dødislandskab

Dødislandskab, småbakket morænelandskab med talrige afløbsløse lavninger, der fremtræder som søer eller moser. I Danmark findes dødislandskaber mange steder. Større sammenhængende områder ligger på det centrale Fyn og i Nord- og Midtsjælland.

Dødislandskaber opstår ved aflejring af ler, sand, grus og sten oven på og mellem dødis eller stagneret is, dvs. den del af en afsmeltende gletsjer, der ikke længere er i bevægelse. Jordmasserne på isoverfladen stammer fra bånd af urenheder, smudsbånd, inde i isen. De kan også være ført op langs vældige brudflader i isen, fordi den bagved liggende is har skubbet til randisen. Det frismeltede materiale er vandmættet og glider som flydejord ned over isoverfladen.

I lavningerne bliver jordlaget efterhånden så tykt, at det isolerer og hæmmer smeltningen af den underliggende is, mens isen omkring fortsat smelter. Derved bliver dødisen ujævn og toppet. Smeltevandet søger ned under overfladen gennem spalter og gletsjerbrønde og underminerer dødisen, så der dannes et netværk af istunneler. Ved sammenstyrtning af disse opstår huller og isklinter, hvori smeltningen også forøges. Disse processer fortsætter, indtil isen er helt bortsmeltet. Begravede dødisklumper kan dog bevares i flere hundrede år. Smeltningen af de sidste dødisklumper efterlader ofte vandfyldte dødishuller.

Fladbakker (plateaubakker), der er opbygget af varvige sedimenter afsat i issøer opstemmet mellem dødismasser, indgår tit som karakteristiske elementer i dødislandskaber.

Den forholdsvis varme periode i 1900-t. forvandlede mange gletsjeres randzoner til flere km brede bræmmer af dødis, der er dækket af jordmasser. Fra disse sker bortsmeltningen uregelmæssigt. Dette gælder fx for mange gletsjere i Alaska, på Svalbard og i Island.