Perignon. Kongerne af Mallorcas middelalderlige palads (Palais des Rois de Majorque).

.

Perpignan, by i Sydfrankrig nær Middelhavet og den spanske grænse, administrationsby for den historiske provins Roussillon og efter 1789 for departementet Pyrénées-Orientales; ca. 121.000 indb. (2013). Perpignan er først og fremmest en grænseby, hvis centrum med livlige handelsgader domineres af et stort citadel, hvori bl.a. kongerne af Mallorcas middelalderlige palads (Palais des Rois de Majorque) ligger. Fæstningsværkerne rundt om den gamle bydel blev først i 1904 sløjfet til fordel for en ring af boulevarder. I den gamle bydel ligger det middelalderlige rådhus og børsbygningen Loge de Mer samt Saint-Jean-katedralen, opført 1324-1509.

Erhvervsmæssigt medførte grænsebeliggenheden i århundreder en manglende investeringslyst, så beskæftigelsen blev domineret af militæret. Først med Spaniens EU-medlemskab i 1986 og udbygningen af motorvejen mellem Frankrig og Barcelona er grænsebeliggenheden vendt til en fordel med stærk vækst i handel og transport. Perpignan har engroshandel med frugt og grøntsager (Saint-Charles-markedet) og turisme. Industrien er beskeden, men universitetet (1979) og kulturelle aktiviteter er kommet til, og byen har bredt sig mod syd og øst, mens den mod nord bremses af floden Têt og mod vest af jernbane og motorvej.

Perpignan var hovedstad i grevskabet Roussillon indtil 1172, da kongen af Aragonien overtog området. 1276-1344 var byen hovedstad for kongerne af Mallorca. I 1400-t. tilbageerobrede Frankrig byen, men den blev atter catalansk, indtil den i 1642 blev erobret og endeligt kom under Frankrig ved Pyrenæerfreden i 1659.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig