Limoges, by i Midtfrankrig 175 km NØ for Bordeaux; 135.000 indb. (2013). Limoges er administrationsby for departementet Haute-Vienne og har været et regionalt samfærdsels- og handelscenter siden romertiden. Byens beliggenhed er betinget af passagen over Loire-bifloden Vienne. Der er to bykerner, begge nord for floden; den ene ligger omkring domkirken Saint-Étienne svarende til romertidens by, den anden udgør det nuværende handelscenter. Industrien har bredt sig langs floden og langs motorvejen Paris-Toulouse, mens beboelseskvartererne overvejende ligger NV for bykernerne. Byens universitet fra 1968 har ca. 15.500 studerende (2016).

Porcelænsfremstillingen i Limoges er verdensberømt; den er baseret på kaolinforekomster syd for byen og blomstrede op fra slutningen af 1700-t. med en mængde små virksomheder, der omkring år 1900 beskæftigede ca. 15.000 mennesker. Porcelænsfremstillingen medførte en kraftig byvækst, og at Limoges blev en stærk bastion for arbejderpartierne; nogle af de første arbejderbevægelser i Frankrig opstod her. Konkurrence fra lavtlønslande har siden kraftigt reduceret byens beskæftigelse i branchen. Til gengæld er der udviklet en fremstilling af teknisk porcelæn, ligesom forskningsinstitutioner fokuserer på keramiske materialer. Vigtig er også fremstillingen af elektriske apparater i det multinationale, familieejede firma Legrand med hovedsæde og flere fabrikker i byen. Egnsudviklingsstøtte medførte i 1960'erne en tilflytning af industri, men den er ophørt; servicesektoren er trængt under den befolknings- og erhvervsmæssige tilbagegang i oplandet, og byens folketal er aftagende.

Navnet Limoges stammer fra folkeslaget limovicerne. I middelalderen var byen kendt for sin emaljefremstilling og for Saint Martial-klostrets berømte skole og samling af illuminerede håndskrifter. I 1100-t. gjorde Bernart de Ventadorn den lokale dialekt berømt i sin trubadurdigtning, og i 1700-t. blev Limoges kendt, da Jacques Turgot tog initiativet til porcelænsfremstilling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig