Ernest Watson Burgess, 1886-1966, amerikansk sociolog og medlem af Chicagoskolen, der i begyndelsen af 1900-t. udviklede et forskningsprogram vedrørende byudvikling. Burgess er især kendt for sin koncentriske zonemodel, der er en idealmodel for byers vækst, hvor forskellige befolkningsgrupper og byfunktioner fordeles i bælter omkring bykernen.