Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kartografi

Oprindelig forfatter Brod Seneste forfatter FiSoe

kartografi, udarbejdelsen af kort; omfatter følgende processer: 1) fastlæggelse af mål og målgrupper, 2) udvælgelse og systematisering af de data, der skal formidles, 3) fastlæggelse af den grafiske præsentation samt 4) tegning af kortet. Disciplinen kartografi er i store træk uafhængig af mediet (papirkort, computerkort).

Afhængigt af deres udbredelse kan samtlige geografiske data symboliseres ved punkt, linje eller flade. Den valgte fremstillingsform kan afspejle kvantitative, ordnede og kvalitative værdier; den kan fx formidle talværdier (kvantitative), informationer om fx bycentre som værende mindre vigtige, vigtige eller meget vigtige (ordnede) eller informationer om fx nåleskov og løvskov (kvalitativt).

Ordet kartografi kommer af latin charta 'papir, skrift, kort', af græsk chartes 'papyrusblad, papir', og -grafi.

Dataene omformes til grafik efter fastlagte metoder ved anvendelsen af de grafiske variable (farve, sværtningsgrad, mønster, form, orientering og størrelsesforhold), der står til rådighed i det kartografiske sprog. Disse variable er hver især mere eller mindre velegnede til at præsentere de systematiserede data. Kun variablen størrelsesforhold egner sig til at gengive kvantiteter, idet fx en dobbelt så bred signatur for en vej af alle vil blive opfattet som en dobbelt så bred vej. Variablen farve egner sig bedst til at illustrere forskellige typers forekomst, som i øvrigt ikke ønskes præsenteret på anden måde, end at de er forskellige. Tilsvarende logiske regler finder anvendelse for de øvrige variables udnyttelse. Hver informationstype tildeles en bestemt signatur, som kan aflæses i kortets signaturforklaring.

Annonce

Det er frit for enhver at nedsætte sig som kartograf, men de fleste, der virker i faget, har en uddannelse som fx etatsuddannet kartograf fra statens institutioner eller som landinspektør, ingeniør, landmålingstekniker, geograf eller korttekniker.

Kortlægning

Tidligere havde staten monopol på al kortlægning i Danmark, men i dag udføres kortlægning af såvel statens kortlægningsinstitution (Geodatastyrelsen, tidl. Kort & Matrikelstyrelsen) som af et antal private firmaer. Geodatastyrelsen har bl.a. til opgave at samordne kortlægningen i Danmark samt at kortlægge landet og udgive topografiske kort, matrikelkort og søkort. Kommuner, regioner og andre offentlige institutioner samt forsyningsselskaber og entreprenører er betydelige igangsættere af kortlægning.

Kortlægning udføres i en fælles referenceramme, som består af fikspunkter i et koordinatsystem, fx længde- og breddegrader, og af en fælles, koordineret registrering af de vigtigste topografiske elementer og matrikelskel. På den måde kan flere forskellige kortlæggere uafhængigt af hinanden registrere uafhængige informationer på en entydig måde. Herved muliggøres, at alle informationerne kan udveksles og genanvendes uden risiko for forvekslinger og fejlfortolkninger.

Traditionelt er registreringen af referencerammen og de basale elementer blevet udført med landmåling (vinkel- og afstandsmåling) af landmålere, der gik rundt i naturen med teodolit, nivellerinstrument og målebånd. I dag anvendes fotogrammetri, den hyppigst anvendte kortlægningsmetode i Danmark, og telemåling fra satellitter. Fra satellitter scannes jordoverfladen for refleksion af sollyset eller anden stråling. Efterfølgende analyseres registreringerne digitalt, og forskellige forekomster og deres placering (fx afgrødetyper eller udbredelse af forurening) identificeres.

Metoderne karakteriseres også ved deres kapacitet. Landmåling er langsom og omstændelig i forhold til fotogrammetri og telemåling og anvendes kun, hvor der stilles store krav til nøjagtigheden. Fotogrammetri anvendes til kortlægning af større, afgrænsede områder, primært til opgaver, hvor man skal kortlægge genstande, som er let identificerbare fra luften; telemåling anvendes i vanskeligt tilgængelige områder eller til opgaver, hvor man kan drage nytte af refleksionsegenskaberne, som kan være svære at erkende med det blotte øje.

Omkostningerne ved kortlægning afhænger af kravene til nøjagtigheden og dermed til valget af metode. Til gengæld er der i princippet ingen forskel på, hvilke typer informationer man kan samle med de forskellige metoder.

I kortlægningen taler man om at registrere objekter. Et objekt defineres som én genstand eller ét identifikationsnummer. Til objektet kan man knytte forskellige attributter, som fx kan være placering (givet ved koordinaterne), genstandstype, farve, mængde, alder, diameter, højde m.m. Med indførelsen af objekter muliggøres sammenknytning med andre informationer, hvis kortlæggeren og fx Miljøstyrelsen anvender samme identifikationsnummer til en bestemt å.

Registreringen af dataene, der foregår digitalt, omfatter den unikke identifikation, koordinater i referencerammen, en kode for genstandstypen (bygning, vej, vandløb e.l.) og registreringstype (punkt, linje eller flade). Målingerne gemmes i databaser i nøje specificerede systemer. Nogle kortlæggere registrerer i tegningsfiler svarende til almindelige tegneprogrammer, andre i mere komplekse relationsdatabaser. Tegningsfilerne giver stort set kun mulighed for at udtegne kort på papir eller skærm, mens relationsdatabaserne derudover giver mulighed for at gennemføre mere eller mindre komplekse forespørgsler.

Kortlægning er sjældent et mål i sig selv, men indgår som oftest som en del af anden produktion eller som en del af en større registrering og formidling af informationer, fx i et geografisk informationssystem. Se også kortprojektioner.

Læs mere om kartografiens historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Brodersen: kartografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104572