Seinen er en flod i Nordfrankrig. Med en længde på 780 km er Seinen landets næstlængste flod efter Loire. Seinen udspringer i 470 m højde i departementet Côte d'Or i Bourgogne-Franche-Comté ca. 30 km nordvest for Dijon og løber mod nordvest på tværs af Pariserbassinet. Det øvre løb er relativt lige og passerer byerne Troyes og Melun. Midtvejs løber Seinen igennem Paris, og da faldet herfra kun er 26 m, er det nedre løb stærkt bugtet med store mæanderbuer forbi Rouen til udmundingen i et estuarie i Den Engelske Kanal ved Le Havre.

Faktaboks

Også kendt som

På fransk la Seine

Seinen afvander et område på ca. 78.700 km2 overvejende med permeable bjergarter og en jævnt fordelt nedbør, hvorfor vandføringen er relativt stabil og flodløbet uden banker. Seinen er således bedre egnet til sejlads end fx Loire. Sommertørke og snesmeltning kan dog medføre store udsving i vandføringen, hvis middelværdi ved Paris er ca. 300 m3/s. Den højeste vandstand (siden 1876) måltes her den 28. januar 1910 til +8,62 m. Vandføringen kan reguleres vha. fire reservoirer (ca. 1960; tilsammen 800 mio. m3) langs flodløbet, der bl.a. hindrer oversvømmelser og letter besejlingsforholdene.

Siden middelalderen har Seinen haft afgørende betydning for udviklingen af området og de store byer langs floden, først og fremmest Paris, men også Rouen og Le Havre. Med bifloderne Yonne, Marne og Oise er Seinen et vigtigt led i den franske flod- og kanaltrafik, der fra 1900-tallets slutning har fået øget betydning for godstransport og turistsejlads. Især flodløbet neden for Paris anvendes til godstransport, og især Rouen er en vigtig flodhavn.

Seinen er med kanaler forbundet med floderne Rhinen, Rhône og Loire. Flodvandet anvendes til køling i en række kraftværker, både kernekraftværker og kulfyrede kraftværker, og halvdelen af vandforsyningen i Parisområdet kommer fra Seinen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig