hedebrug

Hedebrug, landbrugsformer tilpasset hedelandskaber. Hedebrug udnyttede ofte næringsstoffattige jorde med aldannelse og lav vandbindingsevne; derfor blev særlige udnyttelsesformer, fx ådalsbrug, anvendt tidligere, især før 1870.

Det var engene, der bestemte brugenes placering, men lige så vigtige var de udyrkede hedestrækninger, som kunne udgøre op til ti gange agerjordens areal. Hedebruget var et koncentrationsagerbrug, dvs. et jordbrug, hvor næringsstoffer fra eng og udmark blev overført til et lille opdyrket areal, hvis næringsfattige sandjord på den måde forvandledes til brugbart agerland.

Fra engen skete overførslen gennem kreaturgødning, fra heden derimod primært gennem afskrælning af overfladetørv, som blandedes i gødningen. Hedebonden var meget omhyggelig med pleje og pasning af blandingsmøddingerne, hvilket på årsbasis repræsenterede en betydelig arbejdsindsats. De gravede tørv skulle være nedbrudte og forrådnede, før de kom i møddingen. De indgik derfor i en cyklus, hvor de først fungerede som diger, vægisolation e.l. Lyng og lyngtørv fra heden brugtes også til brændsel mv.

Ved tørvegravning fjernedes en del af jordens organiske indhold, og der kunne gå op til 40 år, før morlaget var genskabt, hvilket forklarer, hvorfor et hedebrug behøvede så store arealer.