geomorfologi

Geomorfologi, læren om landskabsformer, grundlagt som videnskab i slutningen af 1800-t. af bl.a. G.K. Gilbert (1843-1918) og W.M. Davis. Deres banebrydende arbejder om strømmende vands erosion og daldannelsen førte til den opfattelse, at landskaber repræsenterer stadier i en erosionscyklus, der løber over mange millioner år: Landmasser løftes op ved jordskorpebevægelser, udsættes for erosion og bliver med tiden til jævne flader, såkaldte peneplaner, der atter løftes op og eroderes.

I moderne geomorfologi lægges der stor vægt på at studere de processer, der resulterer i dannelsen af landskabsformer (dynamisk geomorfologi), fx gletsjeres, bølgers, vindens og det strømmende vands evne til at erodere, transportere og aflejre. Endvidere studeres klimaets indflydelse på landskabet (klimatisk geomorfologi), da erkendelsen af, at der er en tæt sammenhæng mellem klima og de landskabsdannende processer, har gjort det muligt at anvende landskabet som klimaarkiv.

I de seneste år har man i stigende grad lagt vægt på at studere sammenhængen mellem menneskets aktivitet og landskabets udvikling; det kaldes anvendt geomorfologi.