Périgueux, fransk by ved floden Isle 110 km NØ for Bordeaux; ca. 30.000 indb. (2013). Byen er den vigtigste i Périgord og administrationsby for departementet Dordogne. Périgueux er handels- og serviceby for det omliggende landbrugsområde og en turistby med kun lidt industri; især siden 1970 har den haft frimærkefremstilling for Frankrigs og 20 andre landes postvæsen (ca. 3 mia. frimærker pr. år). Byens centrum er fra middelalderen og har snævre brostensgader og restauranter med egnens specialiteter, bl.a. gåselever og trøfler.

Fra antikkens by Vesuna er bevaret arenaen, Tour de Vésone og dele af bymuren fra 400-t. Den romanske katedral Saint-Front fra 900-1100-t. er en mægtig, byzantinsk påvirket korskuppelkirke med fem kupler; den blev hårdhændet restaureret 1852-1900 af bl.a. Paul Abadie. Kirken Saint-Étienne fra 1000-1100-t. var byens katedral indtil 1669. Musée du Périgord rummer foruden billedkunst arkæologiske samlinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig