Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ørken

Oprindelige forfattere AStr, BFeen og OHum Seneste forfatter Redaktionen

Ørken. Eksempler på forskellige ørkentyper. 1 Sandørken, Sahara. Billedet er fra Grand Erg Occidental i Algeriet, hvor klitter udgør bølgerne i dette enorme sandhav. I forgrunden ses en oase. 2 Stenørken med vindpolerede sten fra Algeriet, ligeledes Sahara. I baggrunden ses forrevne rester af nederoderede bjerge, der danner læ for sandaflejring. 3 Udtørret flodleje, wadi, i en klippeørken. De dybeste dele er opdyrket. Billedet er fra Marib, Yemen. 4 Arktisk ørken. Billedet er fra The Dry Valleys, Antarktis.

Ørken. Eksempler på forskellige ørkentyper. 1 Sandørken, Sahara. Billedet er fra Grand Erg Occidental i Algeriet, hvor klitter udgør bølgerne i dette enorme sandhav. I forgrunden ses en oase. 2 Stenørken med vindpolerede sten fra Algeriet, ligeledes Sahara. I baggrunden ses forrevne rester af nederoderede bjerge, der danner læ for sandaflejring. 3 Udtørret flodleje, wadi, i en klippeørken. De dybeste dele er opdyrket. Billedet er fra Marib, Yemen. 4 Arktisk ørken. Billedet er fra The Dry Valleys, Antarktis.

ørken, de dele af Jorden, der årlig modtager mindre end 250 mm nedbør, og hvor den potentielle fordampning samtidig overstiger nedbørsmængden. I praksis findes ørkener derfor almindeligvis i regioner med høj temperatur omkring Jordens to vendekredse, men ørkener findes også nær Jordens poler.

Som følge af lav luftfugtighed varierer døgntemperaturen betydeligt i ørkenområder; dagtemperaturen kan i skyggen stige til 55 °C, mens den efterfølgende nattemperatur kan falde til nær frysepunktet.

Årsager

De fleste ørkenområder skyldes luftmassernes bevægelse omkring planeten. Varm luft stiger op nær ækvator og synker igen mod overfladen nær Jordens to vendekredse. Under nedsynkningen opvarmes luftmasserne, og den relative luftfugtighed falder. Skydækket er derfor forholdsvis ringe omkring vendekredsene, hvilket medfører stor solindstråling og sparsom nedbør.

Annonce

Langs den nordlige vendekreds findes store ørkenområder som Gobi i Kina, dele af det sydvestlige USA og Mexico, Sahara i Nordafrika samt Den Arabiske og Den Iranske Ørken i Mellemøsten. Langs den sydlige vendekreds findes ørkenområder som Kalahari i det sydlige Afrika samt Great Victoria og Great Sandy Desert i Australien.

Andre ørkenområder skyldes indflydelse af havstrømme. På steder, hvor kolde vandmasser kommer i kontakt med kystområder, bliver luftmasserne ovenover afkølet og dermed fattigere på fugt. Nedbøren over kystområderne bliver derfor ringe, og en ørken kan opstå. Dette gælder eksempelvis det sydlige Californien, det nordlige Chile samt langs kysten af det sydvestlige Afrika. Endelig kan ørkener opstå som følge af regnlæ bag store bjergkæder, fx The Great Basin i Nordamerika, eller som følge af et ekstremt koldt klima, fx Peary Land i Nordgrønland.

Kendte ørkener og områder med ørkenklima.

Kendte ørkener og områder med ørkenklima.

Ørkenlandskabet

Landskabet er præget af vindens indflydelse samt, paradoksalt nok, af det rindende vand. Sidstnævnte forhold hænger sammen med manglende eller beskeden vegetation, der stort set lader overfladen ligge ubeskyttet mod de sjældne, men ofte intensive regnvejr. Tørre floddale (wadier), store aflejringskegler (bajadas) samt udstrakte aflejringsbassiner (playas) dominerer ørkenlandskabet side om side med klitter og afblæsningsflader. Sten og klipper kan med tiden udvikle ørkenfernis.

Dyreliv

Dyrelivet i ørkenområder er stærkt tilpasset de ekstreme forhold. Mange ørkenlevende gnavere og pungdyr undgår de høje dagtemperaturer ved at være nataktive og tilbringe dagen i relativt kølige underjordiske boer. Dagaktive arter holder sig ofte i skyggen eller graver sig ned i sandet som mange krybdyr eller frem under jordoverfladen som fx Grants ørkenguldmuldvarp (Eremitalpa granti). Mange ørkendyr afgiver kun meget lidt væske i urin og ekskrementer og kan derfor dække deres væskebehov via føden. Planteædere som Grants gazelle, elandantilope og oryxantilope æder fx om natten eller morgenen, når planterne har opsamlet væde fra luften. Billearten Onymacris unguicularis udnytter endog direkte den særlige morgentåge i Namibørkenen ved at stå på hovedet og lade luftens fugtighed fortætte til små vanddråber på benene og kroppen; dråberne glider derefter ned til billens mund. Andre af ørkenens insekter kan danne såkaldt metabolisk vand, når de fordøjer føden.

Blandt fuglene findes mange frøædende arter som finker, duer og i Australien papegøjer, og de er ofte nødt til at flyve langt for at drikke. Afrikanske sandhøns kan sågar bringe vand med tilbage til ungerne i deres særligt udformede bugfjer. Mange fugle trækker også efter områder af ørkenen, hvor det nyligt har regnet. Andre dyr som fx visse padder ligger derimod nedgravet i dvale til næste regnvejr, mens krebsdyr af slægten Triops har æg, som kan ligge i jorden i indtil 20 år for først at klækkes, når det regner.

Planteliv

Planterne i ørkenagtige områder kan stort set inddeles i to grupper, dels flerårige arter, der viser forskellige tørketilpasninger, dels enårige, som spirer, blomstrer og sætter frø i løbet af få uger eller måneder efter de uregelmæssige regnbyger og derefter overlever lange tørkeperioder som frø. I mange områder domineres den sparsomme vegetation af lave, løvfældende buske med små, hårede blade og dybtgående rødder, der når ned til grundvandet. Stængel- og bladsukkulenter, fx kaktus og medlemmer af familien Aizoaceae, er særlig fremtrædende i Amerika og Sydafrika, men spiller en mindre rolle i ørkenagtige dele af Nordafrika, Asien og Australien. De flerårige planter er beskyttet imod udtørring ved fx indsænkede spalteåbninger, vokslag eller hårbeklædning (se også xeromorfi); mange er kun løvbærende i korte perioder efter regn og indgår derefter i et hvilestadium. Hos stængelsukkulenter som kaktus og en del arter i vortemælkslægten kan bladene være omdannet til torne.

I mindre ekstreme ørkenområder, fx dele af Australien, Sydafrika og det sydvestlige USA, kan der forekomme en farverig og spektakulær blomstring af især enårige arter efter regn . Til gengæld kan områder, hvor nedbøren er alt for sparsom eller uregelmæssig, fx dele af Sahara og Saudi-Arabien, være næsten vegetationsløse. Fysiologisk er mange ørkenarter såkaldte C4- og CAM-planter, se fotosyntese og væskebalance (planter).

Overgræsning og deraf følgende jorderosion bidrager til ørkenspredning, fx i Sahelområdet og Mellemøsten. Erfaringer fra bl.a. Israel og Libyen viser, at kunstvanding kan omdanne en del næringsrige ørkenjorde til frugtbart landbrugsland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Bjarke Feenstra, Ole Humlum: ørken i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=487574