Slum, storbykvarterer med nedslidte, usunde boliger. Ordet brugtes første gang i Storbritannien til at beskrive de usle arbejderkvarterer, der opstod i forbindelse med den industrielle revolution i 1700-t. I Danmark blev ordet omkring 1900 benyttet i forbindelse med godgørende arbejde for de fattige i ældre og nedslidte bykvarterer; dette arbejde kaldtes slumarbejde. Det var bl.a. Frelsens Hær, der både moralsk og sundhedsmæssigt ville trække beboerne op af snavset.

Faktaboks

Etymologi
Ordet slum er engelsk, af ældre back slum 'snavset baggård, gyde, smøge', opr. slangord for '(bag)lokale', måske sammenhængende med slumber 'slumre'.

I nutidig forståelse dækker slumbegrebet mere det rent bygningsmæssige end beboernes levevis, og ofte benævnes bygninger som slum som argument for nedrivning. Ordet slumromantik benyttes negativt i diskussioner om bevaring af ældre bygninger, idet det dermed opfattes som virkelighedsfjernt sværmeri at bevare eksempler på den mere ydmyge bygningsmasse. Modsat argumenteres der for, at det snarere er virkelighedsfjernt ikke at bevare sådanne eksempler for eftertiden. Betegnelsen slum kan også benyttes om nybyggeri med kvalitetsmæssige mangler, fx betonslum. Her er det ikke nødvendigvis elementære installationer, der mangler, men snarere arkitektonisk og materialemæssig variation og kvalitet.

Slum i ulandenes storbyer

Den voldsomme tilflytning fra land til by, især i anden halvdel af 1900-t., har skabt enorme slumområder i en lang række storbyer i den tredje verden. Grænsen for, hvornår der er tale om slum, og hvornår der er tale om fattigkvarterer, er flydende; slumkvarterer er dog oftest karakteriseret ved ikke at være underlagt myndighedernes regulering, og de er bl.a. som en følge heraf ofte uden vand, kloakering og elektricitet.

I slumområdet i Mumbai i Indien bor op mod 9 mio. mennesker, hvilket gør det til Asiens og måske verdens største slumområde. Store slumområder findes desuden i bl.a. Lagos, Mexico City, Karachi og Cairo. I Sydamerika er især slumområderne i Rio de Janeiro (favelas) og Lima (barriadas eller pueblos jóvenes) kendte.

Uden særlig offentlig regulering fungerer slumkvarterer hyppigt som byer i byen med egen økonomi og kultur spændende fra områder med håbløs fattigdom, høj børnedødelighed osv. til ganske velfungerende og organiserede bydele med egne skoler og eget sundhedsvæsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig