Regionalgeografi, først og fremmest den del af geografien, der behandler de enkelte egne og områder, deres indre struktur og samspil med andre, men også de teoretiske overvejelser herover.

Da den moderne videnskabelige geografi blev etableret i de sidste årtier af 1800-t., var der enighed om, at geografien skulle handle om naturmiljøets og kulturens afhængighed af det naturmæssige grundlag. Den systematiske geografi skulle herudfra behandle biologiske og kulturelle fænomeners naturafhængighed, og Alexander von Humboldts studier af vegetationens geografiske variation tjente som forbillede. Regionalgeografien skulle derimod beskrive sammenhængene i et afgrænset område, og Karl Ritter betragtedes som grundlæggeren af denne del af faget. Regionen blev opfattet som noget reelt eksisterende og som geografiens genstand svarende til stens, planters og dyrs rolle for geologi, botanik og zoologi. Man anskuede regionen som en kompleks helhed, idet kultur- og samfundsforhold blev opfattet som stærkt afhængige af klima og vegetation. Man ønskede at fokusere på kulturfænomener som befolkningstæthed, bebyggelse og erhvervskultur, som opfattedes som direkte og stærkt naturafhængige. Et af hovedværkerne i dansk geografi, Vahl og Hatts Jorden og Menneskelivet fra 1920'erne, er skrevet efter denne opskrift.

Synsvinklen med naturafhængigheden i centrum blev først forladt af angloamerikansk geografi med Richard Hartshorne, der i 1930'erne definerede faget som den korologiske videnskab (den, der studerer fænomenernes rumlige aspekter) og fremhævede regionalgeografien som det, der gjorde geografi til en sammenhængende videnskab. Alligevel opfattede han selve regionsbegrebet som en tankemæssig konstruktion. Pga. mangfoldigheden af sammenhænge i de forskellige regioner måtte studiet af regionerne nødvendigvis være idiografisk. Med udviklingen af den kvantitative geografi efter 1950 blev denne opfattelse angrebet som eksotisk og uvidenskabelig, og regionalgeografi gled i baggrunden.

Efter 1970'erne er der atter opstået interesse for faget, men med en snævrere og anderledes opfattelse af regionsbegrebet. Den fornyede interesse har bl.a. baggrund i den øgede fokusering på regional udvikling, regionale uligheder og regionalpolitik, som det ses både i nationalstaterne og i EU. Hertil kommer en stigende interesse for regional kultur og identitet og evt. tilhørende regionalisme. Som udgangspunkt er disse to interesser meget snævrere i deres perspektiver og meget forskellige fra den oprindelige, holistiske regionalgeografi. Med den øgede interesse for regionaløkonomiske uligheder og for regionerne som politiske aktører, måske delvis til erstatning for nationalstaterne, er der bestræbelser på at formulere en ny regionalgeografi, der kan integrere viden om regionen fra økonomisk, politisk og kulturel geografi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig