Rodez, by i Sydfrankrig 125 km NØ for Toulouse og administrationsby for departementet Aveyron; 23.700 indb. (2013). Middelalderbyen med mange gamle bygninger ligger på et højdedrag med en imponerende gotisk domkirke, opført i 1200-1400-t. af røde sandsten. Byen er først og fremmest handels- og servicecenter for de omgivende landdistrikter, men her fremstilles også udstyr til biler.