bakkeø

Bakkeø er en dansk betegnelse for de istidslandskaber fra den næstsidste istid (Saale), der findes i Vestjylland, og som ikke dækkedes af gletsjere under den sidste istid (Weichsel). Benævnelsen stammer fra E.M. Dalgas. Bakkeøerne fremtræder som jævne til bakkede højdedrag, der rager op over hedesletterne. De adskiller sig fra de østdanske morænelandskaber ved udjævnede landskabsformer, vandløb med jævnt fald og en stærkt udvasket jordbund.

Oprindelig havde bakkeøernes morænelandskab samme udseende som de unge landskaber i Østdanmark, men under den sidste istid henlå de i mere end 70.000 år som et åbent tundralandskab med sparsom vegetation. Kulden trængte dybt ned i jorden, der var frosset året rundt, og periglaciale processer som jordflydning og frostsprængning udjævnede gradvis landskabet, så det mistede det oprindelige, stærkt bakkede præg. Nogle steder, fx på Skovbjerg Bakkeø, kan man dog stadig erkende israndsbakker fra Saale.

Mange smådale og halvskålformede lavninger i landskabet er spor efter snefaner fra de arktiske snestorme, og fygesne og sand har poleret og facetteret talrige sten. I de laveste områder findes ofte moser med aflejringer fra sidste mellemistid (Eem-mellemistid) begravet under et dække af jordflydningsmateriale.