Streymoy, Strømø, Færøernes største ø; 373 km2, 22.492 indb. (2011). Øen er lang og ret smal og gennemsættes af to dalstrøg, Saksunardalur mod nord og på midten Kollfjarðardalur, som mod øst strækker sig ud i den bugtede fjord Kollafjørður. Øens højeste fjelde ligger mod nord, Koppenni (790 m) ved Saksun og midt på øen Skælingsfjall (763 m), der knejser over Kollfjarðardalur. Mod syd er der lavere liggende områder med afrundede fjelde omkring Tórshavn; denne type terræn er ikke udbredt på Færøerne og har givet hovedstaden gode ekspansionsmuligheder. Allerede i Færingesaga omtales stedet som færingernes tingsted.

Nedbøren er størst mod vest omkring Vestmanna, hvor elvene driver flere vandkraftværker. Et moderne vejnet forbinder samtlige bygder, og der er broforbindelse over Sundini til Eysturoy. Fra Tórshavn er der færgeforbindelse til Nólsoy; fra Gamla Rætt på sydvestsiden af øen er der færgeforbindelse til Sandoy og Hestur. En undersøisk tunnel til naboøen Vágar med øernes eneste lufthavn udgår fra dalen ved Leynar. Den blev taget i brug i 2002; længde 4900 m. Der er forberedende undersøgelser i gang med henblik på lignende tunnelforbindelser fra Gamla Rætt til Sandoy, og fra Hvítanes til Skálafjørður-området på Eysturoy.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig