Gudmund Hatt

Gudmund Hatt, 1884-1960, dansk kulturgeograf, etnograf og arkæolog; professor i kulturgeografi ved Københavns Universitet 1929-47.

Gudmund Hatts mest omfattende indsats i geografien er firebindsværket Jorden og Menneskelivet (1922-27, sammen med Martin Vahl). I etnografien har Arktiske Skinddragter (disputats 1914) sat sig spor ved at anvise metoder til sporing af eskimokulturernes oprindelse. Også hans arbejde over rensdyrnomadisme, bygget på bl.a. hustruen Emilie Demant Hatts (1873-1958) undersøgelser over samerne, viser hans evne til at se store sammenhænge.

Gudmund Hatt har præget arkæologien gennem talrige udgravninger af bopladser fra jernalderen, fremlagt bl.a. i værket Nørre Fjand, 1957, ved at indføre fladeafgravningsmetoden og ved at påvise jernalderens agerfelter (Oldtidsagre 1949).

Gudmund Hatts interesse for politisk geografi resulterede bl.a. i Stillehavsproblemer (1936). En uklar retssag i 1947, der vedrørte Hatts påståede tyskvenlighed under krigen, medførte, at han søgte sin afsked fra universitetet. I sine sidste, meget aktive år arbejdede han især med etnologiske emner og publicerede bl.a. i Canada.