Industrialiseret landbrug, driftsform, hvori landbrugsarbejdet er organiseret industrielt, dvs. med specialiserede arbejdsprocesser udført af lønarbejdere og med udstrakt brug af maskiner.

Egentlig industrialiseret landbrug er oftest forbundet med stordrift og monokultur, dvs. den samme eller nogle få afgrøder dyrkes på meget store arealer. Eksempler i stor målestok er hvedebæltet på den amerikanske og canadiske prærie og i mindre skala meget europæisk landbrug.

I Sovjetunionen var en stor del af landbruget organiseret industrielt i stats- og kollektivbrug og gerne kombineret med forarbejdningsindustri. Driftsformen giver oftest meget store udbytter i forhold til de forbrugte arbejdstimer, men forbruger store mængder brændsel og er kun sjældent miljømæssigt forsvarlig på langt sigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig