Bækken, lavning i et morænelandskab skabt af en gletsjer. I Danmark har tungeformede udvidelser på istidens gletsjere eroderet halvskålformede lavninger, der kaldes tungebækkener eller inderlavninger, bag mange randmorænebakker. Efter istiden er havet trængt ind i nogle af dem, så de nu er bugter eller fjorde, fx Venø Bugt, Vemmingbund, Kertinge Nor og den nu tørlagte Lammefjord.