Le Havre, (fr. 'havnen'), havne- og industriby i Nordfrankrig på nordsiden af Seinens udløb i Den Engelske Kanal; 172.000 indb. (2013). Le Havre er efter Rouen den største by i Haute-Normandie.

Havnen, Port autonome du Havre, på grund af stor tidevandsforskel (8 m) en dokhavn, er efter Marseille Frankrigs vigtigste gods- og oliehavn. Den er landets vigtigste containerhavn og har færgeforbindelse til Storbritannien. 1/3 af Le Havre-områdets beskæftigelse er knyttet til havnen, der sammen med Rouen er havn for hele Parisområdet. Der er god forbindelse til Paris med jernbane og motorvej samt Seinens flodtrafik. Rederivirksomhed er omfattende. Olieraffinaderier i området omfatter 1/4 af landets samlede kapacitet, og der findes mange petrokemiske og kemiske industrivirksomheder. Maskinindustrien omfatter bl.a. værfter, jernbanemateriel og biler.

Stagnation i havnen og industrien, mangel på væksterhverv samt en relativt lavkvalificeret arbejdsstyrke er baggrund for en ganske høj arbejdsløshed og stagnation i befolkningstallet. Le Havres opland er i forhold til byens størrelse lille, og væksten i servicesektoren er langtfra tilstrækkelig til at opsuge arbejdsløsheden fra industrien og havnen.

Broen Pont de Normandie (fra 1994) over Seinens munding lige øst for Le Havre har væsentligt forbedret forbindelsen mellem Frankrigs nordøstlige og nordvestlige del og kan måske få en positiv virkning for Le Havres opland og dermed for servicesektoren. Universitetet (fra 1984) omfatter primært natur- og tekniske videnskaber, og byen har mange fagskoler (søfart, teknik, handel).

Le Havre blev i 1517 grundlagt ved Seinens udløb af Frankrigs konge, Frans 1., og udviklede sig på grundlag af kolonihandelen og Nordamerikatrafikken til en vigtig handelsby.

Den blev ødelagt af bombardementer i 1944 og er siden genopbygget under ledelse af arkitekten Auguste Perret. Blandt de få bevarede gamle bygninger er kirken Notre-Dame fra 1500-1600-t. Kunstmuseet i Le Havre er velforsynet med værker af kunstnere fra egnen, bl.a. Eugène Boudin og Raoul Dufy.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig