Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

marsk

Oprindelige forfattere JoeNi, KL og Mees Seneste forfatter Redaktionen

Marsken på halvøen Skallingens østside set fra vest. På marskfladen ses loerne tydeligt. Farvenuancerne i vegetationen skyldes forskelle i vækstforholdene, idet de inderste dele af marsken nederst i billedet græsses, mens de yderste dele er uberørte. Vegetationen er kraftigere og grønnere nærmest loerne pga. de gode dræningsforhold. Karakteristiske planter i marsken er (regnet udefra): 1 kveller; 2 vadegræs; 3 strandannelgræs; 4 harril; 5 engelskgræs; 6 rød svingel og 7 jordbærkløver. De nummererede bjælker viser udbredelsen af de enkelte arter. Art nr. 7, jordbærkløver, vokser længere inde på strandengen (uden for billedet); den kan også findes inde i landet på saltholdig bund.

Marsken på halvøen Skallingens østside set fra vest. På marskfladen ses loerne tydeligt. Farvenuancerne i vegetationen skyldes forskelle i vækstforholdene, idet de inderste dele af marsken nederst i billedet græsses, mens de yderste dele er uberørte. Vegetationen er kraftigere og grønnere nærmest loerne pga. de gode dræningsforhold. Karakteristiske planter i marsken er (regnet udefra): 1 kveller; 2 vadegræs; 3 strandannelgræs; 4 harril; 5 engelskgræs; 6 rød svingel og 7 jordbærkløver. De nummererede bjælker viser udbredelsen af de enkelte arter. Art nr. 7, jordbærkløver, vokser længere inde på strandengen (uden for billedet); den kan også findes inde i landet på saltholdig bund.

marsk, karakteristisk, græsdækket, fladt og lavtliggende marint forland langs beskyttede kyster uden for troperne; i troperne findes i stedet mangrove.

I Danmark er termen marsk traditionelt forbeholdt tidevandskyster. I det sydvestlige Jylland er marsk eller marskeng den del af strandens græsningsarealer, der ligger over middelhøjvandslinjen, i den øvrige del af landet benyttes udtrykket strandeng eller sylteng.

Marsk er opbygget af marine sedimenter bestående af klæg, som er ler og silt overvejende af organisk oprindelse, især ekskrementer fra vadens talrige orme og muslinger afsat gennem længere perioder med roligt vejr. I disse aflejringer findes tynde lag af finsand afsat under stormflod med høj vandstand og brænding. Marskvæksten er knyttet til vegetationens, specielt annelgræssets, evne til at filtrere sedimentet ud af havvandet under oversvømmelser.

Annonce

Marskens højdeforhold øges vedvarende mellem middelhøjvandslinjen, som er det laveste niveau, hvor annelgræsset kan vokse, og op til niveauet for de højeste højvander. Et karakteristisk formelement i marsken er det naturlige drænsystem, loerne.

Ordet marsk kommer af middelnedertysk marsch, mersch, afledt af oldsaksisk meri 'hav', latin mare.

Marsken får især stor udbredelse i områder, hvor overgangen mellem land og hav er relativt jævn, fx hvor smeltevandssletterne når havet langs Vestjyllands kyst. Pga. et stigende havspejl findes marskaflejringer yderst i ådalene, og de omfatter stadig større arealer fra Varde Å sydpå over Sneum Å, Kongeåen, Ribe Å og Brede Å til Vidå, hvorfra den sønderjyske marsk fortsætter i den nordfrisiske.

I Vadehavet, hvor marsken har den største udbredelse i Danmark, foregår den naturlige marskdannelse i niveauet mellem 0,75 og 2,5 m.o.h. og med en vækstrate på ca. 2 mm årlig på læsiden af vadehavsøerne Fanø, Mandø og Rømø og af Skallingen; raten er større, ca. 4 mm årlig, langs den eksponerede Jyllandskyst. Til sammenligning er den gennemsnitlige årlige vandstandsstigning i Esbjerg 1,1 mm pr. år. Marsklaget kan i den ældre marsk opnå tykkelser på flere meter, idet aflejringen er foregået gennem lang tid og under vandstandsstigning.

Kvæg græsser i det grønne marskland på Rømø.

Kvæg græsser i det grønne marskland på Rømø.

Plantesamfund

Yderst i tidevandszonen findes kvellersamfundet, domineret af kvellerarter og nogle steder den indførte græsart vadegræs. Herefter følger annelgræsmarsken, hvor arter som strandtrehage, strandasters, kilebæger og strandvejbred træffes sammen med strandannelgræs. På lidt højere og tørrere bund afløses dette samfund af harrilengen, der dog oversvømmes i visse perioder. Foruden sivarten harril vokser her fx rød svingel og engelskgræs. Den inderste del af marskengen udgøres af jordbærkløverengen, der kun sjældent oversvømmes; rød svingel er her den dominerende græsart. Som en overgangszone til indlandets plantesamfund findes strandoverdrevet, hvor græsarterne fåresvingel og engrapgræs danner det faste vegetationstæppe.

Den inddigede marsk

Marskområderne er beskyttet bag store diger, der udgør markante træk i det flade landskab. Et inddiget marskområde kaldes en kog (se også landvinding). Mens marsk stadig dannes på digernes havvendte side, sætter digebygning punktum for en stadig aflejring på landsiden.

Både før og efter inddigning danner marsk grundlag for naturlig græsvækst, der afgræsses af får og kvæg, og de danske, tyske og hollandske marskområder var fra tidlig middelalder et tyngdepunkt for europæisk kødproduktion, primært stude. I dag indgår hovedparten i moderne intensivt agerbrug.

I marsken skelnes mellem værftbebyggelse, digebebyggelse og gestrandbebyggelse, alle typer findes i Tøndermarsken.

Se også frisere og stormflod.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Nielsen, Kai Larsen, Horst Meesenburg: marsk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=487729