Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

geografi

Oprindelig forfatter OBii Seneste forfatter Redaktionen

Geografi. Koloniseringen af Afrika fuldførtes i slutningen af 1800-t. i et intenst kapløb mellem de europæiske kolonimagter, hvor det ukendte indre af kontinentet blev kortlagt på en lang række opdagelsesrejser, som efterhånden fjernede landkortets hvide pletter. Ekspeditionerne etablerede i mange tilfælde kun en overfladisk geografisk viden, hvilket fortsat afspejler sig i kolonimagternes grænsedragninger mellem landene; grænserne er ofte afsat som lige streger på tværs af naturlige skel og etniske forhold. Illustration fra C.C. Clausen, Vore Fædres og vor egen Tid (1900).

Geografi. Koloniseringen af Afrika fuldførtes i slutningen af 1800-t. i et intenst kapløb mellem de europæiske kolonimagter, hvor det ukendte indre af kontinentet blev kortlagt på en lang række opdagelsesrejser, som efterhånden fjernede landkortets hvide pletter. Ekspeditionerne etablerede i mange tilfælde kun en overfladisk geografisk viden, hvilket fortsat afspejler sig i kolonimagternes grænsedragninger mellem landene; grænserne er ofte afsat som lige streger på tværs af naturlige skel og etniske forhold. Illustration fra C.C. Clausen, Vore Fædres og vor egen Tid (1900).

geografi, læren om Jordens natur, landskaber og samfund. Geografien beskriver menneskets tilværelse i dets omverden, således som den er skabt af naturen og formet af samfundene. Beskrivelsens udgangspunkt er lokalisering og udbredelse, som ofte præsenteres på kort. Geografi er dels et alment vidensområde, dels en videnskab.

Geografien tilstræber at formulere en ordnet beskrivelse af omverdenen og indeholder derfor en tradition og en række fremgangsmåder til undersøgelse, beskrivelse og forklaring af mønstre og samspil på jordoverfladen. Geografi bidrager til menneskets forståelse af tilværelsen ved at styrke indsigten i både det kendte og nære og i det fremmede og fjerne.

Ordet geografi kommer af geo- og -grafi, dvs. 'jordbeskrivelse'.

Videnskabelig geografi

Genstanden for geografisk forskning kan ikke bestemmes entydigt, men den geografiske tradition omfatter nogle gennemgående anliggender, som er blevet undersøgt i overensstemmelse med de forskellige tiders og opfattelsers muligheder.

Annonce

Den geografiske interesse for menneskets samspil med omgivelserne går igen i både forskning og formidling. Det accepteres umiddelbart, at en bjergkæde er forklaringen på et klimaskel, eller at et særligt fysisk miljø er forklaring på begrænsninger i et samfunds muligheder. Men mange årsagsforklaringer, som henviser til en enkelt faktor, er blevet forladt i takt med forøget viden og med en stadig mere fremherskende opfattelse af miljøer, landskaber og samfund som helheder eller systemer. Vigtige, men komplekse forhold kan være svære at udrede, men afgørende erkendelser kan opnås, uden at en sikker kæde af delårsager nødvendigvis har kunnet beskrives. Geografisk viden og forståelse er andet og mere end naturvidenskab. Omverden, landskab og miljø skabes også af kulturens dynamik, i kraft af menneskenes tænkning, idéer og handlinger. Udbredelsen af fx et landbrugsredskab, et transportmiddel eller blot en viden om muligheder eller risici kan helt ændre regioner eller landskaber.

Geografi. En række danske geografer har målbevidst arbejdet med at udvikle tematiske kort og andre afbildningsformer. Prikkortet viser fødested for Esbjergs indbyggere i 1940. Esbjerg opstod i slutningen af 1800-t. og tiltrak tilflyttere fra hele landet. Kortet er udtryk for den geografiske bestræbelse på at opfange samfundets dynamik. Den kartografiske teknik og fremstillingsform er typisk for tiden. (Aa.H. Kampp og Aage Aagesen Det danske Kulturlandskab, 1965).

Geografi. En række danske geografer har målbevidst arbejdet med at udvikle tematiske kort og andre afbildningsformer. Prikkortet viser fødested for Esbjergs indbyggere i 1940. Esbjerg opstod i slutningen af 1800-t. og tiltrak tilflyttere fra hele landet. Kortet er udtryk for den geografiske bestræbelse på at opfange samfundets dynamik. Den kartografiske teknik og fremstillingsform er typisk for tiden. (Aa.H. Kampp og Aage Aagesen Det danske Kulturlandskab, 1965).

Mange geografer har i tidernes løb stillet deres kompetencer i magthavernes tjeneste. Det er ikke overraskende, da geografisk foretagsomhed dels kræver store resurser, dels beskæftiger sig med landskab, samfund og politik. Det gælder opdagelsesrejser, landmåling, planlægning, miljø- og resursevurdering og spionage. Store geografiske og kartografiske fremskridt er da også ofte sket i forbindelse med politiske og militære initiativer. Det gælder ikke mindst inden for kortlægning, flyfotografering og senest remote sensing, analyse af signaler fra satellitovervågning, som alle først og fremmest skyldes militært begrundede investeringer. Indsatsen på disse områder har alligevel haft afgørende betydning for geografifaget ikke alene ved at løse hidtil svære geografiske formidlingsopgaver, men også ved i vid udstrækning at sætte den geografiske forsknings dagsorden.

Beliggenhed, mønstre og samspil

Alle fænomener på Jordens overflade er geografiske i den forstand, at de eksisterer i rumlige mønstre, der oftest forandres gennem tiden. Dette geografiske perspektiv kommer praktisk og videnskabeligt til udtryk i spatial, dvs. rumlig, analyse og beskrivelse. Nogle eksempler: Oliventræets udbredelse i Europa falder omtrent sammen med det subtropiske vinterregnsbælte. De fleste gamle bebyggelser på landet er lokaliseret nær terrængrænser, så der er adgang til ager, eng og drikkevand og mulighed for flugt til højereliggende steder ved oversvømmelse. Moderne transportmidler har skabt nye bebyggelsesmønstre med bl.a. sovebyer i en ring omkring storbyerne, og med øget transporthastighed vokser disse oplandes størrelse. Øget information og flere rejser påvirker menneskets opfattelse af afstand, af hvad der er nært og fjernt.

Forklaringer

Geografien har undergået en specialisering i deldiscipliner som fx jordbundsgeografi, bygeografi og politisk geografi. Det har ført til samarbejde og næsten fusion med andre videnskaber, som det fx ses i fagene geomorfologi (sammen med geologi læren om landskabernes dannelse og dynamik) og økonomisk geografi (regional science). Impulserne udefra har tilført nye tankesæt og inspireret til fornyende udviklinger i den bredere og ofte konservative geografi. Koncentrationen om snævre fagfelter har sin del af æren for, at geografer kom til at praktisere og forstå deres profession i opdagelsernes, nationalstatens, positivismens, marxismens, samfundskritikkens, økologiens eller frigørelsens perspektiv eller interesse. Forskelle mellem bl.a. den traditionelle regionalgeografiske beskrivelse og disciplinernes videnskabelige indsats skabte modsætninger og diskussioner, der forenklet kan samles om to forbundne spørgsmål: Er målet med en geografisk indsats især en beskrivelse eller forståelse af et område (region) og i så fald med hvilket sigte eller formål? Eller bør der især søges forklaringer i samme forstand, som det sker i fysik, som det sker i forståelsen af en tekst eller på en helt tredje måde? De to spørgsmål repræsenterer nogle af de modstillinger, som enhver geografiforståelse stræber efter at afklare eller undertiden bortformulere.

Geografi. Efter inddæmningen af de hollandske Zuiderpoldere anlagdes bebyggelsen med inspiration fra teoretiske modeller om servicecentre (th.). Bl.a. W. Christallers model har haft stor betydning for praktisk regions- og byplanlægning. Modeller, som var inspireret af virkelige landskaber, kom således til at præge senere tiders landskaber.

Geografi. Efter inddæmningen af de hollandske Zuiderpoldere anlagdes bebyggelsen med inspiration fra teoretiske modeller om servicecentre (th.). Bl.a. W. Christallers model har haft stor betydning for praktisk regions- og byplanlægning. Modeller, som var inspireret af virkelige landskaber, kom således til at præge senere tiders landskaber.

De fleste har prøvet at give "geografiske forklaringer", når de blev præsenteret for udbredelsesmønstre i landskabet eller på kortet. Man kan fx konstatere, at mange østjyske købstæder ligger i bunden af fjordene, og man kan bruge kort og andre kilder til at påvise beliggenhedens forbindelse med istidslandskabet, vadesteder, oplande osv. Sammenligning af kort over samme område, men med forskellige temaer, fører ofte til geografiske forklaringer, som kan afprøves og nuanceres. De moderne Geografiske Informationssystemer (GIS) har gjort hurtig repræsentation og analyse af mange og sammensatte fænomener mulig. Sammenligning af udbredelsesmønstre og konstatering af udbredelsessammenfald er i sig selv en sund geografisk arbejdsform, der umiddelbart kan lede til forklaringer. Sammenfald af udbredelsesmønstre (korrelation) er dog ingen garanti for årsagssammenhæng (kausalitet).

At navigere, dvs. finde vej, eller forklare andre, hvordan de finder vej, er et dagligdags eksempel på løsning af geografiske opgaver. Denne form for opgaveløsning er samtidig en del af den læreproces, som udvikler den enkeltes geografiske formåen og personlige geografi. Ankommet til et sted for første gang udforsker man trinvis omegnens ruter og steder, så den personlige geografi efterhånden udvides med en stadig mere nuanceret mental repræsentation af området; man taler om mentale kort. Der er tilsvarende mekanismer på spil, når man ud ad flyvinduet ser, at Øresund med Amager eller Elbens nedre løb ved Hamburg svarer til det omrids, man kender fra atlasset. Efterhånden som den enkelte lærer og udvikler sig, bliver omverdenen læselig og forståelig, først den nære og efterhånden også den fjernere. Udviklingen af denne færdighed og forståelse kan med rette sammenlignes med at lære at læse og skrive. Når evnen savnes, taler man om geografisk eller omverdens-analfabetisme.

Den geografiske forståelse af et sted, en nation eller en befolkning er altid farvet af vore egne forudsætninger. Det samme gælder vores opfattelse af konkurrerende ønsker om anvendelsen af arealer, resurser osv. Fænomenet kendes i mange afskygninger, fx den eurocentrisme, der lå i udtryk som Fjernøsten og Forindien, og det nutidige forhold, at europæerne og nordamerikanerne bruger uforholdsmæssigt store andele af verdens resurser. Tidssvarende kulturgeografiske modeller forsøger at inddrage denne binding til kontekst og perception.

En bærende, men ikke sikkert bekræftet idé i geografisk formidling er, at øget og pålidelig geografisk indsigt og forståelse vil kunne føre til større ansvarlighed over for vore medmennesker og i konsekvens heraf til en radikal ændring af de globale fordelings- og forbrugsmønstre. Da markedsøkonomi ikke hviler på naturlove, og da miljø, resurser, befolkningsvækst og storbyproblemer har fået politisk topprioritet, taler almindelig egennytte for det samme. Vor tids efterpositivistiske geografi er placeret i den moderne verdens konflikt mellem uoverskuelige problemer og en bl.a. vesterlandsk forankret humanistisk forpligtelse. Er det fx muligt at sikre eller endog udbrede den levevis og de frihedsrettigheder, som vi tager for givne? Giver det overhovedet mening at tale om menneskerettigheder, frihed og livskvalitet i en verden, som præges af vækst- og miljøproblemer i global skala? Kan geografifaget hjælpe os med at håndtere fre

Historie

Det enkelte menneskes geografiske verdensbillede er i psykologisk og praktisk forstand egocentrisk og bundet til egen kultur, dvs. også etnocentrisk. En kineser, tyrk, portugiser eller englænder har måttet se udvidelsen af sin omverdenskundskab i et perspektiv med Beijing, Istanbul, Lissabon eller London i centrum. Geografiernes historier er derfor lige så talrige som kulturerne, om end der efterhånden tegnede sig et i et vist omfang fælles billede af geografiens udvikling.

Den græske og hellenistiske tradition frembragte geografiske beskrivelser og en række kort over den kendte verden, dvs. de efterhånden kendte dele af Asien, Europa og Afrika. Herodot beskrev i 400-t. f.Kr. den tids kendte verden. Han fortalte om steders og landes beliggenhed, topografi, klima, folk, erhverv og livsformer. Eratosthenes beregnede i 200-t. f.Kr. Jordens størrelse med forbløffende godt resultat, afgrænsede den kendte verden og skitserede dens opdeling efter topografien. Strabon sammenfattede den kendte geografi omkring vor tidsregnings begyndelse. Han citerede både ældre forfattere (Hippokrates, Herodot og Polybios) og for- og samtidens rejsende og erobrere (Alexander, Cæsar). Hans værk er eklektisk, da han forstod samfundene som både mennesket i samspil med naturen og som funktioner af livsform, kultur og styreform. Oldtidens geografi var sammenvævet med astronomi, matematik og kortlægning og fremstillede Jorden som en kugle. Det geocentriske verdensbillede og den da kendte geografi blev sammenfattet af Ptolemaios i 100-t. e.Kr. Geografien var mod oldtidens slutning udviklet så vidt, at fagets nutidige anliggender var formuleret, og de centrale spørgsmål var stillet eller kunne anes.

Frem til tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 foregik geografiens udvikling i den østromerske og især i den arabiske kulturkreds. Oldtidens kundskab, dvs. græsk, romersk, persisk og endog indisk og kinesisk geografi, blev videreført i den islamiske verden. De to største herfra, Ibn Khaldun og Ibn Battuta, virkede i 1300-t. Heroverfor fik middelalderens europæiske geografi latinske forfattere og Bibelen som autoriteter. Dette ændredes først ved optakten til opdagelsesrejserne, handelens vækst og fornyet adgang til oldtidens skrifter, dvs. ved indledningen af renæssancen.

Renæssance og oplysningstid

De mange opdagelsesrejser og den efterhånden stærkt voksende søfart stillede geografi og kartografi over for store udfordringer. Den nu samlede viden om de gamle spørgsmål — gradnet, stedsbestemmelse, Jordens størrelse osv. — var et godt grundlag, og verdenskortets hvide pletter mindskedes. Bernhardus Varenius, der regnes blandt den videnskabelige geografis grundlæggere, stræbte i 1600-t. efter at afgrænse faget og skelnede mellem regionalgeografi og en teoretisk eller almen geografi. I de følgende 200 år gennemførtes videnskabelig udforskning, opmåling og prospektering verden over. De store kolonilande oprettede geografiske selskaber i løbet af 1800-t.s første tredjedel. De støttede udforskningen og gjorde faget til tjener for udbredelsen af den vestlige civilisations velsignelser, for kapitalismen og for videnskaben i oplysningstidens forstand.

Geografien er scenen, og historien er teksten. Denne grundlæggende og klargørende anskuelse træffes i 1700-t. hos Immanuel Kant, J.G. von Herder og senere hos Carl Sauer, der ser regionen som modstykke til den historiske periode. De to beskrivende fag, geografi og historie, samspiller i Kants forståelse med en logisk klassifikation, dvs. med det, vi kalder de systematiske discipliner. Hermed var der formuleret en fortsat aktuel dialektik og skabt en ramme om geografiens specialisering.

Alexander von Humboldt og Karl Ritter virkede især i første halvdel af 1800-t. og anses for den moderne geografis grundlæggere. Det blev dem, der gennem klassifikation og sammenlignende metode satte den geografiske viden i system og formidlede den i sammenhængende, ofte regionalgeografiske beskrivelser.

Specialisering

I løbet af 1800-t. blev geografi institutionaliseret ved universiteterne og efterhånden også i almendannende undervisning. Forskellige skoler og nationale tendenser kunne efterhånden tydeligt erkendes; der sås fx forskelle mellem en tysk, fransk, britisk og efterhånden også en nordamerikansk tradition. Samtidig udvikledes skoler, som lagde vægt på forskellige områder: geomorfologi, økologi, økonomisk geografi og ikke mindst regionalgeografi.

Det er bemærkelsesværdigt, at meget forskellige former for geografisk praksis gennem mange år har eksisteret side om side. Antagelsen af, at den ene faglige retning skulle afløse den anden, passer dårligt på geografi, hvor ikke alene de klassiske modstillinger, men også flere afgørende forskellige fagforståelser har kunnet trives side om side — også inden for de samme institutioner. To sådanne modsætningsfyldte temaer, mennesket i eller over for miljøet og regionalgeografi, skal omtales kort.

Spørgsmålet om mennesket i dets omgivelser er så gammelt som geografien. Den opfattelse, at det er de naturgivne forudsætninger, som bestemmer landskabernes og samfundenes udformning, en naturdeterminisme, blev særlig fremtrædende med rationalismen og de store naturvidenskabelige landvindinger. Denne og andre former for enkle årsagsforklaringer nuanceredes efterhånden. I fysisk geografi og i systemisk eller økologisk funderet kulturgeografi har omverdensdeterminisme og årsagsforklaringer fortsat en plads. Darwinismen satte sine spor i geografien, bl.a. i den organismemetafor for samfund, som både kan fremme indsigt og forståelse og føre til den sociale og politiske darwinisme, som har sat sig ubehagelige spor i så forskellige områder som byøkologi og politisk og økonomisk geografi.

Opfattelsen af regionen som en konstituerende geografisk størrelse har spillet en stor rolle både i 1800- og 1900-t. Vidal de la Blache, hovedfiguren i den franske skole, så geografi som studiet af jordoverfladens varierende udseende på forskellige lokaliteter. Han indførte et livsformsbegreb, genre de vie, til beskrivelsen af det menneskepåvirkede landskab, regionen. Hans regionalgeografi forbandt de økologiske, antropologiske og historiske dimensioner. Den tyske regionalgeografi, der bl.a. bygger på Humboldt og Ritter, fik med Alfred Hettners länderkundliche Schema en ramme om den systematiske regionsbeskrivelse, der fortsat kan spores i megen geografi. Dette skema, der er forankret i disciplinerne og bl.a. forudsætter kartografisk analyse, blev hans og mange efterfølgeres bud på geografisk beskrivelse. Hver enkelt lokalitet opfattes som et unikt sted og beskrives idiografisk som sådant. Heroverfor står den nomotetiske videnskab, som søger at afdække almengyldige lovmæssigheder. Modsætningen mellem disse to veje har fulgt regionalgeografien — og med den geografien — op til nutiden.

Mod vor tid

De fysisk-geografiske discipliner har i mindst et par århundreder udfoldet sig som nomotetiske videnskaber. En tilsvarende udvikling kom sent i gang inden for kulturgeografien. J.H. von Thünens Der isolierte Staat, der foregreb den empiristiske økonomiske geografi, som slog igennem sidst i 1960'erne, udkom dog så tidligt som i 1826. Den vigtige central place-teori om byer og servicecentre (Walter Christaller) kom allerede i 1933. I løbet af 1960'erne og 1970'erne skete en værdifuld, positivistisk inspireret teoretisk afklaring, som var en ajourføring i forhold til nabodisciplinerne. Den nomotetisk orienterede kulturgeografi eksisterede og eksisterer parallelt med andre geografiforståelser. Den berømte diskussion i midten af 1900-t. mellem Richard Hartshorne og Fred Schaefer viste forskellene. Hartshorne så geografien som den rums- eller regionsvidenskab, der undersøger det kompleks af fænomener, som tilsammen udgør sted eller region. Geografien var for Hartshorne et spektrum af systematiske omverdensvidenskaber snarere end en bro mellem adskilte natur- og samfundsvidenskaber. Geografi var science på arealdifferentiationens, regionens og til dels syntesens grund. Schaefers kritik heraf hvilede på et empirisk-analytisk videnskabsideal, hvor det nomotetiske blev foretrukket for det idiografiske. Denne nordamerikanske diskussion udforsker tidløse anliggender og tankegods fra den logiske empirisme, fra fransk og tysk geografi, fra encyklopædismen og fra Kant.

Flere af de geografer, fx William Bunge (f. 1928) og David Harvey, som i 1960'erne bidrog afgørende til den positivistisk orienterede kulturgeografi, var 10-15 år senere blandt de førende i en samfundskritisk geografi, som bl.a. tog udgangspunkt i historisk materialisme. De genoptog en samfundskritisk tradition fra bl.a. Elisée Reclus, som oplevede Pariserkommunen i 1871, havde anarkistiske sympatier og tilbragte en årrække i landflygtighed. Hans ven fra årene i Schweiz, grev Kropotkin, blev trods sin militære baggrund også anarkist og oplevede fængsling og landflygtighed. Hans ståsted prægede både hans praksis og hans udgivelser, som dels fremhævede geografifagets betydning for en mere ligelig fordeling af resurser og goder, dels påviste fagets rolle som bindeled mellem natur- og samfundsfaglige discipliner.

En del marxistiskinspireret geografi er udtryk for en tvivl og nogle bestræbelser, der også træffes inden for de områder i geografien, som kan kaldes humanistiske. Tvivlen har været rettet mod en ureflekteret positivistisk forskningspraksis, mod forskningens mål og mod dens mere eller mindre skjulte hensigter. Bl.a. kan nævnes David M. Smith, der søgte at bygge en velfærdsgeografi, som også nyttiggjorde positivistisk orienteret kulturgeografi. De humanistiske anliggender og brug af tolkende fremgangsmåder kendes fra flere hundrede års geografi.

De efterpositivistiske strømninger anviser differentierede veje til geografisk erkendelse og formidling og forholder sig til menneskets forpligtelse og handling i omverden og samfund. Fx spænder feministisk geografi fra temaer som kvinders vilkår og kvindeerhvervs geografi til fagets traditionelle temaer (fx Doreen Massey). Feministisk geografi har ført an i bestræbelser på at overvinde eller nyformulere modstillinger, der også ses i geografi; rationalitet over for følelse eller bevidsthed over for krop. Det er bestræbelser, som har fremmet nye vurderinger af bl.a. fagets modeller, dets metaforer og sprog.

Tilbageblik og status

Omstændigheder og samfund afgjorde, hvor værdsat geografisk indsats og profession blev. Handelssamkvem, opdagelsesrejser og imperialisme, konflikter og planlægning skabte behov for og en udvikling af geografisk viden og kompetence. Det var tit svært at afgøre, hvornår en person var geograf eller en profession geografisk. Denne for så vidt uvæsentlige uklarhed hænger sammen med et par forvirrende træk fra geografiens historie og praksis. Mange geografer var ikke blot geografer (og opfattede sig måske endda ikke sådan), men kartografer, opdagelsesrejsende, krønikeskrivere, hærførere, kolonisatorer eller spioner. Friedrich Ratzel var geolog, J.H. von Thünen godsejer og Karl Haushofer officer. Dette træk er i god overensstemmelse med geografiens karakter og ses også i geografisk formidling. Faget er både universitetsfag og skolefag; det er både en videnskab, en del af den almene dannelse og et bidrag til personlighedens udvikling.

Dansk geografi

Den tidligste geografiske kundskab om Danmark stammer især fra udenlandske kilder. Blandt de første danske bidrag er Johannes Mejers kortværk over det danske rige fra midten af 1600-t. og de store nationale topografiske værker af Peder Hansen Resen og Erik Pontoppidan. Her skabtes en tradition, som bl.a. fortsattes i en række udgaver af den detaljerede topografiske beskrivelse: J.P. TrapsDanmark (1. udg. 1858-60). På søsiden bidrog Jens Sørensen med fremragende kortlægning af farvandene.

Ved Københavns Universitet fandtes geografi sammen med historie fra 1630. J.F. Schou (1789-1852) var professor i botanik, men forelæste også i fysisk geografi. Denne naturgeografiske tradition har præget dansk geografi i lange perioder. Ernst Løffler blev 1888 den første danske professor i geografi. Hans afløser, H.P. Steensby, var især etnograf, men søgte at fremme både natur- og kulturgeografi. Naturgeografen Martin Vahl og kulturgeografen Gudmund Hatt prægede dansk geografi i årtier, ikke mindst gennem det klassiske firebinds værk Jorden og Menneskelivet (1922-27). De efterfulgtes af betydelige forskere, bl.a. kulturgeografer som Johannes Humlum, C.G. Feilberg og Sofus Christiansen og naturgeografer som Axel Schou, Børge Jacobsen (1916-70) og N. Kingo Jacobsen (1921-2004). Tilknytningen til historiefaget blev fastholdt af bl.a. Viggo Hansen (1913-89), Aa. H. Kampp (1906-90) og Steen B. Böcher (1906-87) i deres studier af det danske kulturlandskab. Det var Einar Storgaards (1890-1981) fortjeneste, at en regionalgeografisk tradition kunne vedligeholdes. Martin Vahls afløser, Niels "Nilaus" Nielsen, var den store organisator, i hvis embedstid Geografisk Institut udvidedes, og store projekter iværksattes.

Det Kongelige Danske Geografiske Selskab (fra 1876) var sammen med Københavns Universitet længe basis for dansk geografisk forskning og videnskabelig publikation. Hertil føjede sig langt senere Aarhus Universitet, Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet og en række institutioner, hvor geografi bidrager til forskning og undervisning. I den almendannende undervisning indførtes geografi i latinskolen i 1871 og i folkeskolen i 1903.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove Biilmann: geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=482857