afstandsmåling

Fra oldtiden til slutningen af 1950'erne blev afstandsmåling primært udført med redskaber, hvor længdeenheden var afmærket på selve redskabet, fx målesnor, målestænger, målehjul, målekæde og målebånd. Nøjagtig bestemmelse af lange afstande var kun mulig ved triangulation, en kombination af afstandsmåling og vinkelmåling.

Egypterne brugte målesnore før 1400 f.Kr., og romerne beskrev selvregistrerende målehjul omkring år 0. Fra 1500-t. anvendtes målevogne og målekæder af jern eller messing, og fra slutningen af 1800-t. blev stålmålebånd og måletråde af invar taget i anvendelse. Invartråde blev bl.a. benyttet til bestemmelse af dimensionen i det geodætiske net. Afstande op til 2-3 km kunne måles med en nøjagtighed på 1 mm pr.km. I nyere tid måles afstand med et 50 m stålmålebånd. En afstand på 100 m kan måles med en nøjagtighed på 2 cm.

I midten af 1900-t. skete et teknisk skift. Afstandsmåling har fra da af kunnet udføres ved hjælp af elektromagnetiske bølger, fx i form af lys- eller radiobølger. Længdeenheden, repræsenteret i et langbølget målesignal på mellem 0,6 og 60 m, transporteres på en kortbølget bærebølge. Fra slutningen af 1950'erne har elektromagnetiske afstandsmålere med en bærebølgelængde på ca. 0,05 m været benyttet til geodætiske opgaver i Danmark. Metoden giver mulighed for at måle 50 km med 5 cm nøjagtighed.

Elektroskopiske afstandsmålere har fra 1970 været anvendt til landmåling, hvor målingen udføres ved hjælp af en kombineret sender og modtager og en reflektor. Målesignalet fremkommer ved amplitudemodulation af bærebølgen, der har en bølgelængde på ca. 0,9 μm, og afstanden bestemmes af faseforskellen mellem det udsendte og det reflekterede signal. På få sekunder kan afstande op til 5 km måles med en nøjagtighed bedre end 5 mm pr. km.

Fra midten af 1980'erne har satellitter i det globale positioneringssystem GPS givet mulighed for at bestemme afstande op til 50 km med en nøjagtighed på 3-5 cm. Store afstande, op til flere tusinde km, kan bestemmes med en kombination af radioteleskoper og en interferometrisk metode. Et laserinterferometer kan med meget stor nøjagtighed, bedre end 0,025 mm, måle afstande op til 50 m. Om astronomisk afstandsmåling se astronomi.

kan afstandsmåling foretages ved at stille motivet skarpt på en matskive og derefter aflæse afstanden på en skala. Dette har betydning ved bestemmelse af skarphedsdybden. I de fleste spejlreflekskameraer til småbilledformat fra tiden før ca. 1990 foregår skarphedsindstillingen ved hjælp af små prismer midt på matskiven (mikrorastere) eller ved en deling af matskivebilledet (splitfield). I bl.a. målsøgerkameraet anvendes en optisk afstandsmåler med spejle eller prismer, der danner to billeder af motivet, som vil dække hinanden ved korrekt afstandsindstilling. Automatisk afstandsindstilling sker ved hjælp af autofokus.