• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indlandsisen

Oprindelig forfatter WDan Seneste forfatter Redaktionen

Indlandsisen. Isdeleren adskiller Indlandsisens hovedbevægelsesretninger. På kortet er markeret Camp Century, amerikanernes forsøgsstation, der fungerede 1958-65. Midt på isdeleren ses Summit, isens højeste punkt 3231 m.o.h., hvor det i 1992 lykkedes GRIP at fuldende boringen af verdens dengang længste iskerne til isens bund 3029 m under overfladen.

Indlandsisen. Isdeleren adskiller Indlandsisens hovedbevægelsesretninger. På kortet er markeret Camp Century, amerikanernes forsøgsstation, der fungerede 1958-65. Midt på isdeleren ses Summit, isens højeste punkt 3231 m.o.h., hvor det i 1992 lykkedes GRIP at fuldende boringen af verdens dengang længste iskerne til isens bund 3029 m under overfladen.

Indlandsisen, iskappe i Grønland, blev antagelig dannet for 2-3 mio. år siden. Den er verdens næststørste iskappe, kun overgået af Antarktis'. Indlandsisen dækker 80% af Grønlands areal, eller 1,7 mio. km2, svarende til 40 gange Danmarks areal. Indlandsisen strækker sig 2400 km fra Peary Land i nord til Grønlands sydspids, og dens bredde når 800 km i Nord- og Midtgrønland. Bortset fra Antarktis rummer Indlandsisen 10 gange mere is end alle andre ismasser tilsammen, 2,7 mio. km3 is, hvilket udgør næsten halvdelen af alt ferskvand på den nordlige halvkugle.

Udforskning

Omkring år 900 blev den islandske søfarer Gunnbjørn den første ikke-eskimo, der så Grønlands "hvide krone". Men der skulle hengå 1000 år, før der blev tale om egentlig udforskning. Dens effektivitet har siden været snævert forbundet med transportmidlernes udvikling, fra ski over hunde, heste, motorslæder, bæltekøretøjer og fly til satellitter. Fridtjof Nansen var i 1888 den første, der krydsede Indlandsisen i Sydgrønland på ski. Robert E. Peary anvendte hundeslæder i sin kortlægning af det nordligste Grønland (1892-94) ligesom Mylius-Erichsen (1906-08), Ejnar Mikkelsen (1909) og Knud Rasmussen (1912) under kortlægningen af Nordøstgrønland; en kortlægning, der blev videreført fra fly af Lauge Koch i 1920'erne.

Midtgrønlands isdække blev i 1912 krydset af den schweiziske meteorolog Alfred de Quervain (1879-1927) og i 1913 af J.P. Koch og Alfred Wegener, der brugte islandske heste. Dermed var Adolf Erik Nordenskjölds teori om isfrit land i Centralgrønland modbevist. Wegener forsøgte sig uden større held med motordrevne propelslæder i 1929-31. Wegener omkom, men ekspeditionen opnåede store resultater: Man målte bl.a. Indlandsisens tykkelse (2600 m) på overvintringsstationen Eismitte, studerede Indlandsisens meteorologi og redegjorde for sneens gradvise sammenpresning til is.

Annonce

Efter 2. Verdenskrig anvendtes bæltekøretøjer under de europæiske EGIG-ekspeditioner i Midtgrønland 1959 og 1967, hvorunder bl.a. overfladens topografi samt strålings- og massebalance blev målt. Samtidig intensiverede USA forskningen på Indlandsisen, bl.a. i Camp Century, der blev forsynet fra Thule ved hjælp af lange, traktortrukne slædetog. Efter 1970 har amerikanske Herkules-transportfly på ski spillet en stor rolle, bl.a. for den europæiske dybdeboring GRIP, den amerikanske GISP2 samt for den kortlægning af Indlandsisens bundtopografi, der ved hjælp af radio-ekko-sondering fra luften blev iværksat af Preben Gudmandsen (f. 1924). Senest har udviklingen af satellit-teknikken muliggjort observationer fra rummet med en hidtil uset effektivitet. De sidste 100 års forskning har bl.a. ført til følgende billede af Indlandsisen:

Indlandsisen. Simplificeret lodret tværsnit vinkelret på isdeleren i Midtgrønland med stærkt overdrevet højde, 3 km, i forhold til bredden, 800 km. Overfladen er næsten vandret (hældning ca. 1 m pr. km) omkring isdeleren, men hældningen stiger stærkt ud mod kysterne. Kurverne viser, hvordan isen under tyngdens påvirkning bevæger sig fra det indre af Indlandsisen ud mod randene. Jo længere inde mod isdeleren isen dannes, des dybere ned mod bunden bevæger den sig, inden den efter mange tusinde års forløb når ud til de spaltefyldte randområder, hvor den enten smelter væk eller udstødes som isbjerge. De vandrette linjer symboliserer årlag. De strækkes under nedsynkningen og bliver derfor tyndere.

Indlandsisen. Simplificeret lodret tværsnit vinkelret på isdeleren i Midtgrønland med stærkt overdrevet højde, 3 km, i forhold til bredden, 800 km. Overfladen er næsten vandret (hældning ca. 1 m pr. km) omkring isdeleren, men hældningen stiger stærkt ud mod kysterne. Kurverne viser, hvordan isen under tyngdens påvirkning bevæger sig fra det indre af Indlandsisen ud mod randene. Jo længere inde mod isdeleren isen dannes, des dybere ned mod bunden bevæger den sig, inden den efter mange tusinde års forløb når ud til de spaltefyldte randområder, hvor den enten smelter væk eller udstødes som isbjerge. De vandrette linjer symboliserer årlag. De strækkes under nedsynkningen og bliver derfor tyndere.

Topografi

En højderyg, isdeleren, strækker sig stort set fra syd til nord op til ca. 77°n.br. og skiller Indlandsisen i to dele, der bevæger sig mod henholdsvis vest og øst. Det højeste punkt, Summit, ligger i 3231 m højde i Midtgrønland (72,2°n.br., 38°v.lgd.), og et andet toppunkt findes i 2850 m højde i Sydgrønland. 65% af Indlandsisens overflade ligger mere end 2000 m over havet. Klippeunderlaget er bjergrigt i Syd- og navnlig i Østgrønland, hvor mange fjeldtoppe (nunatakker) stikker op over isens overflade. Herfra skråner underlaget mod vest, stedvis til niveauer under havets overflade. Over store strækninger i Vestgrønland er lave fjelde dækket af isen, men de bidrager til billedet af Grønland som en skål overfyldt med is, der flyder ud over randene — navnlig gennem randskår, hvor gletsjere skydes ud i dybe fjorde og derfra som isfjelde ud i havet. Hurtigst (20 m pr. døgn) er Jakobshavn Isbræ. Gennem den 7 km brede bræfront passerer hvert døgn 70 mio. t is. Kun i Melville Bugt i NV-Grønland når Indlandsisen direkte ud til havet over en længere strækning.

Isens deformation

Foto fra den grønlandske indlandsis.

Foto fra den grønlandske indlandsis.

Isen bevæger sig under tyngdens påvirkning fra det indre af Indlandsisen ud mod randene. Jo længere inde mod isdeleren isen dannes, des dybere ned mod bunden bevæger den sig, inden den efter mange tusinde års forløb når ud til de spaltefyldte randområder, hvor den enten smelter væk eller udstødes som isbjerge. Lagene fra de enkelte år, årlag, strækkes under nedsynkningen og bliver derfor tyndere. Ved Summit er isårlagene oprindelig 23 cm tykke, men efter 200.000-300.000 år når de ned til få meter over bunden og er da kun en lille brøkdel af 1 mm tykke. Med årlagene følger alle de urenheder, der faldt ned på Indlandsisens overflade sammen med sneen, ligesom prøver af den daværende atmosfære ligger indespærret i luftbobler i isen. Analyser af iskerner er derfor en rig kilde til oplysning om fortidens klimaer.

Materialeomsætning og stabilitet

Indlandsisen. Årlig nedbør i mm vandækvivalent. Den gennemsnitlige årlige nedbør for hele Grønland er 340 mm.

Indlandsisen. Årlig nedbør i mm vandækvivalent. Den gennemsnitlige årlige nedbør for hele Grønland er 340 mm.

Akkumulationszonen i de højtliggende områder, hvor vintersneen ikke når at smelte om sommeren, grænser op til den lavtliggende ablationszone, hvor afsmeltningen om sommeren ikke blot fjerner vinterens snepålejring, men også en del af den underliggende is. Underskuddet opvejes ved tilførsel af is fra akkumulationszonen. Omregnet til is varierer den årlige nedbør fra 275 cm på den sydøstligste del af Indlandsisen til 10 cm i NØ-Grønland, i gennemsnit 37 cm. I alt modtager Indlandsisen således 630 km3 is pr. år, men samtidig afgiver den lige så meget, halvdelen som smeltevand fra de lavere liggende randområder, navnlig i Sydgrønland, og resten som isfjelde. Indlandsisen er altså stort set i balance og har været det i de sidste 8000 år til trods for sin geografiske position på breddegrader (ned til 60,3°n.br.), hvor istidens store iskapper i Canada og Europa smeltede væk.

Indlandsisens særlige stabilitet skyldes en kombination af stor materialetilførsel, overfladens beliggenhed i stor højde over havet og randbjergenes tilstedeværelse. Stabiliteten vil måske ændres, hvis klimaet bliver varmere pga. stigende drivhuseffekt i atmosfæren; men højere temperatur vil formodentlig være ledsaget af stigende nedbør på Indlandsisen, så det samlede resultat af en opvarmning er usikkert. Total bortsmeltning ville hæve havniveauet med 6 m, men iskernerne viser, at Indlandsisen ikke var smeltet bort under forrige mellemistid, Eem-tiden for 130.000-115.000 år siden, da klimaet i lange perioder var varmere end nu.

Temperaturer

ERS-satelitterne. Højdevariationer på overfladen af Grønlands indlandsis, målt med ERS-1 radarhøjdemåleren. Farvekoden viser, at den centrale del af Grønland er højere end 3000 m. Målingerne er så nøjagtige, at det vil være muligt at måle ændringer i højden, der kan skyldes klimaændringer.

ERS-satelitterne. Højdevariationer på overfladen af Grønlands indlandsis, målt med ERS-1 radarhøjdemåleren. Farvekoden viser, at den centrale del af Grønland er højere end 3000 m. Målingerne er så nøjagtige, at det vil være muligt at måle ændringer i højden, der kan skyldes klimaændringer.

Overfladens højde kombineret med sneens store refleksionsevne (80-90%) for indfaldende stråling gør overfladen meget kold. På Summit er den årlige middeltemperatur −32 °C. Den varmeste måned er juli (−12 °C), den koldeste februar (−42 °C). I sjældne tilfælde forekommer temperaturer henholdsvis over 0 °C og under −60 °C. Hvor Indlandsisen når havets overflade, varierer den årlige middeltemperatur fra ca. −18 °C i nord til +2 °C i syd, i Midtgrønland fra −5 °C i vest til −12 °C i øst. Temperaturen under overfladen er bestemt af, at nedsynkende islag langsomt varmes op, dels af varmestrømmen fra Jordens indre, dels af varme opstået ved indre deformation, og dels ved gnidning mod bunden. I dag er bundtemperaturen under Summit 23 °C højere end på overfladen, altså −9 °C, men istidens kulde kan stadig mærkes i de dybe lag, og uden den ville bundtemperaturen være højere, måske nå smeltepunktet. I randzonerne er der bundsmeltning hele året.

Vindforhold

Vinden kommer hyppigst fra retninger mellem SV og SØ, altså fra det varme Atlanterhav, hvilket forklarer de høje nedbørtal mod syd. Undtagelsen er nordøstlige vinde langs det meste af østkysten om sommeren, der bidrager til at føre havisen langt mod syd. Under rolige vejrforhold afkøles de overfladenære luftlag, som derved bliver tungere og "falder" ned mod kysterne (katabatiske vinde), og de efterfølges af nedsynkende luft fra højere luftlag i Centralgrønland. Under lavtrykspassager kan de forstærkes og blive til kraftige, tørre og varme føn-vinde. På østkysten forekommer tillige lokale orkaner, kaldet piteraq.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Willi Dansgaard: Indlandsisen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 30. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493779