Atlanterhavet. De biologisk mest produktive områder målt i biomasse af dyreplankton i de øverste 300 m. Dyreplanktonet udgør grundlaget for rige forekomster af fisk. De vigtigste områder for offshore olie- og gasudvinding er også vist. Det geografiske sammenfald mellem olie- og gasudvinding og stor biologisk produktion er problematisk, da forurening fra boreplatforme kan skade økosystemerne i områderne.

.

Atlanterhavet (Biologi), Fordelingen af dyr og planter i Atlanterhavet afhænger af tilgængeligheden af plantenæringsstoffer, først og fremmest nitrat og fosfat. Produktionen af mikroskopiske planktonalger i de øverste 10-100 m af vandsøjlen, hvor sollyset når ned, udgør langt det vigtigste grundlag for livet i oceanet.

Særlige samfund af dyr og mikroorganismer er tilknyttet havbundens varme kilder (black smokers). Disse samfund er uafhængige af sollys og får i stedet energi fra omsætning af kemiske forbindelser. Der er et konstant tab af næringsstoffer til dybhavet med alger og dyrerester, der synker ned. De mest produktive dele af Atlanterhavet findes, hvor næringsrigt dybvand stiger op (upwelling), fx ud for de marokkanske og det sydlige Afrikas kyster. Havet over kontinentalsoklen i de tempererede egne er også meget produktivt. Her sørger vinterafkøling af overfladevandet, som herved bliver tungere, samt strøm og tidevand for en effektiv blanding af næringsrigt bundvand med overfladevand. Det sker fx langs den norske vestkyst, i havet omkring Island og på Georges Bank og Newfoundlandbankerne ved den nordamerikanske østkyst samt i Nordsøen. Dybvand stiger tillige op, hvor overfladestrømme løber hver sin vej (divergerer). Sådanne områder findes i Atlanterhavet bl.a. nær ækvator i grænseområdet mellem ækvatorialstrømmen og den ækvatoriale modstrøm og i området syd for den antarktiske polarfront. Omvendt findes de mindst produktive områder der, hvor der er en effektiv barriere mellem overfladevandet og dybvandet, fx i Sargassohavet.

En del af planktonalgerne ædes af dyreplankton, som udgør grundlaget for fødenettene i de frie vandmasser; en anden del af planktonalgerne synker til havbunden og kan stedvis nære et rigt dyreliv dernede. I de åbne dele af Atlanterhavet er fødenettet i de frie vandmasser langt det vigtigste. I de næringsrige områder giver dette fødenet anledning til et rigt dyreliv og fiskeri. I polarområderne og ved de arktiske og antarktiske polarfronter findes således fødenet baseret på algeædende lyskrebs og store vandlopper af slægten Calanus. Fødenettene ender i meget rige forekomster af fisk, bardehvaler og søfugle. I Arktis og Subarktis findes især alkefugle som søpapegøje, lomvie, alk og søkonge; i Antarktis især pingviner. Fiskefaunaen og fiskeriet er især baseret på lodde, torsk og polartorsk. I det ækvatoriale divergensområde er der rige forekomster af tun, makrel, ansjos og sardin. I upwelling-områderne ud for det sydlige Afrika spiller kulmule, hestemakrel, ansjos og sardin en betydelig rolle i fiskeriet. Et vist dybhavsfiskeri (1000-1500 m) efter bundlevende arter på kontinentalskrænterne og på Den Midtatlantiske Ryg har udviklet sig siden 1960'erne. Resurserne her omfatter dybhavsrejer, skolæst og en række hajarter.

Dyre- og plantelivet er generelt rigere på kontinentalsoklen end i de åbne områder af Atlanterhavet. Dette skyldes dels den mere effektive opblanding af dybt vand, dels at plantenæringsstoffer tilføres overfladelaget med afstrømning fra land. Landafstrømningen til Atlanterhavet er ca. dobbelt så stor som afstrømningen til Stillehavet og det Indiske Ocean tilsammen. Der synker også mere organisk materiale til havbunden i disse mere lavvandede områder, og bundlevende fisk er derfor rigere repræsenteret. Fiskerierne på kontinentalsoklen er derfor også langt vigtigere end i de åbne havområder. Nordsøen, Georges Bank og Newfoundland-Nova Scotia-området ved Canada har således nogle af de rigeste fiskerier i verden, hvori arter som torsk, sej, rødspætte og sild samt industrifisk som sperling, blåhvilling og tobis udgør de økonomisk vigtigste arter.

Zoogeografisk er Atlanterhavet interessant, idet det strækker sig fra pol til pol og er dannet, ved at fastlandene er gledet fra hinanden inden for en relativt kort geologisk periode. Inden for en række slægter findes der tvillingearter i nord og syd, som mangler i det tropiske område, fx kulmule og sardin. Andre arter optræder på begge sider af Atlanterhavet, fx torsk og sild i Nordatlanten. Den europæiske åls vandring tværs over Atlanterhavet til gydepladserne i Sargassohavet, som tidligere lå umiddelbart ud for de europæiske kyster, kan også bedst forstås som et resultat af Atlanterhavets geologiske historie.

Læs mere om Atlanterhavet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig