Sundini, Sundalgið, 40 km langt sund, der adskiller Streymoy og Eysturoy på Færøerne. På det smalleste sted nær bygden Oyri er det kun 150 m bredt, og her forbinder en bro de to øer. Sydpå bliver farvandet bredere og kaldes Tangafjørður. Midt i denne ligger nogle skær, Flesjarnir, der har forårsaget mange skibshavarier.