Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

klit

Oprindelig forfatter HKuhl Seneste forfatter Redaktionen

Klit. Almindeligt forekommende klittyper langs en sandstrand. Parallelle klitrækker dannes, hvor forklitrækker (havklitter) stabiliseres af vegetation, efterhånden som kysten udbygges. Under storme eller ved reduktion i plantedækket skabes vindkuler og vindrender. Disse kan udvikle sig til mobile parabelklitter. Ved yderlig reduktion i plantedækket dannes en mobil (transgressiv) klitrække.

Klit. Almindeligt forekommende klittyper langs en sandstrand. Parallelle klitrækker dannes, hvor forklitrækker (havklitter) stabiliseres af vegetation, efterhånden som kysten udbygges. Under storme eller ved reduktion i plantedækket skabes vindkuler og vindrender. Disse kan udvikle sig til mobile parabelklitter. Ved yderlig reduktion i plantedækket dannes en mobil (transgressiv) klitrække.

klit, bakke af vindaflejret sand, af og til med fint grus. Klitsandet består hovedsagelig af 0,1-0,5 mm store korn. Nogle grundformer og udviklingstendenser er fælles for de meget sammensatte klitlandskaber, der udgør op til en tredjedel af Jordens ørkenområder og nogle få procent af fugtige (humide) klimaegne.

Ordet klit er samme ord som klint.

I klitlandskaber findes mange, relativt korte skrænter, der kan være lodrette, hvis sandet er vådt, men ellers har en hældning på mellem 5° og 35° bestemt af tyngden og kornenes indbyrdes friktion. Man skelner mellem vegetationsbetingede og tørre, ørkenprægede klitområder. Klitter, der findes ved sandede kyster og ved floder, kan nå op i 40 m højde. De er dannet i læ bag vegetation i modsætning til klitter i ørkener. Her er mange 100-200 m høje, dannet pga. læforskelle i overfladers ruhed.

Klit. Almindeligt forekommende klittyper langs en sandstrand. Parallelle klitrækker dannes, hvor forklitrækker (havklitter) stabiliseres af vegetation, efterhånden som kysten udbygges. Under storme eller ved reduktion i plantedækket skabes vindkuler og vindrender. Disse kan udvikle sig til mobile parabelklitter. Ved yderlig reduktion i plantedækket dannes en mobil (transgressiv) klitrække.

Klit. Almindeligt forekommende klittyper langs en sandstrand. Parallelle klitrækker dannes, hvor forklitrækker (havklitter) stabiliseres af vegetation, efterhånden som kysten udbygges. Under storme eller ved reduktion i plantedækket skabes vindkuler og vindrender. Disse kan udvikle sig til mobile parabelklitter. Ved yderlig reduktion i plantedækket dannes en mobil (transgressiv) klitrække.

En første lille sandhob på en fast vegetationsløs overflade danner læ i forhold til sandflugten, fordi flyvesandet, der hopper af sted, hæmmes i at hoppe videre af sandhobens løse overflade; en klit vokser frem. Når det aflejrede sand når ca. 50 cm højde, opstår en klit, der har en karakteristisk retlinjet læskråning med en hældning på 25°-35°. Ved ensidig vindretning udvikles den til en halvmåneformet klit, barkan, der vandrer med spidserne (hornene) vendt bort fra vindretningen. Hvis der er meget sand i tørre områder, vokser barkaner sammen, og der dannes sandrygge med 5°-8° hældende luvside og lange læsider, såkaldte tværklitter, der kan danne et bølgende sandhav. I egne med sæsonmæssigt vekslende vindretninger vil læskråninger løbe langs klitryggen og danne en længdeklit eller seif. I ørkener kan disse blive mere end 100 km lange og danne parallelle rækker, hvis toppe kan være opsplittet i stjerneklitter, hvilket fx ses i Namibia.

Annonce

Klit nær byen Bossiesvlei i udkanten af Namibørkenen i det sydvestlige Afrika mere end 200 km fra Atlanterhavet. Foto fra 1993.

Klit nær byen Bossiesvlei i udkanten af Namibørkenen i det sydvestlige Afrika mere end 200 km fra Atlanterhavet. Foto fra 1993.

I et fugtigt klima vil den første klit, embryonalklit, oftest være betinget af læforhold bag plantetuer, hvor sandet ophobes i lange klittunger. Ved den videre udvikling kan disse vokse sammen til sandrygge i tværklitter eller hvide klitter, der efter at være blevet helt plantedækket kaldes grå klitter. I grå klitlandskaber dannes kraterlignende erosionshuller, vindkuler, efter færdsel eller havets erosion. I det fugtige sand opstår stejle sider inde i vindkulen og læskråninger på ydersiden. Disse kan udvikle sig til brede vindrender i klitten, der strækker sig i vindens retning. På steder med rigeligt sand og vegetation opstår de kilometerstore parabelklitter, hvis sider, parabelarme, vender mod vindretningen. Den centrale front vokser ved sandtilførsel og vegetationsforarmning til en tværklit, mile, med små og store læskråninger som fx i Råbjerg Mile. Parabelklitter og miler er karakteristiske for humide klitter.

Vegetation

Klit. Stærkt forenklet fremstilling af den komplicerede mosaik af plantesamfund, der karakteriserer de danske klitter. En vigtig faktor er surhedsgraden, pH. Den hvide klit tilføres til stadighed kalkholdigt materiale, fx fra snegle- og muslingeskaller; pH er her ofte over 7 (7 er neutral, over 7 er basisk). Jo længere man kommer bort fra havet, jo større bliver udvaskningen, og i den indre klithede med lyng og revling er jorden stærkt sur med pH 5 eller lavere.

Klit. Stærkt forenklet fremstilling af den komplicerede mosaik af plantesamfund, der karakteriserer de danske klitter. En vigtig faktor er surhedsgraden, pH. Den hvide klit tilføres til stadighed kalkholdigt materiale, fx fra snegle- og muslingeskaller; pH er her ofte over 7 (7 er neutral, over 7 er basisk). Jo længere man kommer bort fra havet, jo større bliver udvaskningen, og i den indre klithede med lyng og revling er jorden stærkt sur med pH 5 eller lavere.

Den yderste klitrække dannes inden for forstranden, der er sparsomt bevokset med salturter og tuer af marehalm. Yderst er den hvide klit, hvor den stærkt sandbindende græsart hjælme dominerer. Det er et artsfattigt plantesamfund, hvori bl.a. kan findes almindelig stedmoderblomst, agersvinemælk og strandfladbælg. Inden for den hvide klit kommer den grå klit, der er fattigere på næring, især kalk, der vaskes ud (der er mere kalk i den hvide klit, fordi den tilføres nyt fra havet). Bunden er derfor sur. Navnet grå klit skyldes, at vegetationsdækket ofte har et gråt udseende af laver (især rensdyrlav) og gråris. Det er et rigere plantesamfund med bl.a. iøjnefaldende arter som smalbladet timian, klitkællingetand, blåmunke og blåklokke. Her kan også findes den gulblomstrede klitrose, som ikke må forveksles med rynket rose (Rosa rugosa), der er indført fra Japan og mange steder er almindelig i klitterne. Den grå klit går ofte over i klithede, der er domineret af hedelyng, melbærris, revling og, i fugtigere partier, af klokkelyng, mosebølle og kæruld. Navnet grønsværsklit benyttes om klitområder inden for den hvide klit med et større kalkindhold og et frodigere, grønnere udseende. I sådanne områder vokser bl.a. havtorn. Det er et ret sparsomt forekommende plantesamfund i Danmark.

Klit.

Klit.

Klitplantager er klitområder, hvor man har plantet nåletræer for at forhindre sandflugt. Sådanne plantager findes i Vestjylland fra Blåvand til Skagen, langs Nordsjællands nordkyst og Bornholms sydkyst. Man anlagde de første plantager i midten af 1700-t. i Nordsjælland; store beplantninger i de øvrige klitområder fandt sted fra begyndelsen til midten af 1800-t. Der er benyttet hårdføre arter, i begyndelsen især den europæiske bjergfyr, senere de nordamerikanske arter hvidgran og sitkagran; sidstnævnte tåler bedre end andre salt fra havet. I 1900-t. vandt klitfyr, der stammer fra Nordamerikas vestkyst, indpas ikke mindst i Jylland.

Dyreliv

Det kuperede klitterræn er et kompleks af levesteder med store økologiske udfordringer og et relativt artsfattigt dyreliv. I den hvide klit kan sandoverfladens temperatur om sommeren svinge med op til 50 °C i døgnets løb; der er ikke meget vand, og vinden øger vandtabet. Som tilpasning hertil er mange klitdyr enten nataktive, eller de graver sig ned i sandet, når kårene bliver for ekstreme. Mikroklimaet er derimod ideelt for mange varmeelskende insekter, fx gravehvepse, eller tørketålende skyggebiller (Tenebrionidae). Planteædere er overvejende knyttet til den grå klit, hvor især gråpil huser mange insektarter. Klitplanternes ofte veludviklede rodnet er en vigtig fødekilde for mange insekter. I den ustabile, tørre jordbund, fattig på organisk materiale, er regnorme fåtallige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Kuhlman: klit i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493638