Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nancy

Oprindelige forfattere ALThy, ETN og JWar Seneste forfatter Redaktionen

Nancy, by i det nordøstlige Frankrig og administrationsby for departementet Meurthe-et-Moselle; ca. 104.000 indb. (2013). Byen er beliggende ved floden Meurthe 10 km fra denne flods sammenløb med floden Moselle og ved kanalen, der forbinder floderne Marne og Rhinen.

Hertugerne af Lorraine udviklede i 1700-t. bydelen Ville-Neuve og tilførte byen arkitektoniske mesterværker. Bymidtens struktur præges af de tre centrale pladser Place de la Carrière, Place Stanislas og Place d'Alliance.

Beliggenheden ved de centrale vandveje betød økonomisk fremgang i forbindelse med den industrielle revolution, da byen nød godt af de store salt- og jernmalmforekomster i området; betydelige industrivirksomheder voksede op.

Annonce

Den gamle jern- og metalindustri er nu ophørt, og minerne er lukket. I dag har byen en del blandet industri (fødevarer, skotøj, glas og en stor trykkerivirksomhed). Desuden er engroshandelen og bankvæsenet veludviklet.

Universitetet og andre uddannelses- og forskningsinstitutioner har et udbygget samarbejde med erhvervslivet i byen. Nancy har desuden et aktivt kulturliv især inden for musik og teater.

Staten udpegede i 1969 nabobyen Metz til regionshovedstad for Lorraine, skønt Nancy havde opbygget mange af de til en regionshovedstad hørende institutioner. Der er betalingsfri motorvejsforbindelse og tog i pendulfart de 60 km mellem de to byer, der også har fælles lufthavn.

Arkitektur og museer

I den gamle bydel ses Palais Ducal fra 1500-t., der i dag er museum. Paladsbygningen er forenet med et af rokokoens fineste pladsanlæg, Place Stanislas, opført 1751-55 af Emanuel Héré. Anlægget er forbundet med Place de la Carrière med en triumfbue og munder ud i den tværgående plads l'Hémicycle. Byens keramikmuseum er grundlagt af glaskunstneren Émile Gallé.

Historie

Nancy blev grundlagt lidt før 1100. Byens historie er præget af den strategiske placering i grænselandet mellem Frankrig og Tyskland. I 1400-t. forsøgte de burgundiske hertuger at inkorporere Lorraine i deres statsdannelse, men dette endte i 1477 med belejringen af Nancy, Karl den Dristiges død og begyndelsen til Burgunds opløsning.

Som hovedstad i det selvstændige Lorraine oplevede Nancy en storhedstid i 1500-t. Med ganske få afbrydelser var byen i hele 1600-t. besat af Frankrig, mens 1700-t. blev kendetegnet ved stor velstand og en stærk industrialisering.

Da Tyskland i 1870 annekterede Alsace og Lorraine, blev Nancy fransk grænseby og så sig i perioden op til 1918 som vogter af alt fransk. Det medførte ud over stærk nationalisme en stor kunstnerisk og industriel kreativitet.

Efter 1. Verdenskrig oplevede regionen en masseindvandring fra Polen og Italien, hvilket stadig præger byen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Lise Thygesen, Eva Trein Nielsen, John Warcelmann: Nancy i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129863