Bifurkation, forgrening, tvedeling; inden for geografi det fænomen, at et vandløb deler sig i to flodlejer, uden at der er tale om et delta. Udtrykket anvendes også i forbindelse med en sø med to afløb.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bifurkation kommer af latinsk bi- og afledning af furca 'gaffel, fork'.

Bifurkation antages at være et forbigående stadium i en floderobring, hvor et stærkere eroderende vandløb udvider sit afstrømningsområde i den grad, at vandskellet rykker tilbage, indtil det når et nabovandløb. Herved sker en aftapning af dette, som i sig selv vil påvirke erosionsforholdene i begge løb med det resultat, at det erobrede løb efterhånden tørlægges på strækningen umiddelbart efter erobringsstedet.

Et kendt eksempel på bifurkation findes i det sydlige Venezuela, hvor en del af Orinocos vand fortsætter i dens gamle biflod Casiquiare, der er blevet erobret af en biflod til Rio Negro; dermed er Amazonas og Orinoco forbundet med hinanden. I Nordsverige deler Torneälven sig ved Tärendö-bifurkationen.

Om bifurkation inden for matematio, fysik og kemi, læs her.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig