Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valenciennes

Oprindelig forfatter SIll Seneste forfatter Redaktionen

Valenciennes, by i Nordfrankrig 45 km SØ for Lille, nær grænsen til Belgien; ca. 42.900 indb. (2013). Valenciennes er en gammel handelsby og kendt bl.a. som fødested for billedhuggerne og malerne J.-F.-J. Saly, J.-B. Carpeaux og Antoine Watteau, som er repræsenteret på byens righoldige kunstmuseum (grdl. 1782). Byen er også kendt for sine fine, brede kniplinger, der især var en stor industri i 1700-t. Under de to verdenskrige blev byen hårdt ramt, og den gamle by eksisterer stort set ikke i dag.

Beliggenheden i det nordfranske kulfelt bevirkede en kraftig vækst i 1800-t., efterfulgt af opblomstringen af en stålindustri. Byen er spredt over et stort areal pga. mineskakternes placering. Også arbejdernes boliger er lokaliseret i talrige spredte bebyggelser, adskilt af affaldsbjerge fra minedriften og industriarealer, og hele området er stærkt forurenet.

Fra ca. 1960 kom kulminedriften og jernudsmeltningen i krise, og begge aktiviteter er nu ophørt. Også stål- og maskinindustrien blev hårdt ramt; dog fortsætter den omfattende fremstilling af jernbanemateriel, og nye investeringer har muliggjort bilfabrikation. I 1964 blev et universitet oprettet. Disse initiativer har dog ikke kunnet forhindre en høj arbejdsløshed og tilbagegang i folketallet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Illeris: Valenciennes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178024