlag som en tempereret gletsjer. Denne bundglidning foregår ved smeltning og genfrysning af iskrystaller. Hvor isen presser sig imod ujævnheder i underlaget, kan der forekomme så store tryk, at isen smelter og dermed slipper bunden. Smeltevandet søger derefter om i læ af ujævnhederne, hvor trykket er mindre, og genfryser. Er gletsjeren derimod frosset fast til underlaget, er der tale om en kold gletsjer. I en sådan kan bevægelse ved bunden foregå ved deformation af underlaget, hvis gletsjeren hviler på løse aflejringer som ler, sand og grus.

De fleste gletsjere bevæger sig fra 0,3 til 1 m pr. dag, men variationen er meget stor fra gletsjer til gletsjer. Ishastigheden i en gletsjer er størst i overfladen og i de centrale dele og lavest ved bunden og langs siderne.

Da isen i overfladen er stiv i modsætning til de dybere, plastiske dele, brydes den itu og kan danne indtil 30 m dybe sprækker og spalter. Opsprækningen sker som regel, hvor gletsjeren bevæger sig hen over et ujævnt terræn eller ud over stejle kanter. Spalterne opstår, hvor spændinger i isen overstiger dens brudstyrke; jo koldere is, jo større brudstyrke.

Akkumulations- og ablationszone

En gletsjer næres ved pålejring af sne i det øvre, højest beliggende område. I denne såkaldte akkumulationszone tilføres der hvert år mere sne, end der ved smeltning og fordampning fjernes, og området er generelt altid snedækket. Dette overskud bringes ved isens bevægelse ned i lavere niveau nærmere gletsjerfronten. Her er temperaturen så høj, at vintersneen og en del af isen smelter bort hver sommer. Denne nedre del, hvor der foregår et nettotab af is, kaldes for ablationszonen. En gletsjer, der udmunder ved havet eller i en sø, mister tillige masse ved kalvning af isbjerge.

Mellem akkumulations- og ablationszonen tilføres lige så meget ismasse, som tabes, og området kaldes gletsjerens ligevægtslinje. Hvorvidt en gletsjer vokser eller bliver mindre, afhænger af klimatiske forhold; forskellen mellem den årlige massetilvækst (akkumulation) og massetab (ablation) kaldes for gletsjerens massebalance.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Højmark Thomsen, Ole Humlum: gletsjer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493540