Geografien har undergået en specialisering i deldiscipliner som fx jordbundsgeografi, bygeografi og politisk geografi. Det har ført til samarbejde og næsten fusion med andre videnskaber, som det fx ses i fagene geomorfologi (sammen med geologi læren om landskabernes dannelse og dynamik) og økonomisk geografi (regional science). Impulserne udefra har tilført nye tankesæt og inspireret til fornyende udviklinger i den bredere og ofte konservative geografi. Koncentrationen om snævre fagfelter har sin del af æren for, at geografer kom til at praktisere og forstå deres profession i opdagelsernes, nationalstatens, positivismens, marxismens, samfundskritikkens, økologiens eller frigørelsens perspektiv eller interesse. Forskelle mellem bl.a. den traditionelle regionalgeografiske beskrivelse og disciplinernes videnskabelige indsats skabte modsætninger og diskussioner, der forenklet kan samles om to forbundne spørgsmål: Er målet med en geografisk indsats især en beskrivelse eller forståelse af et område (region) og i så fald med hvilket sigte eller formål? Eller bør der især søges forklaringer i samme forstand, som det sker i fysik, som det sker i forståelsen af en tekst eller på en helt tredje måde? De to spørgsmål repræsenterer nogle af de modstillinger, som enhver geografiforståelse stræber efter at afklare eller undertiden bortformulere.
De fleste har prøvet at give "geografiske forklaringer", når de blev præsenteret for udbredelsesmønstre i landskabet eller på kortet. Man kan fx konstatere, at mange østjyske købstæder ligger i bunden af fjordene, og man kan bruge kort og andre kilder til at påvise beliggenhedens forbindelse med istidslandskabet, vadesteder, oplande osv. Sammenligning af kort over samme område, men med forskellige temaer, fører ofte til geografiske forklaringer, som kan afprøves og nuanceres. De moderne Geografiske Informationssystemer (GIS) har gjort hurtig repræsentation og analyse af mange og sammensatte fænomener mulig. Sammenligning af udbredelsesmønstre og konstatering af udbredelsessammenfald er i sig selv en sund geografisk arbejdsform, der umiddelbart kan lede til forklaringer. Sammenfald af udbredelsesmønstre (korrelation) er dog ingen garanti for årsagssammenhæng (kausalitet).
At navigere, dvs. finde vej, eller forklare andre, hvordan de finder vej, er et dagligdags eksempel på løsning af geografiske opgaver. Denne form for opgaveløsning er samtidig en del af den læreproces, som udvikler den enkeltes geografiske formåen og personlige geografi. Ankommet til et sted for første gang udforsker man trinvis omegnens ruter og steder, så den personlige geografi efterhånden udvides med en stadig mere nuanceret mental repræsentation af området; man taler om mentale kort. Der er tilsvarende mekanismer på spil, når man ud ad flyvinduet ser, at Øresund med Amager eller Elbens nedre løb ved Hamburg svarer til det omrids, man kender fra atlasset. Efterhånden som den enkelte lærer og udvikler sig, bliver omverdenen læselig og forståelig, først den nære og efterhånden også den fjernere. Udviklingen af denne færdighed og forståelse kan med rette sammenlignes med at lære at læse og skrive. Når evnen savnes, taler man om geografisk eller omverdens-analfabetisme.
Den geografiske forståelse af et sted, en nation eller en befolkning er altid farvet af vore egne forudsætninger. Det samme gælder vores opfattelse af konkurrerende ønsker om anvendelsen af arealer, resurser osv. Fænomenet kendes i mange afskygninger, fx den eurocentrisme, der lå i udtryk som Fjernøsten og Forindien, og det nutidige forhold, at europæerne og nordamerikanerne bruger uforholdsmæssigt store andele af verdens resurser. Tidssvarende kulturgeografiske modeller forsøger at inddrage denne binding til kontekst og perception.
En bærende, men ikke sikkert bekræftet idé i geografisk formidling er, at øget og pålidelig geografisk indsigt og forståelse vil kunne føre til større ansvarlighed over for vore medmennesker og i konsekvens heraf til en radikal ændring af de globale fordelings- og forbrugsmønstre. Da markedsøkonomi ikke hviler på naturlove, og da miljø, resurser, befolkningsvækst og storbyproblemer har fået politisk topprioritet, taler almindelig egennytte for det samme. Vor tids efterpositivistiske geografi er placeret i den moderne verdens konflikt mellem uoverskuelige problemer og en bl.a. vesterlandsk forankret humanistisk forpligtelse. Er det fx muligt at sikre eller endog udbrede den levevis og de frihedsrettigheder, som vi tager for givne? Giver det overhovedet mening at tale om menneskerettigheder, frihed og livskvalitet i en verden, som præges af vækst- og miljøproblemer i global skala? Kan geografifaget hjælpe os med at håndtere fre
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.