Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aquitaine

Oprindelige forfattere EiCh, HBjOE, JPM og POErs Seneste forfatter Redaktionen

Aquitaine var en administrativ region i Frankrig indtil 2016.

Aquitaine var en administrativ region i Frankrig indtil 2016.

Aquitaine, tidligere administrativ region i den sydvestligste del af Frankrig; 41.300 km2, 3,29 mio. indbyggere (2012). Den omfattede departementerne Dordogne, Gironde, Lot-et-Garonne, Landes og Pyrénées-Atlantiques og havde Bordeaux som hovedstad. Ved regionssammenlægningen i 2016 indgik Aquitaine i regionen Aquitaine-Limousin-Poitou-Charentes, der da fik 5,8 mio. indbyggere.

Størstedelen af Aquitaine udgøres af et fladt lavland, der gennemstrømmes af floderne Dordogne, Garonne og Adour, og som længst mod syd går over i Pyrenæerne, hvor enkelte toppe hæver sig over 2600 m (Pic du Midi d'Ossau 2885 m). Klimaet er præget af havets nærhed, middeltemperaturen er 6 °C (januar) og 20 °C (juli), og den årlige nedbør varierer mellem 1500 mm i den sydligste bjergrige del og 700 mm i den nordlige.

Aquitaine omfatter det meste af de gamle provinser Guyenne, Gascogne og Béarn med hver deres særlige kultur. Den sydvestlige del af Pyrénées-Atlantiques er en del af Baskerlandet. Befolkningen er koncentreret i og omkring de tre store byer, Bordeaux, Pau og Bayonne.

Annonce

Landbruget beskæftiger en forholdsvis stor del af arbejdsstyrken. Det består hovedsageligt af småbrug med blandet produktion. De mest rentable brug har specialiseret sig i vin- og majsproduktion og i de senere år desuden i råvarer til industrien som fx tobak, solsikke og raps. Det store vindistrikt omkring Bordeaux har en betydelig eksport af kvalitetsvine. Les Landes, et ca. 1400 km2 stort, sandet område mellem Garonne og Adour, rummer Frankrigs største skovområde. Oprindeligt lå det hen som sumpe, fordi et allag forhindrede vandets gennemsivning, men efter store dræningsarbejder er det lykkedes at rejse fyrreskov, som danner basis for træ- og celluloseindustrier. Ved Lacq 25 km NV for Pau ligger Frankrigs eneste større gasforekomst, som dog er af aftagende betydning.

Turisme spiller en vigtig rolle i Pyrenæerne og langs den ca. 200 km lange kyst (Côte d'Argent). Af hensyn til naturfredning anlægges zoner på tværs af kysten, således at hver zone indeholder elementer af kyst, klit, sø og skov.

Industrien beskæftiger en ret lille del af arbejdsstyrken. Sammen med Midi-Pyrénées rummer Aquitaine hovedparten af Frankrigs rumfarts- og flyindustri. Denne branche er "lokomotivet" i den fornyede befolknings- og beskæftigelsestilvækst, der forholdsvis sent opstod omkring de store byer i Sydvestfrankrig. Også en betydelig medicinalindustri har udviklet sig i Aquitaine. Flere større udenlandske virksomheder har etableret sig i Bordeaux. Motorveje, flyforbindelser og højhastighedstog knytter regionen tæt til det øvrige Frankrig.

Aquitaine fik som hele Sydvestfrankrig kun i ringe grad del i industrialiseringen i 1800-t. og første del af 1900-t., landbruget forblev gammeldags, og regionen var udsat for en betydelig afvandring. Først efter 2. Verdenskrig er regionen kommet ind i en dynamisk udvikling og har tilvandring. Industriens koncentration i byerne og en øget tilvandring giver en skævhed i forhold til landdistrikterne, hvor landbruget er stagnerende, og folketallet falder.

Historie

Aquitaine (latin Aquitania) var i oldtiden den del af det romerske Gallien, som lå mellem Pyrenæerne, Atlanterhavet og floden Garonne. De derboende iberiske stammer blev undertvunget først af Pompejus i år 71 f.Kr. og senere af Crassus. Området blev dog først organiseret som romersk provins af kejser Augustus, som samtidig udvidede området mod nord indtil floden Loire. Provinsen vedblev at have et iberisk særpræg sammenlignet med det øvrige keltiske Gallien. I senantikken blev Aquitaine delt i Aquitania Prima, Aquitania Secunda og Novempopulana.

I folkevandringstiden erobredes Aquitaine af visigoterne, som omkring 415 grundlagde et stort rige med hovedstad i Toulouse. Frankernes konge Chlodovech 1. fordrev i 507 visigoterne og grundlagde et hertugdømme, som i merovingertiden reelt var uafhængigt af de frankiske konger. Ved arabernes indtrængen i 720'erne måtte den aquitanske hertug Eudes søge hjælp hos frankernes stærke mand Karl Martel, som i Slaget ved Poitiers i 732 reddede Aquitaine fra at falde i arabernes hænder. I 781 gjorde Karl den Store Aquitaine til et selvstændigt kongerige for sin søn Ludvig den Fromme. Ved Karolingerrigets deling i Verdun 843 faldt Aquitaine til det vestfrankiske rige og til Karl den Skaldede; efter 877 blev landet som hertugdømme forlenet til greven af Poitiers.

Det nye hertugdømme blev så godt som uafhængigt af den franske kongemagt og i 900-t.s første halvdel et stridens æble mellem greverne af Toulouse, Auvergne og Poitiers, men sidstnævnte hertugstamme havde dog titlen og magten uafbrudt fra 941 til 1137.

De sidste to hertuger, Vilhelm 9. (1086-1127) og Vilhelm 10. (1127-37), fremmede i allerhøjeste grad kunst og kultur, således at deres hoffer blev berømte over hele Europa som et strålende centrum for høviskhed, digtning og trubadurkunst.

Vilhelm 10. efterlod sig kun en datter, den berømte Eleonora af Aquitaine, som i 1137 giftede sig med den franske konge Ludvig 7. Hun lod sig imidlertid skille fra ham i 1152 og ægtede samme år Henrik Plantagenet, hertug af Normandiet og greve af Anjou. Han blev engelsk konge under navnet Henrik 2. i 1154, hvorved hertugdømmet kom i de engelske kongers besiddelse indtil 1453, da den sidste rest blev overladt til den franske trone efter Englands nederlag i Hundredårskrigen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Hans Bjørn, Jens Peter Møller, Peter Ørsted: Aquitaine i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39416