Aquitanske Bassin, område i Sydvestfrankrig; ca. 80.000 km2. Det er det sydligste af Frankrigs to store sedimentbassiner og er omkranset af det Armorikanske Massiv, Centralmassivet og Pyrenæerne. Mod vest afgrænses det af en udligningskyst til Biscayen, hvor brændingens materialetransport har afsnøret en række strandsøer, der senere er afskærmet af høje klitrækker.

Bassinet er en hævet tidligere havbugt, der gennem et par hundrede mio. år er tilført materiale fra nedbrydningen af de omkringliggende bjergområder og kalk fra organismer i havet. Den nordlige del af bassinet stammer fra Jura og Kridt; i kalkaflejringer findes underjordiske grotter. Den øvrige del af bassinet består overvejende af sandsten fra Tertiær.

Det Aquitanske Bassin, der har en varieret jordbund som følge af forskelligt udgangsmateriale, klima og niveau, er et landbrugsområde med små, blandede landbrug, der har majs som hovedafgrøde. Omkring Bordeaux er landbruget specialiseret i vinproduktion. Mod vest ligger Frankrigs største skovområde, Les Landes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig