Magnetisk misvisning. Kort med linjer og kompasnåle, der peger i magnetfeltets retning, kompasretningen. Linjerne er krumme, men ender alle i den magnetiske nordpol. Vinklen mellem kompasretningen og retningen til den geografiske nordpol kaldes magnetisk misvisning. Da magnetfeltet, der er fremkaldt af sammensatte elektriske strømme i Jordens flydende kerne, hele tiden ændrer sig, flytter den magnetiske pol sig, hvorfor der til stadighed må udarbejdes nye misvisningskort ud fra måling af magnetfeltet.
Magnetisk misvisning. Jordens magnetfelt skabes og opretholdes af elektriske strømme i den ydre kerne. De elektriske strømme induceres af konvektionsstrømme, der bevæger det elektrisk ledende materiale. Bevægelser i kernematerialet i forhold til Jordens kappe giver anledning til en vandring af de magnetiske poler som vist, med en hastighed af ca. 20 km/år; i øjeblikket ligger den magnetiske nordpol i Nordcanada. Der sker også mere uregelmæssige ændringer i magnetfeltet, fx sker der med stærkt varierende mellemrum polskift, hvor nord- og sydpol bytter plads. Årsagen til disse polskift kendes endnu ikke i detaljer. Magnetfeltlinjerne er her tegnet, som om Jorden var at betragte som en stor stangmagnet; dette er en stærk forenkling. Pga. konvektionsstrømme i den ydre kerne får magnetfeltlinjerne et meget uregelmæssigt forløb i dette område.
Magnetisk misvisning, deklination, vinklen mellem den geografiske og den magnetiske nordretning. Misvisningen forandrer sig med tiden; i Danmark ændrede den sig fra +12° i 1550 (kompasnålens retning pegede 12° øst for den geografiske nordpol) til −18° i 1800. I Odense var der fx i 1998 en misvisning på ca. 0°, og for tiden vokser den hvert år med ca. 1/10°.
Se også Nordpolen og magnetisk nordpol.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.